|
|
Den Italienske Stats numismatiske museum ligger i Finansministeriets (Ministero del Tesoro e del Bilancio) store bygning, Palazzo delle Finanze, på Via XX Settembre nr.97. Der er åbent tirsdag til lørdag kl.9-12.30 og gratis adgang mod at vise en form for legitimation. Telefonnummeret er: 06-47 61 33 17. Museet huser en samling medaljer fra 1500-tallet til idag, 400 voksforme af Benedetto Pistrucci, der blandt andet har udført en engelsk Saint George-guldmedalje. Han var en af de dygtigste gravører i Rom og arbejdede også i længere tid i London. Samt en samling af alle de mønter, som er præget for Kongeriget Italien og for Republikken Italien. Desuden er der plancher, der illustrerer de forskellige former for møntprægning. I kældrene findes Kong Vittorio Emanuele III's righoldige møntsamling. Museet åbnede i 1961 og er fra 1978 en del af "Istituto Poligrafico e Zecca dello Stato", Den Italienske Stats Seddel- og Mønttrykkeri, og indeholder mere end 20.000 udstillingsnumre. En del af disse stammer fra Pavernes Mønt-Kabinet, "Gabinetto Numismatico della Zecca Pontificia", som i 1870 blev overtaget af Den Italienske Stat. Herfra stammer også en del religiøse medaljer.
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998. - side 341. La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001. - side 1089. Staccioli, Paola: Guida insolita dei Musei di Roma - e della Città del Vaticano : storia, arte, segreti, leggende e curiosità. Newton & Compton Editori, 2003. - side 265. |
|
|
|
|
|
|
|