ANNAS ROM GUIDE
Portunus-Templet

På det gamle kvægtorv Forum Boarium, der nu hedder Piazza della Bocca della Verità, står et lille rektangulært tempel, som idag anses for at være et tempel for Portunus, der var gud for floder og havne - og her ved flodbredden lå Roms første havn.

Templet er fra det 2.århundrede før Kristus og en sjælden kombination af græsk og romersk arkitektur. Det står på en forhøjning og har 4 kannellerede joniske travertin-søjler og 12 halvsøjler, der er indbygget i væggen. Søjlerne har flere steder rester af et marmorlignende pudslag.

Nogle mener, at templet er grundlagt allerede i det 6.århundrede før Kristus og så ombygget i det 2. og 1. århundrede før Kristus.

På et tidspunkt mente man at templet var indviet til Fortuna Virilis (måske på grund af lydligheden mellem Portunus og Fortuna?), altså et "Tempel for den Mandlige Lykke" ("Tempio della Fortuna Virile").

Omkring dette tempel fejrede man i antikken Portunalierne, en fest til ære for havnens skytsgud og under festlighederne blev der fra pladsen foran templet solgt brogede blomsterkranse til udsmykning af helligdommen og gudebillederne.

I 872 blev templet indviet til kristen kirke under Pave Johannes VIII med navnet Santa Maria Egiziaca og der skulle stadig være rester af middelalderlige fresker, selvom bygningen i 1920'erne blev frilagt og genåbnet som antik seværdighed.


Fotos fra området
Kort over området
Bøger/links om Portunus-templet
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside