|
|
|
I år 1900 blev parken Giardino del Quirinale, der ligger ud til Via del Quirinale mellem Via della Consulta og Via Ferrara, udsmykket med en stor rytterstatue af Carlo Alberto di Savoia-Carignano, faderen til den første Konge af det samlede Kongerige Italien.
Bronzestatuen, der er udført af Raffaello Romanelli, blev indviet under pomp og pragt og deltagelse af Kong Umberto I og Dronning Margherita den 14. Marts samme år. Statuen vender mod parkens indgang fra Via del Quirinale, mens dens bagside kan ses, når man kommer op af trappen fra Via Piacenza, der ligger nedenfor. |
Bronzestatuen og reliefferne på basens sider er som nævnt udført af billedhuggeren Raffaello Romanelli fra Firenze (1856-1928).
Carlo Alberto er iklædt en piemontesisk generals-uniform og på basens sider ses scener fra kampene for det samlede Italien og fra møder i Kongehuset Savoia's gemakker. Det fortælles, at det skulle gå så hurtigt med at fremstille statuen, der blev støbt i Fonderia Lippi i Pistoia, at man ved afsløringen opdagede, at der manglede den højre stigbøjle, tømmen og Kongens sabel! Selve afsløringsceremonien var også præget af et vist kaos, for endnu om morgenen var statuen omgivet af de træstilladser, der var blevet brugt til opstillingen. Desuden trak det ud med at få opstillet stole til publikum, et kraftig vindstød flåede det røde klæde, der beklædte den kongelige tribune, af og selv da de første indbudte ministre begyndte at ankomme, var man ikke kommet længere end til at overspule statuen med vand for at fjerne de sidste træspåner. Først da kunne statuen tildækkes af det klæde, hvorfra den senere skulle afsløres af Kongen og Dronningen, der omkring kl. 11.20 ankom under store fanfarer. |
|
På statuebasens sider er der relieffer med forskellige scener fra Kong Carlo Alberto's liv. På forsiden, mod Via del Quirinale, ses Huset Savoia's våben: korset. (Normalt et sølvfarvet kors på rød bund). På den højre side vises en kampscene, ifølge Carl Felding (se litt.liste nedenfor) drejer det sig om slaget ved Goito. På venstre side er der derimod tale om en indendørs scene, der gengiver det øjeblik i 1848, hvor Kongen abdicerer til fordel for sønnen Vittorio Emanuele I.
|
|
|
Litteratur og links om Giardino del Quirinale: Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. - side 746f. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1984.: - Rione I Monti, Parte 4. A cura di Liliana Barroero. - side 116. Malizia, Giuliano: Le statue di Roma. Roma, Newton Compton editori, 1. edizione, 1994. - side 28ff. Felding, Carl: Information om rytterstatuer. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|