ANNAS ROM GUIDE
Casa Stefanoni


Casa Stefanoni ligger i Rione Monti bag Piazza della Madonna dei Monti i Via degli Zingari nr.14.

Indtil for nylig husede bygningen skolen "Istituto Angelo Mai", men på Nolli's kort fra 1748 kaldtes den "Casa Stefanoni con torre" ("Casa Stefanoni med tårn"). Idag har Roms Kommune planer om at sælge området, mens andre ønsker det indrettet til brug for kvarterets beboere.

Det er et ret stort bygningskompleks, der idag dækker næsten hele boligblokken mellem Via degli Zingari og Via Clementina, Via Cimarra og Via San Giuseppe Labre. På området er der også en stor gård og en have. Huset er i 3 etager og på ca. 13.000 kvadratmeter. Det ydre er ret velbevaret, mens det indre er blevet en del ændret, da bygningerne blev indrettet til skolebrug. Her er dog stadig et kapel i nygotisk stil, som har den originale freskoudsmykning.

Ad en stejl trappe går man fra Via degli Zingari op til førstesalen, hvor der er en lille, åben terrasse. Her har der oprindeligt været indrettet et lille nymphæum, en lille "kildegrotte", som har rummet et springvand. Idag står her en statue af Jomfru Maria i bøn fremstillet som "Immacolata Concezione" ("Den Ubesmittede Undfangelse").

Grottenichen er flankeret af to dekorerede "søjler" og over buen foroven bærer to konsoller over søjlerne en overligger, hvorpå der er anbragt en opsats med en kugle på hver side af en blomsterkumme. Under overliggeren er der udsmykning bestående af guirlander og et ansigt.


Foto fra Via Madonna dei Monti

Litteratur om Casa Stefanoni:
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 86.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
-Rione I, Monti, del 3: side 56.
"Piazza alli Monti" på Rome Artlover
.

Fotos fra området
Kort over området
Kort over Viminal-turen
Spise og bo i området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 19.9.2004 og sidst opdateret d. 27.9.2004