BYGNINGENS YDRE:

Den valdensiske kirkebygning i Via IV Novembre nr. 107-108 er tegnet af Benedetto Andolfi (nogle steder kaldet Benedetto Pandolfi eller A. Pandolfi) og opført i 1883. Den har en kort sidefacade med indgang i nr.107 på det nordvestligste hjørne af Via IV Novembre, hvor denne drejer mod vest. Hovedfacaden ligger mod nord på sydsiden af gaden overfor Palazzo Colonna. Hushjørnet mellem de to facader er udformet som en stump vinkel.

Stueetagen har en række høje, buede vinduer, adskilt af en smal søjle og parvis indrammet af en murbue. En række friser og gesimser adskiller stuen fra førstesalen, som har den samme type vinduer i en lidt lavere udgave. Endnu en bred, udskåren gesims danner adskillelse til de 2 øverste etager, hvoraf andensalen har lave, buede vinduer, sammensat i par af 3, mens trediesalen har almindelige rektangulære vinduer med vandret overligger, stadig sammensat i par af 3. Bygningens øverste 2 etager er bygget til senere i to omgange.

Hovedportalen (i nr.108) har en høj, rektangulær dør med et buet gavlfelt, indrammet af en bred, dekoreret frise, der ligger under en række fremspringende og udskårne gesimser, under endnu et buet felt, der er bemalet og indeholder et roset-vindue. Hele arrangementet flankeres af brede, flade søjler, som går op i hele husets højde. På andensalen brydes den tværløbende gesims, så den danner en trekant, hvori der er anbragt et kors. Dette trekantede gavlfelt fylder så meget, at der på denne etage ikke er plads til vinduer.

Sideportalen i nr.107 er blot en høj dør under et buet gavlfelt og denne husside følger ellers hovedfacadens opbygninger hvad angår vinduer og gesimser. Sidefacaden er ret smal, der er kun afsat plads til 1 sæt vinduer mellem 2 brede, flade søjler, der går helt op til bygningens tag ligesom de søjler, der flankerer hovedportalen. Hjørnefacaden, der i en stump vinkel forbinder side- og hovedfacaden er ombygget efter samme princip som sidefacaden, men med et vinduesfag - magen til de øvrige stueetagevinduer - i stedet for en dør.

BYGNINGENS INDRE:

Sidedøren fører ind til en skæv entre og et lille rum, der ligger bag en buet mur, der udgør en del af bagvæggen til kirkerummets apsis. Et tilsvarende rum ligger på den anden side af apsis ud mod den stumpe hjørnemur til Via IV Novembre.

Selve kirkerummet er smalt og aflangt, ca.10 x 20 meter. Det ligger langs med Via IV Novembre bag de 3 vinduer henimod hovedindgangen i nr.108. Lige efter det sidste vindue er der en tværgående buerække med 2 søjler, der bærer koret. Bagved disse ligger rummets indgangsvæg med en dør i midten. Fra denne kommer man igennem et par forrum og en række trappetrin til bygningens hoveddør.

Kirkerummet er spartansk udsmykket med stuk og malede høje paneler under vinduerne og søjler af samme slags mellem disse og på hver side af apsisåbningen. De flade vægsøjler har korinthiske kapitæler og bærer en udskåren frise og en frise med Bibel-citater. Over koret er teksten: "Cantate il Signore con Lode" ("Lovsynger Herren", Salmernes Bog XCVII), på den højre væg: "L'amore fraterno dimori fra voi" ("Lad broderkærligheden tage ophold blandt Jer", Brevet til Hebræerne XIII) og på venstre væg og over apsisvæggen: "Che mi conviene fare per essere salvato? Credi nel Signore Gesù Cristo e sarai salvato" ("Herrer! Hvad skal jeg gøre for at bluve frelst? De sagde da: "Tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst tillige med dit hus!", Apostlenes Gerninger XVI, 30-31).

Loftet er et fladt kassetteloft med rosetter i hvidt og guld og i den oplyste apsis, der ligeledes har stuk og malede søjler og paneler i lyse farver, står et alter med en prædikestol i mørkt træ. Det mest "kulørte" i rummet er de blyindfattede, malede glasruder i de buede vinduer, som i par af 2 er indsat i flade, buede rammer. I ruderne er indsat felter og rundeller med valdensiske symboler og sentenser: en lysestage med 7 stjerner og sætningen "Lux lucet in tenebris" ("Lyset lyser i mørket"), en brændende tjørn med sætningen "Quamvis uror non comburor" ("Hvor meget end jeg brænder, opbrændes jeg ikke fuldstændigt", en blomstrende lilje med sætningen "Luctor et emergo" ("Jeg strider og arbejder mig op"). Ruderne skal være tegnet af tegneren og maleren Paolo Paschetto.

BYGNINGENS HISTORIE:

Da Rom i 1870 blev det nye samlede Kongerige Italien's hovedstad og de tidligere restriktioner, som Pavestaten havde sat, blev lettet, blev det også muligt for ikke-katolske kirkesamfund frit at dyrke deres religion i byen samt at erhverve ejendom og opføre deres egne kultbygninger. Det tilfaldt de valdensiske præster Matteo Prochet, Augusto Meille og Giovanni Ribet at samle den romerske menighed de første år i lokaler i Via Gregoriana, Via dei Pontefici og i 1873 i Vicolo Soderini, derpå i en sal i Via delle Vergini i 1874 og herefter i 1881 i et lokale i Via dei Serpenti, mens menigheder i hele verden på opfordring af den skotske præst Walter Stewart samlede penge ind til en egentlig kirkebygning, der af præsten Daniele Buffa kunne indvies den 25. november 1883 i den nyanlagte Via IV Novembre.

Walter Stewart havde allerede i 1878 købt et stykke jord af Colonna-familien, der ejede området mod nord, hvor deres store Palazzo og Villa Colonna rejste sig ved Quirinalhøjens fod og skråning. Ned langs nordsiden af det, der idag er Via IV Novembre løb dengang gyden Vicolo dei Colonnesi, men med anlægget af den nye, brede gade, som skulle forbinde byens centrum med de nye kvarterer ved Stazione Termini, forsvandt den gamle gade, og Colonna-familiens jorder blev væsentlig beskåret, hvorfor de gerne solgte det tiloversblevne sydlige stykke fra. Dog fortrød den konservative katolske og pro-pavelige familie salget, da den blev klar over, at der skulle bygges et "kættersk tempel" på stedet. Familien ønskede salget annulleret, men havde ikke held hertil.

Også andre i kvarteret følte sig generet af at få "et kættersk tempel" som nabo. Lige bagved Colonna-familiens jordstykke lå det område, som ejedes af Confraternita del Carmine og hvorpå deres lille kirke, der stadig står idag, var bygget. Broderskabet rejste sagen i Kommunen på det grundlag, at byggeriet kom til at ligge for tæt på eksisterende bygninger, hvad der ikke var tilladt ifølge bygningsregulativet.

Af sagens akter på Kommunekontoret kan man se, at arkitekten først havde planlagt at selve kirkerummet skulle ligge i bygningens vesthjørne, men at han efter klagen ændrede dette, så det kom til at ligge i østhjørnet, således som det er tilfældet idag. Bag ved hovedindgangen og trapperummet ligger en lille, halvellipseformet indre gård, som giver afstand mellem de to religioner.

Selve byggeriet var heller ikke uden problemer, da det blev nødvendigt at føre fundamenterne ned til 14 meter under gadeniveauet, hvorfor der måtte indsamles flere midler hertil. Men omsider stod kirkebygningen da færdig og kunne i 1883 indvies som den første valdesiske kirke i Rom.

I årene 1911-1912 blev der bygget en etage ovempå og i slutningen af 1950'erne endnu en, så bygningen kom til at fremstå, som vi ser den idag.