Selvom Via IV Novembre er en ny gade, der først blev anlagt efter 1870, betyder det ikke, at der ikke har været gadeforløb på stedet tidligere i dette område, som helt fra Antikken har været stærkt befærdet og bebygget.

Men området har ikke altid haft samme udseende som idag. Før Kejser Trajan i årene 107-112 efter Kristus lod anlægge sit store Forum nede i dalen i forlængelse af de øvrige Kejserfora, sluttede Quirinalhøjen ikke som idag brat ved trappegaden Via Magnanapoli. Tværtimod fortsatte højen i en lav bakkekam, der gik tværs over Forumdalen og forbandt Quirinalhøjen med Capitolhøjen på den modsatte side.

Denne bakkekam, der ifølge en indskrift på Trajansøjlen har haft samme højde som søjlen, blev på Kejserens befaling bortgravet og den derved fremkomne skråning blev forsynet med støttemure i form bygningerne i det store Markedsanlæg i 6 etager, som kom til at dække området.

Men allerede tidligere var området bebygget. Man har fundet rester af den gamle Servius-Bymur fra det 4.århundrede før Kristus ved Salita del Grillo, på Largo Magnanapoli, i fundamenterne til Palazzo Antonelli (Via IV Novembre nr.158) og der, hvor nu Palazzo INAIL ligger ud for Via della Pilotta (Via IV Novembre nr. 144). Da dette hus blev bygget, fandt man også nogle græske bronzestatuer, som måske stammer fra Porticus Constantini, der nok har ligget bag nutidens Palazzo Colonna; og lidt længere mod syd (ved Via delle Tre Cannelle i Via IV Novembre nr.149) havde L. Cornelius Pusius Annius Messalla, som var tilknyttet den 16. Legion under Kejser Augustus (31 før Kristus-14 efter Kristus), sin villa.

På Quirinalhøjskråningen ved hjørnet af nutidens Via della Pilotta lå et stort Tempel for Serapis, opført af Caracalla mellem år 211 og 217. Senere lod Kejser Constantin (306-337 efter Kristus) opføre et stort badeanlæg oppe på højen bag Templet. Det strakte sig fra nutidens Piazza del Quirinale og til Largo Magnanapoli. Øst herfor lå et stort Tempel for Diana. For at kunne bygge stort, måtte Kejseren ekspropiere en række ejendomme og planere byggeområdet ved at fylde ruinerne op. Det drejede sig for en stor del om taberner, forretninger og lagerrum fra de første århundreder efter Kristus, som nu blev ødelagt.

Fra tidlig tid stammede også mange af de gadeforløb, som fra dalen førte op til områderne på højene Quirinal, Viminal og Esquilin. Vicus Longus løb som nutidens Via Nazionale, Alta Semita løb langs Quirinalhøjens ryg som nutidens Via del Quirinale og Via XX Settembre og den første del af Via Panisperna løb tilsyneladende nogenlunde som idag, dog slet ikke i et så retlinet forløb.

Under Villa Aldobrandini ligger resterne af den sydligste del af Constantin's Thermer. Her lå også forskellige lager- og magasinbygninger, blandt andre Horrea L. Naevi Clementis og Cella Nigriniana, søen Lacus Fundani og et Tempel for Semo Sancus; idag ligger her Palazzo Rospigliosi og Banca d'Italia's hovedsæde fra 1880'erne samt Villa Aldobrandini fra det 16.århundrede ovenpå den terrasse, som understøttede det store therme-anlæg. I Via Mazzarino kan man ved indgangen til parken se ruinerne af de magasinbygninger fra det 2. og 3.århundrede, som blev brugt som fundamenter for Thermerne. Magasinerne tilhørte Lucius Naevius Clemens.

Ved nutidens Largo Magnanapoli lå Porta Sanqualis i den gamle Servius-Bymur, rester heraf kan stadig ses på pladsen og i Palazzo Antonelli, der ligger i nr.158. På pladsen er der også fundet rester af tidligere begravelser.

Et stykke nede af højen, omkring det sted hvor trappegaden Via Magnanapoli begynder eller lidt længere nede, krydsede gaden Via Biberatica området. Den kom oppe fra Subura-området bag Augustus' Forum (nutidens Via di Tor de' Conti) og kom senere til at løbe gennem Trajan's Markedsanlæg i 3 sals højde, hvor den stadig kan ses. Den fortsatte mod nord langs en række tabernebygninger, hvoraf en senere omdannedes til Middelaldertårnet Torre dei Colonnesi, som stadig kan ses i Via IV Novembre på hjørnet af Via delle Tre Cannelle. Via Biberatica fortsatte sit løb som nutidens Via della Pilotta. På et tidspunkt løb den parallelt med Porticus Constantini.

OMRÅDET I MIDDELALDEREN:

Med Roms forfald efter invasioner, belejringer og ødelæggelse af akvædukter og deraf følgende indskrænkning af vandforsyningen, dalende indbyggertal og den gradvise affolkning af de højtliggende kvarterer, forandredes også det område, hvor Via IV Novembre ligger idag.

Via Biberatica fortsatte dog sit forløb mellem ruinerne af Trajan's Marked, som først blev del af det byzantiske militærkontingents lejr, hvilket måske førte til navnet Magnanapoli via formen Balnea Neapolis. En tid havde familien Arcioni deres ejendomme her, blandt andre boede Nicolo degli Arcioni her i 1238. Det vejstykke, som idag ligger ud for indgangen til Markedskomplekset, hed dengang La Selciata degli Arcioni, og den gade, som idag forbinder Via delle Tre Cannelle med Via XXIV Maggio, Via Cordonata, kaldtes dengang La Scesa degli Arcioni. Også på det stykke af Via IV Novembre, som fører ud til nutidens Via della Pilotta (Middelalderens Via Biberatica) lå der "Case ed Orti degli Arcioni": Familien Arcioni's huse og urtehaver.

Erindringen om den tidligere storhed blegnede efterhånden og på et tidspunkt mente man, at ruinerne af Trajan's marked stammede fra et gammelt thermeanlæg, som man kaldte Balnea Pauli eller Bagno di Paolo Emilio. Og de forladte bygninger kunne udnyttes på mange måder, kvarteret blev efterhånden hjemsted for flere stenhuggere og marmorværksteder, som brugte de tilgroede anlæg som rene stenbrud.

En række kirker og små klostre opstod tidligt i området, blandt de første var Sant'Agata dei Goti ved Via Panisperna, som stammer fra det 5.århundrede, og Santi Apostoli ved Via IV Novembre og Piazza dei Santi Apostoli, der stammer fra omkring 556. Af andre kan nævnes: San Salvatore de Militiis (før 12.årh.-slut 16.årh.) oppe ved Torre delle Milizie i nærheden af kirkerne San Salvatore de Divitiis (før 12.-14.årh.) og Santa Maria Balneanapolim (før 12.årh.-slut 16.årh.). Længere nede ad skråningen lå Sant'Abbaciro (før 1192-ca. 1833) omkring Via Biberatica, og nede i dalen San Niccolò de Columna (måske allerede fra det 8.årh.-ca.1540). Kirken Sant'Andrea de Biberatica (ca.8.årh.-16.årh.) lå ved denne gade, omkring det sted, hvor Palazzo Colonna's mur idag støder ud til Via IV Novembre, mens San Lorenzo in Biberatica (o.12.årh.-16.årh.) lå omkring det sted hvor Palazzo INAIL og Hotel Pace Helvezia ligger idag. På Quirinalhøjtoppen lå kirkerne San Salvatore de Cornutis (ca.1205-1615), Santo Stefano de Caballo (før 1192-16.årh.), San Saturnino de Caballo (o.1160-1616) og San Silvestro de Caballo de' Arcioni (fra mellem 9.-11-årh til idag).

Fra 1300-tallet slog en gren af Annibaldi-familien sig ned i området og denne Molara-familie ejede på et tidspunkt ejendomme på begge sider af Via Biberatica.

Senere kom Colonna-familien til at dominere området og det Middelaldertårn, som ligger på gadens vestside på hjørnet af Via delle Tre Cannelle, kendes nu under navnet Torre dei Colonnesi eller Torre Colonna. Colonna-familiens ejendomme kom til at strække sig langt mod nord og på begge sider af Via Biberatica. Mod øst byggede de deres store Villa Colonna opad Quirinalhøjens skråning. I parken stod længe de mægtige ruiner fra Caracalla's Serapis-Tempel, som man tidligere mente var Hadrian's Sol-Tempel. Mod vest byggedes det store familie-palæ, kaldet Palazzo Colonna alla Biberatica. Måske lå der også to andre tårne tilhørende Colonna-familien ved den nuværende gade: Torre Mesa, som lå ovenfor Palæet, omtrent der hvor man nu kan se Villa'ens udsigtsterrasse bag Via della Pilotta, og måske også Torre dei Carboni, der muligvis lå på hjørnet af Via delle Tre Canelle, hvor senere Palazzo Laurati blev bygget.

OMRÅDET I RENÆSSANCEN:

Med Renæssancen skiftede området atter markant karakter. Pavehoffet befandt sig påny i Rom, velstanden steg, Paver og Kardinaler og disses familier, som ofte kom fra andre egne af landet, satte massevis af byggeprojekter i gang. De opkøbte gamle vingårde og marker, de byggede til de gamle huse, de ombyggede, de nedrev og nybyggede, udvidede og udsmykkede deres store familiepalæer og anlagde store landsteder oppe på højene, hvor luften var frisk og god. Også kirker og klostre blev anlagt eller ombygget i større målestok og endelig blev også nye gader anlagt, eller de gamle blev planeret, nivelleret, gjort bredere, bekvemmere og smukkere.

Øst for Via IV Novembre lod Pave Pius IV i 1561 den gamle vej Alta Semita udvide og forbedre under det nye navn Strada Pia, den gamle Vicus Longus (nutidens Via Nazionale) løb stadig som Strada Lunga og i 1585-90 lod Pave Sixtus V anlægge en lige forbindelsesvej mellem Trajansøjlen og Santa Maria Maggiore: nutidens Via Panisperna.

Langs disse gader lå der stadig en del gamle kirker, men også mange nytilkomne. Ved Via Panisperna blev Kirken Santa Maria Balneanapolim i slutningen af det 16.århundrede indkorporeret i den store, nybyggede Santi Domenico e Sisto, mens den indre udsmykning i Santa Agata dei Goti i 1630 blev fuldstændigt ændret. I 1625 indviedes den lille Kirke San Bernardino ai Monti på den modsatte side af gaden og i 1628-1641 rejstes Kirken Santa Caterina da Siena i tilslutning til det Kloster, som Suor Maria Vittoria Massimi tidligere havde ladet bygge på en grund, som hun havde købt af Conti-familien i 1574.

Til gengæld forsvandt San Salvatore de Militiis, som blev omdannet til privatbolig i slutningen af 1600-tallet, da venetianeren Achille Venier købte bygningen. Men Sant'Abbaciro blev liggende længere nede ad skråningen og nedenfor byggedes der nye kirker: Sant'Eufemia al Foro Traiano (ca.1595-ca.1930), San Bernardo della Compagnia (ca. 1440-1736/48, hvorefter den blev ombygget til Kirken Santissimo Nome di Maria), Santo Spirito alla Colonna Traiana (1432-1812), Santa Maria di Loreto (1507-idag).

Det var fra denne sidste kirke, at præsten Antonio Lo Duca vandrede op over Viminalhøjen for at bede i ruinerne af Diocletian's Thermer, mens han gennem hele sit lange liv arbejdede på her at få bygget den kirke, som idag hedder Santa Maria degli Angeli. Det var, da han en morgen skulle holde messe i Santa Maria di Loreto, at Antonio Lo Duca havde sit første syn i sommeren 1541. Dette syn fik ham til at fortsætte med at presse på sit kirkeprojekt, indtil det omsider lykkedes 20 år senere.

Kirken San Niccolò de Columna blev nedrevet under Pave Paul III i årene 1536-1541 for at fritlægge Trajansøjlens base og Sant'Andrea de Biberatica, der lå længere mod nord, forsvandt også i slutningen af det 16.århundrede. I 1605 byggedes til gengæld en ny lille kirke vest for Via Biberatica ved nutidens Via del Carmine: Santa Maria del Carmine alle Tre Canelle, som stadig står i dag.

Ved Via delle Tre Cannelle opstod en lille plads, Piazza delle Tre Cannelle, hvor Molara-familien lod opføre et palæ og i 1588 en fontæne til brug for hele kvarteret. Fontænen havde 3 vandrør (3 cannelle) og gav navn til både den nu forsvundne plads og gaden.

På Quirinalhøjtoppen forsvandt kirkerne Santo Stefano de Caballo i slutningen af det 16.århundrede, San Saturnino de Caballo i 1616 og San Salvatore de Cornutiis i 1615. Men Kirken San Silvestro står stadig idag, omend i en meget ombygget form.

Også Kirken Santi Apostoli står stadig og på dette sidste nordlige stykke af nutidens Via IV Novembre, hvor gaden Vicolo dei Colonnesi lå, opstod igennem tiden, på Colonna-familiens gamle jorder og ejendomme, et helt nyt bygningskompleks, bestående af et stort familiepalæ, Palazzo Colonna, i dalen og et stort landsted, Villa Colonna, op ad højskråningen og op til nutidens Via XXIV Maggio. Det fortælles, at det var i denne park, at maleren og billedhuggeren Michelangelo og digterinden Vittoria Colonna havde deres åndfulde samtaler.

Palazzo Colonna var forøvrigt et af de få huse, som blev skånet under de germanske landsknægtes hærgen i Rom, efter de lutheranske troppers erobring af Pavestaden i 1527. Grunden var at Colonna-familien kæmpede på Kejser Karl V's side mod Paven og derved undgik også den mantovanske grevinde Isabella d'Este, der sammen med mange andre romerske adelige havde søgt tilflugt hos Colonna-familien, at falde i fjendehænder - dog ikke uden at måtte betale en betydelig sum i løsepenge.

På højtoppen udbyggede paverne deres Quirinalpalæ med parker og haver og stalde og administrationsbygninger til det pavelige hof, som holdt til heroppe om sommeren.

Ved Magnanapoli byggede Aldobrandini-familien deres villa med den smukke park, som stadig kan besøges. Og nonnerne ved Santa Caterina da Siena nød udsigten over byen fra tårnruinen i deres Klosterhave.

OMRÅDET I NYERE TID:

I midten af 1800-tallet begyndte de moderne tider også at indhente den ellers tilbagestående og konservative Kirkestat. Jernbanen blev anlagt og mere trafik og flere tilrejsende og nye transportmidler krævede nye veje og gader og mere tilgængelighed. Som allerede tidligere paver havde gjort det, så man nu udvidelsesmuligheder i højområderne og den fremtrædende Monsignor De Merode opkøbte af samme grund ejendomme langs Strada Lunga, som han forudså skulle blive en ny forbindelselinje fra Stazione Termini til bymidten.

I 1870 blev Rom erobret af de italienske kongetro tropper og en ny statsadministration overtog magten i byen. Man overtog dog en del af de tidligere tanker og projekter og udbygningen af Strada Lunga til Via Nazionale blev snart en realitet. Problemet var, hvorledes trafikken herfra så skulle ledes ned i selve byen og idéerne hertil var talrige og ofte meget fantasifulde, fra broer over Forum-området til rydning af store del af de arkæologiske rester.

Til sidst enedes man dog om en linieføring, som vi ser det i dag, hvor højens stigning forceres ad en bred rampe i 3 etaper: Via IV Novembre (se kort).

For at få en glidende overgang mellem de mange niveauer, måtte der planeres i stor stil i gadens østlige del: niveauet på Largo Magnanapoli (se kort) blev sænket betydeligt, som det kan ses af muren op til Villa Aldobrandini og af trapperne til kirkerne Santa Caterina da Siena og Santi Domenico e Sisto, mens niveauet i Via Nazionale måtte hæves ret meget, som man kan se af facaden på den dybtliggende kirke San Vitale. Også niveauet i Via XXIV Maggio måtte sænkes næsten 9 meter og den eneste grund til at dette ikke ses i facaden til Kirken San Silvestro er, at denne blev fornyet, da man yderligere skar et stykke af Kirken (de 2 yderste kapeller), for at give plads til den udvidede gade.

I det hele taget blev der "klippet en hæl og hugget en tå", da Via IV Novembre skulle føres igennem. Det gik blandt andet ud over den lille, smalle, snoede gyde Via delle Tre Canelle, som løb op ad højen fra Via di Santa Eufemia og langs Torre dei Colonnesi, over Via Biberatica, hvor den bredte sig ud til en lille plads, Piazza delle Tre Cannelle, for så at dreje til højre ud for trappegaden Via Cordonata (Scesa degli Arcioni) og op til Magnanapoli-højtoppen for at munde ud i Contrata Militiarum ved Torre delle Milizie.

Piazza delle Tre Cannelle blev så meget beskåret, at den bogstavelig taget er forsvundet, og Via delle Tre Cannelle blev amputeret flere steder, så den idag danner et besynderligt, fragmenteret og uforståeligt forløb.

Langs murene ind til Colonna-komplekset, lå gaden Vicolo dei Colonnesi, som forsvandt, da den nye, brede gade blev anlagt. Og på samme måde forsvandt der mange bygninger ved Largo Magnanapoli, blandt andre det formodede Torre dei Carboni, Klosteret ved Kirken Santa Caterina, da man også fritlagde Markedsruinerne og Torre delle Milizie, en del af Villa Aldobrandinis have, og andre huse, der havde ligget langs de gamle smalle gader.

Noget er dog heldigvis bevaret, ruiner af Servius-Muren på Largo Magnanapoli, Torre delle Milizie, en stor del af Trajan's Marked og Torre dei Colonnesi. Mellem Markedsruinerne byggedes trappegaden Via Magnanapoli, der også dækker den østlige exedra fra Basilica Ulpia, men nede i dalen står udgravningerne af denne, Trajansøjlen og kirkerne Santissimo Nome di Maria og Santa Maria di Loreto som øer i nutidens bilhav.

Og trafikken? Trods nye og brede gader opstår der stadig flaskehalse, når bilstrømmen fra højene skal ledes ned i floddalen.

--- Læs om nutidens Via IV Novembre -- Se fotos fra gaden ---