ANNAS ROM GUIDE

Vicolo in Publicolis

Se til højre for nr. 125 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

er en lille gyde, som ligger øst for Via Arenula i kvarteret Rione XI Sant'Angelo, hvor den danner en blind og kort sidegade til Via in Publicolis.

Gaden har navn efter den lille Kirke Santa Maria in Publicolis, der fra engang før 700-tallet har ligget på Via in Publicolis' vestside. Ordet "publicolis" er en forvanskning af Kirkens ældste tilnavn "in publico", som udsprang af det faktum, at Kirken lå tæt ved Antikkens Porticus Minucia, som lå lidt mod nord omkring nutidens Via delle Botteghe Oscure og her uddeltes kornrationer til folket: "frumentum publicum". Navnet passede også godt til den familie, der i 1100-1200-tallet bosatte sig i området, hvor de byggede flere huse og befæstede et tårn, som brugtes i de følgende århundreders krige om magten i Rom. Det var Santacroce-familien, som mente at de nedstammede fra den romerske konsul Publius Valerius Poplicola (også benævnt Poblicola), som ifølge traditionen var en af de første konsuler i år 509 før Kristus. Derfor blev "in publico" til "in Publicolis".

Nordsiden af Vicolo in Publicolis består af en række, smalle huse. Først hjørnehuset mellem Via dei Falegnami og Via in Publicolis, som er en lidt ældre og prunkløs ejendom i 4 etager med 2 fag mod den sidstnævnte gade, 3 fag mod den førstnævnte og et lignende antal mod gyden. Derefter kommer et smalt hus med kun 2 fag og 4 etager, samt 3 smalle huse à 2 fag og 3-4 etager. Og endelig et lidt bredere hus i 4 etager.

Sydsiden af gyden er helt optaget af Palazzo Boccamazza Boccapaduli, bygget i 1700-tallet. Ejendommen i 5 etager har en meget smal facade ud mod Via in Publicolis, her er blot 1 fag vinduer, mens hovedfacaden ligger med 11 fag ud mod Piazza Costaguti.

 

 

Litteratur om Vicolo in Publicolis:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 737.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Majanlahti, Anthony: Guida completa alle grandi famiglie di Roma. Milano, Avaliardi, 2006.
- side 28-30.
Info.roma: Via in Publicolis, Roma.
Romasegreta: Via in Publicolis.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.11.2014