ANNAS ROM GUIDE
Via del Lauro

Denne lille gade eksisterer ikke mere, men i det 16. til 19.århundrede løb den i den sydlige del af Forumdalen øst for Forum Romanum fra Via del Sole i nord til Via di San Lorenzo in Miranda, der førte ned til Kirken San Lorenzo in Miranda og Templet for Antoninus Pius og Faustina, i syd.

Gadenavnet menes at stamme fra enten et enkelt laurbærtræ eller et lille buskads af laurbærtræer på dette sted. I en gadefortegnelse fra 1655 benævnes gaden "Strada del Làvoro" i nærheden af Fredstemplet, det store kompleks, der også kaldes Vespasian's Fredsforum, som netop i Antikken dækkede det område, hvor Via del Lauro kom til at ligge.

Gaden lå i sin tid omtrent på det sted, hvor man idag ved Largo Romolo e Remo og Largo Guglielmo Gatti finder anlægget foran San Lorenzo in Miranda, der er indrettet i Templet for Antoninus Pius og Faustina, der har facade ud mod Forum Romanum.

Der fandtes i Rom også en anden gade med navnet Via del Lauro i Rione Ponte, men også den er forsvundet idag.


Litteratur om Via del Lauro:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 500.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.

Kort over området
Kort over områdets antikke ruiner
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 11.2.2007