Forumdalen er en dalsænkning mellem Palatinhøjen i sydvest og Quirinalhøjen mod nord, Viminalhøjen mod øst og Oppiohøjen mod sydøst. Oprindeligt var den imidlertid yderlige afgrænset: mod nordvest af en lav højderyg, som forbandt Capitolhøjen i vest med Quirinalhøjen mod øst, samt mod syd af en anden lav højderyg kaldet Velia, som forbandt Palatinhøjen i vest med Oppiohøjen i øst.

Forumdalen opstod i den sidste istid, hvor smeltevandet dannede en dyb kløft, som langsomt blev opfyldt i tiden derefter. Dog var terrænet stadig vandfyldt og bestod blandt andet af en regulær sump mellem Capitol og Palatin, kaldet Velabrum Minus, som blev gennemløbet af en mindre flod kaldet Spinon, som løb ned fra Suburadalen ovenfor. Spinon løb over Forumdalen og gennem den såkaldte Velabrumdal ud i det store sumpede område Velabrum Maius ved floden. Spinon næredes yderligere af kilderne Iuturna og Fons Fontinalis ligesom den sydlige kilde Lupercal bidrog til områdets sumpede karakter.

De første tegn på menneskelig tilstedeværelse i dalen er grave fra det 9. og 8.århundrede før Kristus.

Velabrumdalen var et fugtigt og usundt område, som oven i købet, når det regnede, kun kunne krydses ved hjælp af en båd. For at sanere det og gøre det brugbart var det derfor nødvendigt med en dræning og man tilskriver Tarquinius Priscus (ca. 616-579 før Kristus) æren for at have startet arbejdet med Cloaca Maxima, den store dræningskanal, som førte sumpvandet ud i Tiberen. Først om åben kanal, men senere overdækket og nedgravet i store rør, som stadig fører dræningsvand ud i floden.

Udover dræningskanalen forbedrede man også området ved at fylde det op med sand og grus, for at hæve det over vandets niveau. Til trods herfor har området dog langt op i tiden været følsomt for enhver stigning i Tiberens vandstand og er ofte blevet oversvømmet.

Da dræningsarbejderne efterhånden bar frugt, blev der basis for at bebygge området og man har fundet fundamenter fra mindre hytter fra slutningen af det 7.århundrede. I begyndelsen af det 6.århundrede blev de private huse imidlertid sløjfet og det fælles samlingssted, torvet Forum Romanum, blev anlagt på området mellem Capitol og Palatin, altå i den nordvestlige del af Forumdalen, det såkaldte Velabrum Minus, på et sted hvor flere gamle veje mødtes: Vicus Jugarius mod nord og Vicus Tuscus mod syd samt Via Sacra, som gennemløb Forumdalen nede fra Veliahøjen og op til Capitol. Vejen Argiletum løb tværs over dalen fra Palatin og op gennem Suburadalen og Vicus Argentarius løb ud mod Marsmarken og videre nordpå.

Fra det 6.århundrede og fremover blev Forum Romanum bebygget og udbygget, indtil Caesar i år 54 før Kristus besluttede at udvide området med et nyt torv, Forum Iulium, på området op mod Capitolhøjen og den lave bakkekam, som dannede nordgrænsen for dalen. Herefter fulgte rask efter hinanden nye forum-anlæg: Augustus' Forum i årene før Kristi Fødsel, Vespasian's Forum i 69-79 efter Kristus, Domitian's og Nerva's Forum Transitorium omkring år 96 efter Kristus og endelig Trajan's Forum i årene 101-117 efter Kristus. Alle disse anlæg kendes under betegnelsen "I Fori Imperiali": Kejserfora'ene.

Anlægget af dette sidste Forum blev muliggjort ved at arkitekten Apollodorus fra Damaskus fjernede den lave højderyg, som indtil nu havde dannet nordgrænsen for Forumområdet mellem højene Capitol og Quirinal, samt opførte det store markedskompleks, Trajan's Marked, som støtte for den afskårne Quirinalhøj. Om dette arbejde fortælles der på indskriften nederst på den søjle, som Kejseren lod opstille på sit nye Forum for at angive højden på den bakke, som var bortgravet.

Med dette kæmpebyggeri afsluttedes arbejderne i området, der derpå efter Romerrigets undergang blev forladt, og bygningerne forfaldt. Langsomt hævedes nivauet mellem ruinerne og området blev til græsningsarealer. Enkelte ruiner blev inddraget til beboelse og i Højmiddelalderen befæstede de stridende magtfulde familier de forskellige egnede ruiner, som de forhøjede til fæstningstårne i den grad, at området kaldtes Campo Torrechiano.

Samtidig dannedes der i området under højene på østsiden en stor sump, fremkommet fordi Cloaca Maxima, der fra Antikken havde afdrænet det lavtliggende område, efterhånden tilstoppedes på grund af manglende pasning. Området fik nu tilnavnet "Dei Pantani" ("pantano" betyder sump eller mose) og bebyggelsen bestod mest af mindre kirker og klostre, hvoraf nogle var bygget ovenpå de gamle ruiner eller lå opad højskråningerne, for eksempel San Basileo, Sant'Urbano, Santa Maria in Campo Carleo, San Lorenzo, San Nicola og Santi Quirico e Giulitta.

I slutningen af det 16.århundrede påbegyndte Kardinal Michele Bonelli en sanering af området, hvor man blandt andet hævede grundniveauet betragteligt (for eksempel blev gulvet i Kirken Santi Quirico e Giulitta hævet 4 meter!) og man udgravede en del af området omkring Trajansøjlen. På resten af det sanerede område rejste der sig nu en hel ny bydel med høje beboelseshuse omkring smalle nye gader med navne som Via Alessandrina (der lå lidt anderledes end nutidens gade med samme navn), der havde navn efter Kardinal Alessandrino, som Michele Bonelli også kaldtes, Via Bonella navngivet efter stedets velgører, Macel de' Corvi, Via del Priorato, Via di Campo Carleo, Via Cremona, Via di Testa Spaccata, Contrata Fuscorum de Berta med flere.

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at fritlægge dele af Trajan's Marked og efterhånden blev også de mange huse, som var bygget ovenpå og opad de øvrige ruiner og Middelaldertårne, fjernet. I 1913 fremlagde arkæologen Corrado Ricci en plan for yderligere fritlæggelse og i årene 1924-1932 udvidedes denne og hele Augustus' Forum og Nerva's Forum blev udgravet. Samtidig nedrev man mange af de gamle kirker og hele beboelseskvarteret omkring datidens Via Alessandrina for at anlægge den nye store paradegade Via dell'Impero, der idag hedder Via dei Fori Imperiali, hvorved en hel del af de udgravede ruiner atter blev overdækkede.

Idag graves der på ny i området, hvor en stor del af fortove og anlæg op til Via dei Fori Imperiali er forsvundet for at skabe en større overblik over udgravningerne, hvor ellers sammenhængende torve er gennemskåret af Via dei Fori Imperiali.

Litteratur om Forumdalen:
Frandsen, Steen Bo: Det tredje Rom. Tidsskriftet Sfinx, 1991.
- side 51f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 4: side 5ff.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990. - Ny udgave, Samleren, 2000.
- side 49, 124, 131.
Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. Könemann, 2001.
- side 126f.
Isager, Jacob: Forum Romanum og Palatin. Odense Universitetsforlag, 1977.
- side9ff.
The Penguin Historical Atlas of Ancient Rome. By Chris Scarre. Penguin Books, 1995.
- side 20f.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 162f.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 3. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999.
- side 1ff.