ANNAS ROM GUIDE
Alarik og vestgoterne inden erobringen af Rom

Vestgoterne var en gren af goterne, et germansk folkeslag, som trængt af hunnerne fra 375 begyndte at bevæge sig ned i Romerriget. Det var en meget urolig tid med skiftende kejsere, oprør og krige ved alle grænser.

Hovedstad var Rom ikke mere siden Kejser Constantin den Store i 330 havde valgt byen Byzans som Rigets nye hovedstad med navnet Constatinopel. Dog havde det ikke betydet, at Rom var blevet fuldstændig forladt og havde mistet sin betydning. Kejserne havde stadig postet masser af penge i byens kasse, til reparation af gader og veje, af offentlige bygninger og fora, til nybyggeri af både offentlige bygninger og kirker til den kristne kult, der nu var blevet den officielle religion. Dette betød imilertid ikke, at de hedenske bygninger ikke blev holdt ved lige i de første mange år, så Rom glimrede stadig i sin fordums glans og var stadig stedet, hvor Imperium Romanum var opstået og den romerske civilisations vugge havde stået. Byen havde derfor en enorm symbolsk betydning, selvom den kejselige administration og hoffet, og med det naturligvis både en del arbejdspladser, indtægter og prestige, var flyttet til Contantinopel.

Så kom vestgoternes trussel. I starten havde man forsøgt at pacificere dem ved at give dem tilladelse til at slå sig ned indenfor Rigets grænser og engagere dem som hjælpehær mod andre indtrængende stammer, men for den unge Kong Alarik var dette ikke nok og han førte sine tropper mod Italien for at plyndre og få del i de mange rigdomme og goder, som Riget besad.

I 402 og 403 lykkedes det Generalen Stiliko at trænge vestgoterne tilbage fra Norditalien, men de kom igen. Og mens vestgoterne slikkede deres sår, hærgede østgoterne i 404 ved Firenze. Nu må romerne for alvor være blevet bekymrede, især fordi Kejser Honorius blev bange og forlagde residensen til Ravenna, der var bedre beskyttet end Rom og havde en stærk flådehavn.

Var Rom da ikke beskyttet? I over 700 år havde byen ikke været udsat for angreb, men under Kejser Aurelian i 270-275 efter Kristus havde barbarernes tryk mod grænserne dog været så stærkt, at Kejseren havde ladet den 18 kilometer lange Aurelianske Bymur opføre. Men nu, 130 år efter, var murene måske ikke ganske vedligeholdte, det kunne der dog rådes bod på og historikerne mener, at man i løbet af et par år restaurerede disse mure og yderligere byggede et par meter ovenpå. Det er de samme mure, som stadig ses overalt i Rom og de er jo ganske høje og imponerende og må have kunnet udgøre et ganske godt forsvar, alligevel formåede romerne ikke at udnytte dem, hvorfor? Måske følte de sig modløse og ladt i stikken af deres Kejser, som åbenbart ikke syntes at murene var gode nok. Måske var de mest handlekraftige mænd bekæftiget i den kejserlige administration i Østriget, så der ikke var den rigtige beslutningsdygtige leder tilbage i Rom.

Èn dygtig General havde Vestriget dog, Generalen Stiliko, som trængte både vestgoter og østgoter tilbage fra Norditalien. Men Stiliko var selv af germansk herkomst, af den vandalske stamme, og i 408 lykkedes det en germanerfjendtlig gruppe at beskylde ham for at fraternisere med fjenden og Kejser Honorius lod sin bedste hærfører henrette.

Nu stod Vestriget virkelig uden noget forsvar, for efter Stiliko var der ingen der magtede at samle tropperne og lægge en strategi. Og Alarik så straks sin chance og førte atter sine vestgotere ind i Italien og frem mod Rom. Bypræfekten Jovius kunne ikke stille et forsvar på benene og indgik derfor i forhandlinger med Alarik, som blokerede vejene ind til Rom, så kornforsyningerne fra havnebyerne Ostia og Porto ikke kunne nå frem, og forlangte 5000 libra i guld, 30000 i sølv, 4000 silketunica'er, 3000 purpurfarvede skind og 300 libra i krydderier, altså en enorm formue, for at trække sin hær væk.

Dette krav samt mangelen på korn slog benene helt væk under romerne, som nu slet ikke så sig i stand til at samle et forsvar. I stedet lykkedes det dem at samle det forlangte sammen og med dette store bytte hævede Alarik belejringen og drog nordpå mod Ravenna, hvor Kejser Honorius havde forskanset sig. Her forlangte Alarik et årligt beløb for at holde sig i ro, land til sit folk i de nordlige provinser Noricum, Venetien og Dalmatien, og endelig den titel af General over vestromerhæren, som Stiliko tidligere havde haft.

Kejser Honorius, som følte sig i sikkerhed i Ravenna, ville imidlertid ikke efterkomme Alariks krav. Denne drog derfor tilbage til Rom i 409 og truede romerne til at lade Senatet udråbe bypræfekten Priscus Attalus til Kejser. Attalus nægtede imidlertid at samarbejde med Alarik, som derpå atter forsøgte at forhandle sine krav med Kejser Honorius - også denne gang uden held.

Nu havde Alarik imidlertid fået nok og i 410 satte han ind med det afgørende angreb på Rom.


Litteratur om Alarik og vestgoterne inden erobringen af Rom:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal og kronologi
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.8.7.2004 og sidst opdateret d. 15.10.2005