Den 17. Januar fejrer romerne "Festa di Sant'Antonio Abate" sammen med "Festa degli Animali" ("Dyrenes fest") og "Benedizione degli Animali" ("Dyrevelsignelse") ved Kirken Sant'Eusebio all'Esquilino.

Festa di Sant'Antonio Abate. - cop.B.Lundin

Den 17. Januar er festdag for Sant'Antonio Abate, der døde i år 356. Helgenen er beskytter af husdyrene og det er naturligvis på hans festdag, at præsterne velsigner disse, både bøndernes nyttedyr og borgernes kæledyr.

I Rom fandt denne velsignelse sted ved den Kirken Sant'Antonio Abate på Esquilin, en gammel Kirke, der har ligget her i nærheden af Santa Maria Maggiore fra slutningen af 1200-tallet i tilknytning til et hospital for dem, der led af den dengang meget udbredte sygdom "Herpes zoster": "Helvedesild". Sant'Antonio Abate regnes også for beskytter af denne sygdom, der derfor på italiensk også kaldes "Fuoco di Sant'Antonio" ("Sankt Antonius' ild").

Kirken Sant'Antonio Abate ligger idag ud til den trafikerede Via Carlo Alberto og efter kvarterets udbyggelse i 1870'erne, hvor det forandredes fra et landligt og fredeligt område til et travlt og hektisk beboelsesområde med kontorer, butikker og voldsom trafik, forlagde man velsignelsen - hvor der var et talrigt og kaotisk fremmøde af både mennesker, dyr og hestetrukne vogne - til den lille forplads, som under udbygningen opstod foran Kirken Sant'Eusebio, der ligger lidt længere mod øst, ved begyndelsen af Piazza Vittorio Emanuele III.

I vore dage er det mest kæledyrene, der tropper op på pladsen med deres ejere, men Festen kan strække sig over flere dage, hvor der også er plads til drosche-hestene og det ridende politis heste. Og i Kirken San Giovanni in Laterano velsignes brevduer, som derpå frigives og fylder luften over Kirken.

Tidligere var Festen måske endnu mere spektakulær. En tilskuer fra 1500-tallet fortæller, hvorledes pilgrimme strømmede til Kirken Sant'Antonio Abate - dels for at fejre helgenen og dels for at få velsignet deres dyr. For dette betalte de efter deres muligheder, de fattige gav "en ost eller en sæk kul", de rige gav "lam eller heste". Pilgrimmene var enkelt klædt, måske næsten nøgne for at hylde den nøjsomme Sant'Antonio Abate, og Kirkens præster sørgede for varmt vand og håndklæder, så de besøgende kunne rense sig og få varmen. Pilgrimmene blev delt i grupper, mændene fik plads i Klosterets køkken, mens kvinderne fik plads i rummet med bageovnen, og de rige og fornemme blev vist ind i Klosterets spisesal. Efter messen og velsignelsen af dyrene, kunne pilgrimmene drage hjemad medbringende et lille helgenbillede, som hver især fik udleveret efter at have ydet sit offer til munkene. Billedet blev måske siden ophængt i staldene til beskyttelse af dyrene.

Også et særligt stykke bagværk, "dolce di Sant''Antonio", blev fremstillet af munkene. Det blev derefter velsignet og givet til syge, mennesker som dyr. Sant'Antonio Abate modstod i sin ensomhed alle fristelser og regnedes derfor som den, der havde overvundet det onde. Derfor kunne han hjælpe de syge til at overvinde deres sygdom og derfor blev han beskytter af dem, der led af sygdommen Helvedesild - som nævnt ovenfor.

Cattabiani (se litt.note nedenfor) henfører dyrevelsignelsen til den hedenske tradition med renselse af mennesker, dyr og marker, som netop fandt sted i vintermånederne. En sådan skik overlevede også længe natten før Sant'Antonio Abate's festdag. Her brændte man store bål, som kaldtes "falò di Sant'Antonio" og asken herfra ansås for at have helbredende virkning. I det man brændte lå nemlig også alt det dårlige - og alle dårligdomme - fra det gamle år. Sant'Antonio Abate ansås også for at være beskytter af ilden (og derfor også af hjemmets arne) og alt dette gjorde ham også til beskytter mod Helvedesild.

Blandt dyrene er det især grisen, som forbindes med Sant'Antonio Abate, og i Danmark opkaldte man i 1976 en særlig produceret svinerace efter helgenen: Antonius Grisen. Hvordan grisen og Sant'Antonio har fundet sammen, er et vanskeligt spørgsmål. Måske er her rester af en gammel keltisk opfattelse af vildsvinet som særligt stærkt og helligt dyr. Og måske har man ved Sant'Antonio Abate-dyrkelsens fremmarch i Frankrig forbundet dette særlige dyr med denne særlige helgen. Men vildsvinet har også været symbol på Djævelen - som Sant'Antonio Abate jo overvandt, hver gang denne fristede ham. Og således blev vildsvinet måske til det mere almindelige svin, som ifølge nogle historier fulgte helgenen som en lille hund. (Cattabiani s.129-130).

Litteratur om Festa di Sant'Antonio Abate:
Cattabiani, Alfredo: Calendario: le feste, i miti, le leggende e i riti dell'anno. Rusconi, 5. edizone, 1989.
- side 125-133, 148.
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 300-305.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XV, Esquilino. - side 110.
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 188, 254.
Laboratorioroma: La benedizione degli animali.