ANNAS ROM GUIDE
Conclave 1523
1.10.-19.11.1523

Forhistorien:

Den 14. September 1523 døde Hadrian VI, som havde været Pave siden 1522. I denne korte periode havde han ikke nået at udrette meget, Luthers lære og Reformationen havde vundet fremgang i Tyskland og tyrkerne truede Europa, hvor de den 12. December 1522 havde erobret Rhodos. Og endnu værre var det kommet til et åbent brud med den franske Konge, der benyttede lejligheden til at gå ind i Italien ved Pavens død.

Pavevalget:

Den 1. Oktober 1523 samledes 39 af de på den tid 45 Kardinaler for at finde en ny Pave, der kunne dæmme op for ulykkerne og samtidig falde i både Kong Frans I's og Kejser Karl V's smag.

Endnu en gang lod Kejseren forstå, at han foretrak valget af Kardinal Giulio de' Medici til Pave, mens de franskvenlige Kardinaler støttede valget af Kardinal Alessandro Farnese. En vigtig brik i spillet var Kardinal Pompeo Colonna, hvis familie altid havde været modstandere af Medici-familien, hvorfor han ikke umiddelbart ville støtte en Medici-Kardinal.

Det blev derfor et langt og vanskeligt konklave, som kom til at vare 50 dage, og måske kun kom til en ende, fordi Roms Kommunestyre beordrede 4 af byens adelsmænd, at de måtte få efterlevet konklave-reglerne, som i sin tid Pave Gregor X havde indført, og at de skulle skære ned i fødevarerationene til Kardinalerne og forhindre deres forbindelse med omverdenen, således at valget kunne blive fremskyndet.

Omsider endte så konklavet den 19. November med valget af Kejserens Kandidat, Kardinal Giulio de' Medici, der på dette tidspunkt var 45 år gammel og altså en ret ung Pave.

Hvad der derpå skete:

Den nye Pave, der tog navnet Clemens VII, blev kronet den 26. November og sendte straks herefter udsendinge til Frankrig, Spanien og England for at skabe fred, men desværre uden held, og da Frans I i Oktober 1524 erobrede Milano, indgik Clemens en alliance med Frankrig og Venedig, hvor Paven - mod at få Parma og Pavia ind under Pavestaten samt garanti mod overgreb på Medici'ernes besiddelser i Firenze - gav fri gennemrejse for de franske tropper, som nu marcherede mod Napoli.

De følgende år skiftede Paven mellem alliancer med forskellige fyrster og lande og denne politik endte i 1527 med at Kejser Karl V's hær af tyske - og lutheranske! - landsknægte, der på italiensk derfor kaldtes "lanzichenecchi", belejrede og indtog Rom, hvor de hærgede og plyndrede i det næste år, mens Paven måtte flygte ud af byen.

Clemens VII vendte tilbage året efter og fortsatte sit regime indtil 1534, hvorefter det næste konklave på blot 2 dage valgte Kardinal Alessandro Farnese til Pave Paul III.

Liste over Kardinaler ved konklavet i 1523:

Da Hadrian VI døde, bestod Kardinal-kollegiet af 45 medlemmer og selvom 6 af dem ikke deltog i konklavet, vil det alligevel føre for vidt herunder at anføre navnene på alle de 39 resterende Kardinaler. Her angives derfor kun de Kardinaler, som har særlig interesse for de øvrige sider i Annas Rom Guide:
Francesco Soderini,
Alessandro Farnese,
Niccolò Fieschi,
Antonio Maria Ciocchi del Monte,
Marco Cornaro,
Giulio de' Medici,
Innocenzo Cibo,
Giovanni Piccolomini,
Giovanni Domenico de Cupis,
Andrea della Valle,
Bonifacio Ferrero,
Pompeo Colonna,
Lorenzo Campeggio,
Franciotto Orsini,
Paolo Emilio Cesi,
Alessandro Cesarini.
Giovanni Salviati.


Litteratur om Conclave 1523:
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 622.
Storia di Roma. Dalla fondazione all' inizio del terzo Millennio. Claudia Cerchiai, Giovanni di Benedetto, Ludovico Gatto, Fulvia Mainardis, Alberto Manodori, Vincenzo Matera, Claudio Rendina, Claudio Zaccaria. 1. edizione. Roma, Newton & Compton editori, 2003.
- side 954f.
Zisola, Giancarlo: Il conclave. Storia e segreti. (Biblioteca del sapere). Roma, Newton & Compton editori, 2005.
- side 104f.
The Cardinals of the Holy Roman Church. cop.: Salvador Miranda: Conclave 1522.

Oversigt over konklaver
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Restauranter
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.6.2008 og sidst opdateret d. 26.1.2009