Den Hellige Bruno er grundlæggeren af Karteuser-Ordenen (på italiensk "I Certosini"), han levede fra ca. 1030 eller 1033 til 1101. Helgenfestdagen er den 6. oktober. (Han må endelig ikke forveksles med sin navnebroder Bruno af Köln, som blev født i 925 som søn af Kejser Henrik I)

Bruno var også født i Tyskland, i Köln, i en adelig familie ved navn Hardenfaust eller Hardefust. Han studerede i Frankrig i Reims og Paris. Da han vendte hjem igen, blev han præsteviet og kannik ved St.Kunibert-Kirken ca.1055.

Ærkebiskop Gervasius kaldte ham imidlertid tilbage til Reims omkring år 1056 som underviser i teologi. Året efter blev han udnævnt til leder af Katedralskolen i Reims og i 18 år underviste han der i teologi og grammatik. Han var en dygtig lærer og vellidt af sine elever, hvoriblandt flere endte i betydelige kirkelige embeder, for eksempel Eudes af Lagery som i 1088 blev valgt til Pave og tog navnet Urban II.

I 1073 var det imidlertid Gregor VII, som var Pave, og Bruno gik meget ind for hans ideer og kamp mod simoni og præsteskabets lave moral.

I 1075 blev Bruno af Ærkebiskop Manasses de Gournai udnævnt til Kansler i Bispedømmet Reims, men da han senere erfarede, at denne havde købt sit embede, anklagede han ham for simoni. Ærkebispen hævnede sig på sine anklagere ved at få solgt deres embeder og ødelagt deres boliger, så de måtte flygte til borgen Ebles de Roucy. Men da det lykkedes Manasses at få Pave Gregor til at genindsætte ham som Ærkebisp, tog Bruno tilbage til Köln og først, da Gregor mistede tålmodigheden med Manasses og atter afsatte ham og denne gang ekskommunikerede ham, vendte Bruno tilbage til Reims.

Nu var Bruno træt af det aktive kirkelige liv og ville forsage verden, så han frasagde sig sine embeder og ejendomme og i 1084 trak han sig med 6 venner tilbage til ensomheden, først hos den Hellige Robert af Molesme (der senere grundlagde Cistercienser-Ordenen). Dette liv syntes imidlertid ikke strengt nok for Bruno og hans venner, så de fortsatte til Grenoble, hvor Bruno's gamle ven og elev Hugo var Biskop. Han havde da allerede haft en drøm, hvori Gud havde vist ham 7 stjerner, som var 7 søgende mænd, som ville komme til ham. Hugo henviste dem til egnen Grande Chartreuse, der var en øde og vildsom dal mellem barske fjelde, hvor de byggede en lille kirke og nogle primitive hytter som bolig og på denne måde kom til at leve et afsondret, men samtidig fælles liv, ligesom Karteusermunkene gør idag. Dagene gik med bøn og arbejde og dette liv tiltrak mange andre søgende mennesker, så fællesskabet udvidedes efterhånden.

I 1090 kaldte hans tidligere elev Pave Urban II ham til Rom som pavelig rådgiver og modvilligt tog Bruno afsked med sine venner og fælleskabet i Grande Chartreuse. I Rom slog han sig ned på et andet øde og afsides sted, nemlig blandt ruinerne af Diocletian's Termer på Esquilinhøjen, som dengang stod mennesketom hen med marker, enkelte vingårde og de store ruiner. Her var ensomhed og ro, for her færdedes blot enkelte lyssky eksistenser, banditter og udskudte. I 1091 bad Bruno og dennes ven Gavino Paven om at måtte overtage den gamle Kirke San Ciriaco og Termeruinerne, så de her kunne skabe et "Certosa" (Karteuserkloster). Måske blev projektet også til noget, for i 1320 hører vi, at der er Karteusermunke ved San Ciriaco. Senere hører vi i 1363 nye planer om at bygge et "Certosa" i ruinerne, så Bruno og Gavino's "kloster" har muligvis blot været nogle enkle træhytter i området omkring kirken.

Fra sin eneboerhytte kom Bruno til Paven, når denne ønskede råd, og han deltog i forberedelserne til flere reformsynoder og støttede Urban i dennes kamp mod Modpaven Clemens III. Da Paven måtte flygte til Syditalien fulgte Bruno med og her vandt han straks befolkningens kærlighed, så de ønskede ham udnævnt til ærkebiskop i Reggio Calabria. Paven var positiv stemt og det var Grev Roger af Sicilien også, for han havde i en drøm set Bruno vise sig og advare ham mod forræderi.

Bruno afslog imidlertid tilbudet og fik i stedet Pavens tilladelse til omsider at trække sig tilbage til en rigtig eneboertilværelse og danne et nyt eneboersamfund og af Grev Roger fik han et stykke land ved lokaliteten La Torre nær Squillace i Calabrien. Her grundlagde han i 1094 klosteret Santa Maria dell'Eremo og tæt ved grundlagde han klosteret Santo Stefano di Bosco i 1099.

Grev Roger blev en god ven af Bruno og tilbragte ofte noget tid blandt munkene, ligesom Bruno kom til ham, da han lå syg i 1098 og 1101. Og det var også Bruno, der døbte Grevens søn Roger, Sicilien's fremtidige konge.

Det var under et ophold i Santo Stefano, at han blev syg og døde den 6. oktober 1101. Og her blev han først begravet, men i 1122 blev hans legeme flyttet til Santa Maria dell'Eremo og da man åbnede kisten 400 år efter i 1513 fandt man hans legeme lige så friskt, som var han lige død. Man beretter om mange mirakler ved hans grav og mandag og tirsdag i Pinsen bæres også idag hans relikvier i procession fra klosteret i Santo Stefano til Santa Maria dell'Eremo. Det er 2 store festdage med masser af besøgende.

San Brunone er aldrig blevet formelt helgenkåret, fordi Karteuserne ikke ønsker offentlig hæder, men hans kult blev godkendt af Pave Leo X i 1514 og senere blev den udvidet i 1584,1622 og 1674. Han fejres siden 1623 den 6. oktober.

Bruno har efterladt sig flere værker, blandt andre nogle kommentarer til Salmerne, som måske stammer fra hans tid som professor i Reims, og nogle kommentarer til Paulus' Epistler, som han muligvis skrev, mens han boede i Grande Chartreuse. Nogle breve fra hans hånd findes også stadigvæk. Men nogle samlinger indeholder også værker, som idag menes at være forfattet af San Bruno, Biskoppen af Segni.

I Rom kan man se en berømt statue af San Brunone, udført af den franske billedhugger Jean Antoine Houdon i årene 1766-1768, i Kirken Santa Maria degli Angeli, hvor Karteusermunkene har indrettet flere kapeller viet til deres grundlægger.

Litteratur om San Brunone:
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 75.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side 81.
"Den hellige Bruno Karteuseren" (Katolsk.no)
"St.Bruno" (Catholic Encyclopedia)