"Certosa" er betegnelsen for Karteuser-Ordenen's klostre. Ordenen fik efter grundlæggelsesstedet og det første kloster, La Grande Chartreuse, navnet Chartreuser-Ordenen og da den vandt indpas i Italien kaldtes klosteret her "La Certosa" og munkene "I Padri Certosini".

Karteuser-Ordenen er den strengeste af de katolske ordener. Munkene lever som eneboere med tavshedspligt i hver sit lille afsondrede hus forsynet med en lille have og de få fornødenheder, de har brug for i deres spartanske liv. Samtidig holder de dog også nogle fælles gudstjenester og måltider ligesom i et almindeligt kloster.

Alle Ordenen's klostre er opført efter samme skema og består af "Il Chiostro Piccolo" ("Den lille klostergård") og "Il Chiostro Grande" ("Den store klostergård"). Den store Klostergård er meget smuk, buegangene består af slanke søjler og lette buer. I gården er der et lille haveanlæg, hvor munkene begravede deres afdøde medbrødre, og i midten en fontæne. Den er præget af ro og fred til fordybelse.

Ud til Il Chiostro Grande ligger munkenes celler. De beboes af de munke, som lever i størst afsondrethed, "i padri", der hver især har deres lille "rækkehus" med adgang fra den fælles søjlegang. Husene består af et "forhus" ud mod søjlegangen, det er i 2 etager og har i stuetagen 2 rum med udgang til endnu en lille privat søjlegang, en lille gård med en brønd og en gårdhave med forskellige planter. På førstesalen er der endnu et lokale og en lille loggia. Have og gårdsplads er afgrænset af høje mure, så hvert hus, "cella", er helt afsondret fra naboen.

I disse huse, "cellae", skal "i padri" tilbringe det meste af deres tid i ensomhed, de beder, læser, arbejder og spiser her i ensomhed, kun ganske få gange mødes de med de andre munke i de fælles rum og de taler kun sjældent sammen, men gør sig forståelig ved tegn. De lever i "klausur", i ensomhed, afsondrethed, fordybelse og ro.

Men for at "Certosa'et" skal fungere, er det nødvendigt med andre rum til de munke, som tager sig af det mere praktiske arbejde og til de fælles aktiviteter: kapitelsal, refektorium, bibliotek, forrådsrum og køkken.

Ud til "Il Chiostro Piccolo" ligger de værelser, som beboes af de munke, der ikke lever i så streng afsondrethed. De varetager det daglige arbejde i klosteret, mens "i padri" beder og mediterer. "I fratelli" foretager imidlertid også deres arbejder i så megen ro som muligt; de taler kun, hvis det er nødvendigt, og gør ellers tegn til hinanden og når arbejdet er udført, trækker også de sig tilbage til deres celler for at bede.

Litteratur om "La Certosa":
Campagnoli, Alessandro M.: La mia Certosa. PI-ME, Pavia, ca.1984.
"The Carthusian Order"
"Architettura delle Certose"

Der findes idag forskellige "aktive" Certosa'er rundt omkring i Italien og nogle af dem kan man også besøge og få en rundvisning i de smukke anlæg:
La Certosa di Pavia, i byen Pavia i Norditalien er absolut et besøg værd, Her er en smuk kirke og et stort og udbygget kloster, som man kan bese på en guidet rundvisning, der også går gennem Il Chiostro Grande med de mest afsondrede cellae. Det er ikke længere Karteusermunke, der lever her, men oplevelsen er alligevel fantastisk.
La Certosa di Caregnano ved Milano.
La Certosa di Bologna, grundlagt i 1434.
La Certosa di Farneta ved Arezzo.
La Certosa del Galluzzo ved Firenze.
I Rom kan man se rester af La Certosa di Santa Maria degli Angeli ved Via Cernaia og bagved kirken vest for Stazione Termini og nord for Piazza della Repubblica.
La Certosa di San Martino i Napoli.
La Certosa di San Lorenzo a Padula, ved Salerno: et 50.000 kvadratmeter stort område der blev restaureret for få år siden.
La Certosa di Pesio i Cuneo-provinsen er meget gammelt, grundlagt i 1173 og har en meget stor klostergåd. Det er beboet idag.
Alle de ovennnævnte klostre er munkeklostre, men der findes også enkelte nonneklostre, der er dog kun 5 i hele verden!
La Certosa della Trinità i Savona-provinsen er det eneste kvindelige Karteuserkloster i Italien. Her lever 20 nonner deres eneboertilværelse.