|
|
Almachius eller Telemachus var ifølge legenden en munk fra Østen, som led martyrdøden i Rom omkring år 400 efter Kristus. Han fejres den 1. januar. Telemaco kom til Rom, hvor han forsøgte at stoppe de grusomme og blodige gladiatorkampe i Colosseum, som Kejser Constantin godt nok allerede havde forbudt i år 325, men som det romerske folk ikke ville undvære. Kejser Honorius så igennem fingre med opførelserne og gladiatorkampene optoges derfor påny. De kristne romere var imidlertid efterhånden så mange og så stærke, at de ikke ville tillade disse drab og de var opsatte på at stoppe kampene. Derfor løb Telemaco en dag ligefrem ind i arena'en for at skille de kæmpende ad, men han blev i stedet selv dræbt - enten af de kæmpende eller af de rasende tilskuere, som ifølge legenden kastede sten efter den formastelige munk. Det fortælles, at denne episode fik Kejser Honorius til at forbyde fremtidige gladiatorkampe og at han lod San Telemaco's aske opstille sammen med de øvrige martyrers. Vi ved ikke, hvor meget sandt der er i denne helgenlegende, men kampene mellem gladiatorer og de vilde dyr i arena'en fortsatte - omend sjældnere og sjældnere - indtil slutningen af det 5.århundrede. Litteratur om San Telemaco: The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982. Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.). |
|
|
|
|
|
|
|
|
|