Titus Flavius Domitianus, næstældste søn af Kejser Vespasian, efterfulgte sin ældre broder Titus som kejser i årene 81-96 efter Kristus.

Domitian blev født den 24. oktober omkring år 51, da hans fader var konsul under Kejser Claudius, som favoriserede faderen og den ældre broder. Men under Kejser Nero, der kom til magten i år 54, førte Vespasian et tilbagetrukket liv og den unge mand fik således en meget mere spartansk opvækst end sin broder, der var vokset op ved hoffet. I denne periode døde Domitian's moder Flavia Domitilla og hans søster, der også hed Domitilla.

Til trods for mangelen på kejserlige gunstbevisninger og embeder, var den unge Domitian fuld af ambitioner og ønskede på lige fod med sin broder del i magten, da Vespasian blev kejser i år 69. Men Kejseren mente ikke, at han var moden til dette endnu, da hans livsførelse viste, at han hellere ville more sig med gifte kvinder end at passe det præturembede han havde fået. Vespasian gav ham derfor kun en formel magtposition, hvorunder han kunne lære administration og statskundskab.

Domitian var af natur mistænksom og jaloux på sin ældre broder, som han uophørligt søgte at genere og skubbe ud til fordel for sig selv. Rygtet gik endda, at han også skulle have haft del i sin broders tidlige død. Titus nåede kun at være kejser i 2 år, fra faderens død i år 79 til år 81 og Domitian var nu enekejser i de næste 15 år, som udviklede sig til et frygteligt tyranni.

Han koncentrede al magt hos sig selv og opfattede sig selv som værende både gud og menneske og han greb hårdt ind overfor de undersåtter, der vægrede sig ved at ofre til hans genius. Under Kejser Domitian blev mange kristne martyrer, det var første gang efter Kejser Nero, at de kristne blev forfulgt.

Han havde dog også arvet nogle af sine forgængeres gode egenskaber, han førte et vellykket felttog i Britannien og sikrede grænserne ved Donau, hvor han sluttede fred med dakerkongen Decebalus, og han fik styr på statsfinanserne, selvom han overtog en næsten tom pengekasse. For at fylde den op, måtte han være meget påholdende i starten og streng med inddrivelse af skatter, hvorved han blev meget upopulær.

Han byggede meget nyt i sin regeringsperiode, et palads på Palatin, den nuværende Curia-bygning på Forum, Domitian's Stadion på den nuværende Piazza Navona og han indviede Vespasian-Templet på Forum, som Titus havde ladet opføre. Han fortsatte også sine forgængeres arbejde med at genopbygge de dele af Rom, som atter var hærget af en stor ildebrand, blandt andre Jupiter-Templet på Capitol.

Desuden var Domitian en stor ynder af poesi og kultur, ligesom han gav mange kostbare skuespil, dyre- og gladiatorkampe og han sørgede for, at de nedbrændte biblioteker blev genopbyggede og forsynet med afskrifter andre steder fra.

I år 89 prøvede Øvregermaniens guvernør Antonius Saturninus uden held at tilrane sig magten og Domitian's mistænksomme sind fik ham til at opmuntre angiveri og således kvalte han alle oprørsforsøg, indtil han blev dræbt i år 96, måske efter tilsyndelse af hans hustru Domitia Longina, datter af den af Nero dødsdømte general Cornelius Corbulo.

I år 70 havde Domitian ladet hende skille fra Lucius Lamia Aelianus og giftet sig med hende. De fik sammen en søn, som imidlertid døde som lille. Domitia havde omkring år 82 en affære med Balletdanseren Paris, som blev henrettet. Men Domitian tilgav sin hustru, hun blev ganske vist forvist fra paladset, men hurtigt (omkring år 84) kaldt tilbage igen, da Kejseren savnede hende.

I de mellemliggende år havde Domitian trøstet sig med et forhold til sin broderdatter Flavia Julia, datter af Titus i hans ægteskab med Marcia Furnilla, som var blevet gift med hans fætter Titus Flavius Sabinus. De levede sammen i nogle år efter at hendes mand var død og efter hendes død blev hun ophøjet til gud som "Diva Julia Augusta". Samtiden fortalte, at hendes død skyldtes, at Domitian havde tvunget hende til at få en abort, da hun opdagede at hun var gravid.

I år 90 var der tegn på at Domitia Longina påny var gravid, men desværre uden held. Domitian begyndte da at se sig om efter arvinger og udvalgte sin fætter Flavius Clemens' to sønner, som derved fik de nye navne Vespasian og Domitian. Flavius Clemens var konsul i år 95, han var barnebarn af Kejser Vespasian og gift med en slægtning Flavia Domitilla. Men Domitian's mistænksomme sind fik ham til i år 95 at lade Flavius Clemens dræbe, medens Flavia Domitilla blev sendt i eksil på grund af "ufromhed", nogle fortæller, at ægteparret var blevet omvendt til Kristendommen, at Flavius Clemens var den tredje biskop i Rom og at de begge led martyrdøden under Domitian's kristenforfølgelser. I så fald har de haft bolig på Monte Celio ved den nuværende kirke San Clemente, der ifølge legenden er opført over et privathus tilhørende en vis Clemens. Det siges at være efter Flavia Domitilla at Domitilla's Katakomber ved Via Ardeatina er opkaldt og en del af disse kaldes Cripta dei Flavi.

Efterhånden blev romerne trætte af den grusomme og tyranniske Kejser Domitian og da selv kejserens nærmeste begyndte at frygte for deres liv, skal kejserens hustru have deltaget i den sammensværgelse, der kom til at koste ham livet d.18. september år 96.

Efter Domitian's død knuste folket hans buster og statuer. Den gamle senator Nerva blev valgt til Domitians efterfølger.