Nero, søn af Agrippina og adoptivsøn af Kejser Claudius var kejser i årene 54 til 68 efter Kristus, hvor han fordrevet fra Rom og på flugt for romerske soldater begik selvmord.

Hans regeringstid startede roligt, han lyttede til sine erfarne rådgivere, sin moder og sin gamle lærer, filosoffen Seneca, men snart tog hans brutale tendenser over og han lod efterhånden alle omkring sig dræbe. Nye forræderiprocesser og drab fulgte, og mens oprørene bredte sig i provinserne og hæren, holdt Nero offentlige opvisninger, hvor han sang, dansede og spillede komedie på en meget "u-romersk" måde, der efterhånden fik prætorianergarden til at gå over på oprørnes side og tvinge Nero til at begå selvmord.

I år 64 hærgede en storbrand Rom og lagde store kvarterer øde, man sagde, at det var Kejserens værk, så han kunne lade bygge sit enorme pragtpalads "Domus Aurea", så han "endelig kunne komme til at bo som et menneske". Men Nero selv skød skylden på de kristne, som nu for første gang blev forfulgt og dræbt i Rom.