ANNAS ROM GUIDE
Confraternita dei Rigattieri

Denne religiøse sammenslutning var et lægbroderskab af marskandisere, som i 1521 sammen med madrasmagerne ("i materassari") grundlagde et fælles broderskab kaldet Compagnia di San Biagio. San Biagio var nemlig madrasmagernes skytshelgen.

Pave Leo X godkendte den nye sammenslutning og gav den sæde i Kirken Sant'Angelo i Borgo-kvarteret, som derpå blev viet tl San Biagio og kaldet San Biagio dei Materazzai.

I 1525 fik det fælles Broderskab overladt Kirken Santa Cecilia a Campo Marzio og optog også Santa Cecilia som skytshelgen i deres nye kirke, som de kaldte Santi Biagio e Cecilia dei Materassari.

I 1575 søgte madrasmager-mestrene optagelse i Broderskabet, hvor det åbenbart tidligere kun var svende, der var medlemmer. Disse "klasseforskelle" medførte tilsyneladende snart nogle gnidninger, og i 1595 trak marskandiserne sig ud af fællesskabet og indgik i stedet samarbejde med Congregazione di San Bernardino da Siena dei Rigattieri.

I 1599 overlod Pave Clemens VIII en nye kirke til Broderskabet, der nu flyttede til Santa Maria in Cacaberis, som de viede til San Biagio og omdøbte til San Biagio de Cacabariis.

I 1662 blev denne kirke imidlertid overdraget til et andet broderskab, Confraternita di Santa Maria degli Angeli e di Santa Lucia dei Cocchieri, hvis medlemmer var romerske kuske.

Marskandiserne flyttede derfor endnu en gang og denne gang til Kirken Sant'Andrea Apostolo all'Arco di Portogallo (som senere skiftede navn til Santi Andrea e Bernardo og derpå til Santa Maria della Neve). Broderskabet lod denne Kirke restaurere i begyndelsen af 1700-tallet og beholdt den som mødested indtil 1801, hvor sammenslutningen blev opløst.

Marskandiserne var organiseret i 2 på hinanden følgende laug: fra år 1600 i Università dei Rigattieri, Bombaciari e Materassai, og senere i Università dei Rigattieri.

 

 

Litteratur om Confraternita dei Rigattieri:
De Paoli, Riccardo Massimiliano: Santa Maria de' Cacabaris (o dei Calderai) --- i : Alma Roma XLV (2004), n.2-3, pp.45-54. --- (Læs på nettet)
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione Regola, Parte 1 / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. - 1980. ----- side 52.
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 359. 360.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 54.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 31.3.2017