ANNAS ROM GUIDE

Palazzo Galli - nu forsvundet palæ

- stod for nordenden af Piazza della Cancelleria -

Se under nr. 176 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
Se over nr. 115 på Kort over den vestlige del af Piazza Navona-turen

Dette Palæ, Palazzo Galli, som ikke eksisterer idag, stod indtil anlægget af den nye brede trafikåre Corso Vittorio Emanuele IIdennes område nord for Piazza della Cancelleria, mellem de tidligere længere dele af gaderne Vicolo dei Leutari (mod vest) og Vicolo dell'Aquila (mod øst).

Snarere end et rigtigt palæ var der nok tale om en sammenbygget samling af mindre huse, som det kan ses på et fotografi fra 1884 (se foto fra info.roma.it) og af et bykort af G.B. Falda fra 1676 (se foto af Alvaro de Alvariis). Bygningen omtaltes da også som Galli-familiens huse: "Le Case dei Galli" eller Galli-familiens lille palæ: "Palazzetto Galli".

Af det, som man kan se på fotografiet, var der tale om en bygning i 4-5 etager, med en 2-etager høj vognport i venstre side, hvor der ovenover kun var 2 etager. Mens den højre side havde sine 5 etager fordelt på en stueetage med 3 portbuer og 3 høje fag på hver etage, hvoraf de øverste var altandøre bag franske altaner. På fjerdesalen var det venstre vindue lavet om til en dør bag en større altan. Alle vinduer og altandøre på de 3 øverste etager var i brede, profilerede rammer og andensalens havde herover vandrette overliggere. Førstesalens vinduer var derimod mindre og rammeløse.

Til højre for den her beskrevne ejendom stod tæt sammenbygget en tårnlignende bygning i ét fag og 5 høje etager, der kun til dels flugtede med nabohuset. Det ser ud som om, der løb en smal gyde foran dette "tårn" og dets nabohus til højre, inden bebyggelsen på Piazza della Cancelleria¨s østside, hvor der også dengang stod et 5-etagers hus med overbygget etage i en karré frem mod Vicolo dell'Aquila.

Huset har dog 9 fag, hvor nutidens ejendom, der ifølge en indskrift på forsiden mod den nye Corso Vittorio Emanuele II skal være opført i 1885, har 8. Måske kan det tænkes, at det ikke var en hel nybygning, der kom til i 1885, men at der her - som ved så mange andre huse ved Corso'en - var tale om en kun delvis nedrivning af den gamle ejendom og derved en forkortning af bygningen med et fag. Samt derefter opsætningen af en ny flot facade, ikke blot mod Corso'en, men også mod Piazza della Cancelleria. Og en renovering og oppudsning af resten af karréens mure.

For denne teori taler den manglende udsmykning af denne bygnings øst- og sydmure, der ser ud som beskrevet nedenfor:
Østsiden, der vender ud mod den nord-sydgående del af den L-formede Vicolo dell'Aquila, er virkelig at betragte som en bagside! Her er nærmest kun den bare mur, uden udsmykning og kun sparsomt pudset op i hvidt (forneden) og gult (foroven). Her er 4-5 fag vinduer på etagerne - og disse er forskelligt fordelt og uregelmæssige af udseende, nogle er høje og rektangulære, andre er små og kvadratiske, enkelt udgøres endda af små buede nicher. I stueetagen er der i nr. 13 en garageport og længere mod syd en anden lille dør, samt 2 små runde vinduer.
På Sydsiden er bygningens mur også mindre udsmykket. Stueetagens puds er stadig hvidt og med svagt stenmønster, men uden hverken døre eller vinduer. Ovenover er pudset gult og der er 3 fag vinduer, hvoraf de 2 til højre dog er tilmurede på alle etagerne. Tagudhænget her er ganske enkelt og uden udsmykning.
Hvem der i 1885 var bygherre på ejendommen, vides ikke, men sidst i 1400-tallet ejedes den af bankieren Jacopo Galli, der var knyttet til Kardinal Raffaele Riario's følge.

I 1496 husede Jacopo Galli billedhuggeren Michelangelo, som for sin vært udførte en statue af Bacchus, som idag findes i Museo Nazionale di Firenze, og en senere forsvundet statue af Cupido-Apollon. Det skal også være gennem sit venskab med Galli, at Michelangelo af den franske Kardinal Jean Bilhères de Lagraulas fik bestilling på at udføre den Pietà-skulpturgruppe, som idag står i Peterskirken.

Hvad man ser på stedet idag, er hvorledes Piazza della Cancelleria her mod nord munder ud i den brede Corso Vittorio Emanuele II, mens den lige ovenforomtalte bygning står på Pladsens østside og Corso'ens sydside.

Den nordligste del af det nedrevne Palazzo Galli med tilhørende småhuse optages idag af det Palazzo Russo, som opførtes i 1887 af Enrico Salviati mellem Corso Vittorio Emanuele II, Piazza di San Pantaleo og Via di San Pantaleo.

 

Litteratur om Palazzo Galli:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------ side 5, 70, 79.
Frommel, Christoph Luitpold: Jacobo Gallo als Förderer der Künste; Das Grabmal seines Vaters in S. Lorenzo in Damaso und Michelangelos erste römische Jahre. --- i: Froning, Heide (Herausg.) Kotinos : Festschrift für Erika Simon. Mainz, 1992. side 450-460.
- side 452.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 227-228.
Michelangelo Architetto a Roma / a cura di Mauro Mussolin, con la collaborazione di Clara Altavista. - Milano : Silvana Editoriale, 2009.
- side 60.
Alvaro de Alvariis' fotos på Flickr: Piazza della Cancelleria.
borgato.be: Piazza della Cancelleria.
Info.roma.it: Piazza della Cancelleria.
Roma Segreta: Piazza della Cancelleria.
RomeArtlover.it: Palazzo sella Cancelleria Apostolica.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 10.11.2023