ANNAS ROM GUIDE

Pescheria

Se nr. 135 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Middelalderens fisketorv i de kølige ruiner af søjlegangen Porticus Octaviae, nutidens Portico d'Ottavia, kaldtes Pescheria eller Forum Piscium. Her færdedes fiskehandlerne (i pescivendoli), hvis Laug havde til huse i et kapel i Kirken Sant'Angelo in Pescheria og hvis senere oprettede Religiøse Broderskab ligefrem opførte en egen lille kirke ved siden af den gamle: Sant'Andrea dei Pescivendoli.

Fiskemarkedet her var så betydningsfuldt for kvarteret, at dette - kaldet Rione Sant'Angelo - i sit våbenskjold har: en fisk!

Beliggenheden var ideel, tæt på en landingsplads ved flodbredden, hvortil fiskerne ankom i nattens løb og solgte deres fangst til opkøbere, er derefter solgte videre til de faste eller ambulante fiskehandlere. Da denne del af markedsaktiviteten fandt sted inden daggry, var det nødvendigt at sørge for belysning af pladsen, noget som ellers ikke brugtes i resten af byen. Fisken handledes ved auktion, den såkaldte "cottío", som var livlig og spændende at overvære og fandt sted klokken 2 om natten. Til denne valfartede også de almindelige romere, især Lillejuleaftens nat, hvor de indkøbte frisk fisk til den store middag, man spiste Juleaften. Lillejuleaftens-auktionen betød for mange romere: starten på Julen!.

Når dagen gryede, kunne detailhandlerne tage fat og anbringe deres fisk dekorativt og appetitvækkende på de store mamorplader, som var anbragt på søjlestumper, langs Kirken og gaden, Strada di Pescheria. Disse plader ejedes af byens mægtigste familier, der enten kunne besidde en enkelt marmorsten eller måske blot en del af en. De udlejede dem derpå til de handlende med rigtig god fortjeneste, for naturligvis var det attraktivt at have sin fisk på en dejlig kold sten og helst i skyggen under søjlegangens tag. (Link til maleri af Ettore Roesler Franz: Portico di Ottavia (info.roma.it))

På Pescheria-muren se stadig de marmorindskrifter, som myndighederne satte op for at forbyde leg i dette område, eller påminde om at de øverste embedsmænd, I Conservatori, havde ret til at modtage hovederne fra de fisk, som var over 1,13 meter lange. Denne rettighed vedtog Bystyret i 1581, og en indskrift herom findes stadig på Capitol. Retten blev først afskaffet i 1798 under Den Romerske Republik.

I slutningen af 1870'erne blev de sidste fisk langet over disken i Pescheria. Tiberlandingspladsen forsvandt, da de høje mure langs floden blev bygget for at beskytte områderne indenfor mod flodens årlige oversvømmelser; ruinerne skulle nu blotlægges og komme rigtig til deres ret - og fiskemarkedet flyttede mod øst til Piazza di San Teodoro.

 

Litteratur om Pescheria:
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 38.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Romeartlover: Piazza di Pescaria: The Fish Market (and S. Andrea dei Pescivendoli).
Wikipedia (italienske tekst): Sant'Angelo (rione di Roma).

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.3.2015 og sidst opdateret d. 7.3.2015