|
|
|
San Salvatore de' Cacabariis - nu nedrevet kirke - - lå hvor Santa Maria del Pianto nu ligger - Se nr. 117 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Denne Kirke, som i perioden 1608-1625 erstattedes af den nybyggede Santa Maria del Pianto, stammede fra gammel tid og i hvert fald fra før 1100-tallet, hvor man første gang hører om den. Den var viet til Frelseren og kaldtes San Salvatore de Cacabariis, fordi den lå i et område, hvor der levede mange håndværkere, som fremstillede og reparerede kedler, de såkaldte "cacabi". Andre tilnavne var: San Salvatore in Cacaberis eller de Caccabaris og området med disse håndværkere kaldtes også Contrada delli Cacabari. Kirken var bygget på ruinerne af en antik bygning, som måske været en søjlegang i den nordvestlige del af det store anlæg Circus Flaminius. Man kan se rester heraf i husmurene i Via di Santa Maria de' Calderari, hvor store søjler og murede buer er bevaret. Ifølge Atlante di Roma (se litt.note nedenfor) stammer søjlegangen, bestående af 6 rækker søjler og 13 buer langs gaden, fra perioden 81-96 efter Kristus. Kirken er nævnt i Cencio Camerarius' kirkefortegnelse fra 1192 med navnet Sancti Salvatori Cacabari. Den var blandt de kirker, som af Paven modtog et beløb på 6 denarer. I Kirkekataloget fra Paris, som dateres til år 1230, kaldes kirken San Salvator de Caccabariis, mens den i Kataloget fra Torino, som er fra 1302, kaldes Ecclesia Sancti Salvatoris de Cacchabariis. Der noteres her, at Kirken har tilknyttet både en præst og en klerk. Forøvrigt listes der umiddelbart før denne kirke en anden med samme tilnavn: Ecclesia de Sancte Marie de Cachabariis. Den lå tilsyneladende lidt længere mod vest, oppe ved nutidens Via Arenula. I Signorili's katalog fra 1417-1431 kaldes Kirken Sancti Salvatoris de Catthabariis og i Kataloget fra 1566-1572, kaldet "La Tassa di Pio V", står den nævnt som S. Salvatore in Cacabari. Hvordan denne gamle Kirke har set ud, ved vi ikke så meget om. Men efter at et Madonna-billede på muren ved Portico d'Ottavia den 10.Januar 1546 havde udgydt tårer og derfor havde tiltrukket så store menneskeskarer, at det blev skåret ned og fjernet til et sikrere sted - hvilket netop var Kirken San Salvatore de' Cacabariis - fik det nyoprettede broderskab Confraternita di Santa Maria del Pianto tilladelse til i San Salvatore at opføre et kapel til det mirakuløse billede. Dette kapel stod færdigt den 23. Marts 1547 og her fik Madonna-billedet plads i en ramme af fresko og stuk, som sagføreren Niccolò Acciaiolo havde bestilt hos Perin del Vaga. Under billedet anbragtes en indskrift med teksten: "Pulchra es et decora filia Hierusalem - Hanc Dei Genitricis Imaginem lacrimantem die Xa. Iannuarij - 1546 Pauli tertij Pont. Max. Nicolaus Acciaiolus - Iuris Cons. florentinus Patritius Romanus in hunc locum - proprio sumptu transferendam ornandamq. curavit." I en apostolsk besøgsberetning fra 1566 nævnes det, at Maria-billedet befinder sig på Kirkens højalter i en fint forarbejdet sølvramme udsmykket med ædelsten. Confraternita di Santa Maria del Pianto passede i en årrække deres lille kirke og udsmykkede - udover Cappella della Madonna - også med altre viet til Il Salvatore (Frelseren), til Santa Cecilia og til Den Korsfæstede Kristus. Omkring 1608-1612 var den gamle Kirke imidlertid så forfalden, at man besluttede at bygge en ny. Arkitekten Nicola Sebregondi blev tilkaldt og stod sammen med Giovan Batatista Crescenzi for byggeriet, som stod færdig til indvielse i 1625, selvom facaden aldrig blev fuldendt. Maria-billedet flyttede over i den nye Kirke, som blev viet hertil og fik navnet Santa Maria del Pianto.
Litteratur om San Salvatore de' Cacabariis: |