ANNAS ROM GUIDE

Stabulum di Largo Perosi /

Scuderie di Augusto

- mellem Largo Perosi og Via Giulia -

Se ved nr. 89 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

Under arbejdet med at anlægge en underjordisk parkeringsplads under Largo Perosi, mellem Lungotevere dei Sangallo og Via Giulia, har man fra 2009 udgravet rester af tidligere bebyggelse på stedet.

Det drejede sig tildels om de bygninger, der var forsvundet i 1940 som en del af et stort projekt, hvor man nedrev alle bygninger mellem Tiberen og de små gader - der nu kun har bebyggelse på deres ene side - Via di San Filippo Neri med fortsættelsen Via della Moretta og Via delle Prigioni med fortsættelsen Via del Malpasso.

Længere nede fandt man imidlertid rester af bebyggelse fra Kejsertiden, store mure af noget, som man tidligere kun kendte fra kilderne, men ikke havde kunnet stedfæste. Som udgravningerne skred frem, kunne man dog fastslå, at bygningsresterne stammer fra et af de store staldanlæg ("stabula", i ental: "stabulum"), som var anlagt i dette område til opstalding af heste og vogne, der brugtes ved væddeløbene i Circus. Man har tilsyneladende endnu ikke fået opklaret, hvilket af de forskellige "hold", som netop denne Stabulum tilhørte. Der var oprindeligt 4 hold, som havde navn efter deres farver: Albata (det hvide hold), Russea (det røde hold), Prasina (det grønne hold) og Veneta (det blå hold). Under Kejser Domitian tilføjedes 2 hold: Purpurea og Aurata, men i begyndelsen af 300-tallet blev nogle af holdene lagt sammen, således at der stadig kun var 4. Indtil nu er kun tilholdsstedet for ét af holdene stedfæstet, nemlig Stabula Factionis Prasinae, som kilderne beretter beliggende ved Kirken San Lorenzo in Damaso, i Palazzo della Cancelleria.

Den nyudgravede Stabulum dateres til Kejser Augustus' tid (år 31 før Kristus - år 14 efter), muligvis opført af Marcus Vipsanius Agrippa, Augustus' svigersøn og ven, som Kejseren havde overdraget ansvaret for organiseringen af de store væddeløb og konkurrencer, der i de såkaldte Ludi Saeculares skulle afholdes i år 17 før Kristus.

Man mener, at denne Stabulum har været i funktion indtil i hvert fald slutningen af 300-tallet - og måske endog længere. Undervejs er der dog sket nogle ændringer og tilpasninger af de lange bygninger, som var opført med parallelle mure båret af flade søjler i travertin. I disse lange haller har hestene haft deres båse i lange rækker.

Desværre har dette meget interessante fund ikke kunnet stoppe opførelsen af parkeringskælderen, så noget af det udgravede er atter tildækket, mens andet ventes at kunne ses i det parkanlæg ovenpå parkeringen, som Kommunen er ved at finde midler til.

 

Litteratur om Stabulum di Largo Perosi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. ----- side 18.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
--- Voume Terzo : P-Z. ----- side 985.
Affari Italiani: La sorpresina del parcheggio di via Giulia...
archeologia.beniculturali.it: Roma, Stabulum.
Info.roma: Stabula del Circo Flaminio.
Web.archive.org: archeoroma.beniculturali.it: Largo Lorenzo Perosi - Via Giulia.
Wikipedia (italiensk tekst): Scuderie di Augusto.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.10.2019 og sidst opdateret d. 9.10.2019