Proiecta's udstyr - uddybende

Omstændighederne ved fundet:

I februar 1793 havde Paulinernonnerne ved Kirken Santi Gioacchino e Anna sat gang i noget gravearbejde i den ejendom, som de ejede på Esquilinhøjens skråning. En dag i april måned stødte nogle af arbejderne på en "skat", mens de gravede i jorden i Klosteret bagved koret, det vil sige omkring skellet mellem Klosteret og Kirken Santi Gioacchino e Anna. En mængde sølvtøj dukkede op under deres spader og de besluttede straks at tie stille om fundet for at sælge det og selv få fortjenesten. Det lykkedes dem imidlertid ikke. Da de de prøvede at afsætte sølvet til en lav pris, blev det opdaget, og Klosterets tilsynsførende prælat Monsignor Giulia Maria af Somaglia tog sagen i sin hånd. Han fik funddelene samlet og undersøgt af eksperter, blandt disse var Ennio Quirino Visconti, som var direktør for Museo Capitolini og senere udgav en beskrivelse af "skatten".

Hvad fundet bestod af:
9 tallerkener i sølv med forgyldt monogram,
1 tallerken med bølget bund,
1 flaske,
1 sølvkande,
1 bronzekande,
1 offerskål i sølv,
1 stort sølvskrin kaldet "Proiecta's skrin",
1 toiletskrin i sølv,
4 sølvmøbelbeslag i form af kvindefigurer, "tychai" (lykkegudinder),
2 sølvmøbelbeslag i form af hænder
3 par sølvbeslag til seletøj,
1 lysestage,
1 lille lampe
og muligvis 1 rektangulært fad, som man dog ikke er sikker på hører til dette fund.

Da det fundne senere blev skilt ad og opbevaret sammen med andre antikviteter, er der nogen usikkerhed om det nøjagtige antal, men idag mener forskerne, at det oprindelige fund har indeholdt 31 genstande.

Det drejer sig om et typisk sølvspisestel fra det 4.århundrede, bestående af "argentum potorium", sølvtøj til drikkevarer (flaske og kander), "argentum escarium", sølvtøj til fødevarer (diverse tallerkener), og "argentum balneare", sølvtøj til toiletbrug (tallerken med bølget bund, offerskål og kande).

At der mangler bestik (de skeer, som British Museum modtog sammen med stellet, stammer andetsteds fra) og fade samt hele møbler til møbelbeslagene, skyldes at man i hast har samlet nogle forhåndenværende værdifulde dele og gemt dem væk, gravet dem ned, i en krisesituation, måske med Alarik's gotiske hær på vej ind i byen i år 410. Hvad der derpå er sket med ejermændene, fortaber sig i det uvisse, men de har i hvert fald ikke kunnet eller haft lejlighed til at hente deres ejendele eller fortælle andre om gemmestedet.

Fraværet af sølvdrikkekrus skyldes, at man efter det 1.århundrede efter Kristus ikke brugte disse mere, men derimod "drikkekar" lavet af glas.

Der er indskrifter på mange af delene, monogrammer som tydes som navnene Turcius Secundus og Proiecta Turcia, et der tydes som kvindenavnet Pelegrina, et indridset navn Marciana og på Proiecta's skrin den kristne indskrift "Secunde et Proiecta Vivatis in Christo".

Nogle forskere har forbundet "vores" Proiecta med den Proiecta , der døde d. 30.12.383 og som er lovprist i en gravskrift af Pave Damasus (366-384), der måske stammer fra Priscillas Katakomber. Andre mener ikke, at dette kan være tilfældet, da denne Proiecta ifølge gravskriften som 16-årig blev gift med en mand ved navn Primus.

"Skattens" videre skæbne:

Klosterets tilsynsførende prælat fik som ovenfor nævnt funddelene samlet og undersøgt af eksperter, men han mente ikke, at de fattige nonner havde nogen glæde af sådan en sølvskat, da de jo skulle holde deres tanker fra den materielle verden. Derfor lod han sagerne vurdere og sætte til salg. Vurderingen blev foretaget efter vægt og sølvværdi! dog med et mindre tillæg for den historiske og kunstneriske værdi. Den tyske Baron von Schellersheim kunne således erhverve "Skatten fra Esquilin" for 1.450 scudi, da vægten blev noteret til 1.014 unser (1 unse svarer til ca.30 gram), svarende til 1.115,40 scudi med et tillæg af 334,50 scudi for den historiske værdi.

Således fik nonnerne penge til deres byggeri og til vedligeholdelse af Kirke og Kloster.

I 1827 solgte Schellersheim samlingen, der nu var forøget til 47 dele stammende andre steder fra, til den franske ambassadør i Kongeriget Begge Sicilier, Grev de Blacas. Efter dennes død i 1839 overgik hans ejendom til en søn, som i november 1866 solgte faderens samling, der nu var vokset til 59 dele, til British Museum i London og her kan man idag se det meste af Proiecta's udstyr, bortset fra offerskålen som befinder sig i Collection Dutuit i Paris, bronzekanden som findes i Museo Borbonico i Napoli og nogle dele, som er forsvundet i tidens løb, f.eks. lysestagen og lampen.