ANNAS ROM GUIDE

Via Capizucchi

Se over nr. 150 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Denne lille gade løber i Rione Campitelli mod nordøst og derpå i en skarp vinkel mod nordvest mellem Piazza Campitelli og Piazza Capizucchi.

Mellem disse 2 pladser ligger den store ejendom, Palazzo Capizucchi, som i 1580 blev opført af arkiteken Giacomo della Porta for familien Capizucchi, der allerede fra 1400-tallet havde ejendomme i området og har givet navn til de ovennævnte steder. Gadens navn menes at stamme fra begyndelsen af 1500-tallet.

Mens Palæet til dels er bygget over et hjørne af Antikkens Portico d'Ottavia, kender man ikke til nogen antik bebyggelse under Via Capizucchi.

Gaden er først og fremmest karakteriseret ved Palazzo Capizucchi's sidefacade på gadens nordside: 7 fag i et 3-etagers højt hus med en overbygning fra 1700-tallet. I stueetagen sidder - over kælderetagens små firkantede vinduer - høje, smalle vinduer under pagodeagtige karme. De er båret af konsoller. En smal frise adskiller den nederste etage fra førstesalens høje vinduer under de blødt svungne buede, brudte gavlfelter, der omslutter falske ovale rammer. Disse detaljer tilskrives Carlo Rainaldi og er tilføjet i 1600-tallet. Anden- og trediesalens vinduer er uden særlig pynt.

Gadens sydside domineres af den store grå Klosterbygning Convento delle Oblate Benedettine di Tor de Specchi. En lang række småhuse i forskellig højde er her bygget sammen til en lang, sammenhængende mur med tilgitrede vinduer og aflåste porte. Mere eller mindre pudsede mure i grå og brune nuancer. En noget trist og trøstesløs modsætning til Palazzo Capizucchi's elegante facade.

Hvor Palæet slutter, drejer Via Capizucchi til venstre, mod nordvest, indtil den kort efter når Piazza Capizucchi. På gadens nordside drejer muren omkring Klosteret også og udgøres her af en nyere tilmuret passage til højre for en høj mur, der er bagsiden af det Sakristi til Kirken Santa Maria de Curte, som blev bygget af arkitekten Giovanni Antonio de Rossi for nonnerne i 1657-1659.

 

Litteratur om Via Capizucchi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 14.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 239.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli, Parte Prima / di Carlo Pietrangeli. - Nuova edizione aggiornata. - 1992 ------- side 38-40.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.11.2015 og sidst opdateret d. 21.11.2015