ANNAS ROM GUIDE
Carlo Rainaldi - romersk arkitekt

1611-1691


Carlo Rainaldi var født i Rom den 4. Maj 1611 som søn af arkitekten Girolamo Rainaldi i en kunstnerfamilie med rødder i Norcia nord for Rom.

Carlo fik sin første uddannelse i Collegio Romano i Rom og studerede derpå ved Universitetet La Sapienza. Han arbejdede derpå sammen med sin fader, der blev stadsarkitekt i Rom fra 1624. De virkede dog ikke kun i Rom, men også i mange andre byer i Norditalien.

Carlo Rainaldi tegnede og byggede adskillige kirker, som man stadig kan se i Rom, men han udførte også nogle værker, som var mere flygtige. Han stod nemlig for opførelsen af triumbuerne for paverne Innocens X, Clemens X og Alexander VIII i henholdsvis 1644, 1670 og 1689, samt for en dekoration til en fest, som den spanske ambassadør afholdte på Piazza Navona i 1650. Disse festdekorationer blev imidlertid revet ned efter brugen.

Carlo Rainaldi var medlem af kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca og i 1673 endog leder heraf. I 1640 blev han desuden medlem af kunstnernes religiøse broderskab Congregazione dei Virtuosi del Pantheon.

Carlo Rainaldi døde i Rom den 8. februar 1691.

 

Af Carlo Rainaldi's værker i Rom kender vi:

Kirken Sant'Agnese in Agone: udførte sammen med sin fader de første tegninger til Kirkens form, som senere blev ændret af Francesco Borromini. Carlo Rainaldi arbejdede dog stadig med kirkebyggeriet i 1670-1672,

Kirken Sant'Andrea della Valle: fuldførelse i 1661-1665 af facaden efter Carlo Maderno,

Kirken Santi Apostoli: diverse renoveringsarbejder,

Kirken Gesù e Maria: man mener, at Carlo Rainaldi er ophavsmand til blandt andet facaden og presbyteriet,

i Kirken San Girolamo della Carità: højalteret, udført omkring 1660,

i Kirken San Lorenzo in Lucina: højalteret, udført i 1675,

Kirken Santa Maria in Campitelli, grundplan og bygning, facaden fuldførtes i 1667,

Kirken Santa Maria Maggiore: bagfacaden med den nye ydre apsis, som ønsket af Pave Clemens X,

----- gravmæle for Pave Clemens IX, udført 1671,

i Kirken Santa Maria sopra Minerva: gravmæle for Kardinal Carlo Bonelli,

Kirken Santa Maria dei Miracoli, Carlo Rainaldi stod for byggeriet fra 1662-1667. Fra 1671 fortsattes det af Bernini og Carlo Fontana,

Kirken Santa Maria di Montesanto, Carlo Rainaldi stod for byggeriet fra 1662-1667. Fra 1671 fortsattes det af Bernini og Carlo Fontana,

---- Cappella Aquilanti: alter udført i 1680,

i Kirken Santa Maria della Scala: monstrans bag højalteret, udført i 1681,

Kirken Santa Maria del Suffragio, rejst i 1669,

i Kirken Santa Maria in Vallicella (Chiesa Nuova): Cappella Spada,

Kirken Santa Maria in Via, Carlo Rainaldi stod for den øverste del af facaden i 1681,

Kirken Santissimo Sudario dei Piemontesi, rejst i 1687,

i Kirken San Venanzio: to gravmæler for familien Ceva,

Palazzo Borghese: tre fontæner i haven,

----- loggia'en ud mod Via di Ripetta,

Palazzo del Grillo: to døre, udført i 1680,

Palazzo Mancini-Salviati (nu: Banco di Sicilia) på Via del Corso: grundtegning,

Palazzo Nuovo (Museo Capitolino) på Piazza del Campidoglio: fuldført i 1655 i samarbejde med faderen Girolamo Rainaldi,

Palazzo Pamphilj på Piazza Navona, i samarbejde med faderen, 1645-1650.

 

 

Litteratur om Carlo Rainaldi:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
Info.roma: Carlo Rainaldi.
Answers.com: Carlo Rainaldi.
ArcInform: Carlo Rainaldi.
Britannica.com: Carlo Rainaldi.
Den Store Danske: Carlo Rainaldi.
Wikipedia: Carlo Rainaldi (engelsk tekst).
Wikipedia: Carlo Rainaldi (italiensk tekst).


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 17.9.2010