ANNAS ROM GUIDE
Culinaria : Spise og drikke i Rom

BUGIE DI CARNEVALE

(Karnevals-løgne)

Disse kager serveres i Rom i Karnevalstiden i Februar måned.


Ingredienser:

300 gram mel * 100 gram smør * 2 æg * salt * 50 gram sukker * 1/2 glas tør hvidvin * olie og svinefedt til fritteringen (halvt af hver) * flormelis tilsat vanilla til pynt *

Rør smørret blødt og tilsæt mel, æggene, lidt salt, sukkeret og hvidvinen. Ælt massen sammen til den har en tilpas konsistens.

Læg dejen til at hvile i et klæde på et koldt sted i mindst en time.

Rul derpå dejen ud til 2-3 millimeters tykkelse og skær den ud i rombeformede firkanter og slå knude på hver af disse (lidt ligesom de danske klejner, der vrides!)

Varm fedtstoffet til fritteringen op i en høj gryde til det er varmt, men det må ikke begynde at ryge! Skru derpå lidt ned for varmen.

Læg forsigtigt dejknuderne i det varme fedstof. Kom ikke for mange i gryden ad gangen, så sænkes varmen og de vil være for længe om at blive brune. Hvis kagerne ikke selv drejer rundt, kan man evt. ryste gryden let eller vende dem med en gaffel, så de bliver brune på begge sider.

Når "bugie'erne" er hævede og pænt brunede (endelig ikke for mørke), tages de op og lægges på fedtsugende papir.

"Bugie di Carnevale" serveres med flormelis iblandet vanillesukker.

Buon Appetito!


I e-shoppen QualityWorld kan du finde spændende italienske vine og andre specialiteter, som kan genkalde stemningen fra Rom hjemme hos dig selv
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Restauranter
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.2.2006