ANNAS ROM GUIDE
Attentat på Pave Gregor VII i 1075

Julenat i året 1075 var Pave Gregor VII midt i at holde Julemessen i Cappella del Presepe i Kirken Santa Maria Maggiore i Rom, da en gruppe bevæbnede mænd trængte ind i Kirken og med magt skubbede folkemængden tilbage for at nå frem til Kapellets alter og den forbløffede Pave.

Attentatet var planlagt af Ærkebiskoppen af Ravenna Guiberto og Kardinal Ugo Candido og anførtes i Rom af Bypræfekten Cencio Crescenzi, som foran kirkegængerne og alteret greb Paven i håret og slog ham i gulvet, så han blødte, hvorefter han ved håret trak ham efter sig ud af Kirken og derefter frem til Crescenzi-familiens ejendom i kvarteret Rione Parione, hvor han lukkede Gregor VII inde i det til huset hørende Tårn.

Men attentatmændene havde gjort regning uden vært, for folkemængden var på Pavens side og efter at være kommet sig af overraskelsen og haft lidt problemer med at finde en løsning, drog en stor skare romere den følgende morgen frem til Tårnet, som de omringede og belejrede.

Cencio Crescenzi så, at overmagten var for stor, og han gik derfor til Pavens fangecelle og bønfaldt denne om at hjælpe ham, da han i så fald ville frigive ham.

Således kunne Gregor VII forlade Tårnet som en fri mand og det lykkedes ham ovenikøbet at berolige folkemængden, der lugtede blod og ville straffe Cencio med døden. Paven talte til de aggresive belejrere og prædikede tilgivelse, så det endte med at skaren i stedet fulgte ham til Santa Maria Maggiore, hvor han i Cappella del Presepe fortsatte messen fra det sted, hvor han var blevet afbrudt aftenen før.

Helt tilgav romerne dog ikke Cencio Crescenzi, der sammen med Kardinal Ugo Candido måtte flygte ud i Den Romerske Campagne og derfra til Tyskland, hvor de søgte tilflugt og beskyttelse hos Kong Henrik IV.

Men romerne ville hævne deres Pave, så de rev Torre dei Crescenzi ned.

 

Litteratur om Attentat på Pave Gregor VII i 1075:
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 388.
Rendina, Claudio: Roma, giorno per giorno : la cronologia della Città Eterna dalla fondazione, 753 a.C., ad oggi attraverso eventi politici, fenomeni religiosi e sociali, personaggi e manifestazioni, feste e curiosità. 1.ed. Roma, Newton Compton editori, 2008. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 354).
- side 1076.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas om Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 9.3.2025