|
|
|
|
|
Efter Kardinal Jules Mazarin's død i 1661 prøvede Pave Alexander VII at gøre sig gældende som en større europæisk magt end Frankrig. Dette kunne Kong Louis XIV ikke acceptere og snart fik han et påskud for at give den formastelige Pave en lærestreg. Det startede med, at Kongen i 1662 sendte en ny Ambassadør til Rom, nemlig Greven af Créqui, Charles de Blanchefort, som ankom til byen i Juni måned med et følge på 200 bevæbnede mænd. Créqui ønskede på sin herre Kongens vegne at få forrang fremfor alle de andre ambassadører i Rom og han forlangte desuden, at den diplomatiske immunitet, som allerede gjaldt hans bolig, Palazzo Farnese, også skulle gælde hele området omkring. Også hans franske følge følte sig hævet over omgivelserne og optrådte nedladende og uforskammet, hvilket vakte stor vrede i Rom. Om aftenen den 20. August 1662 eksploderede den ulmende konflikt i et voldsomt slagsmål, ja kamp, mellem nogle af de korsikanske soldater, som var i Pavens tjeneste og stationeret i en kaserne i nærheden af Piazza Farnese, og 3 franskmænd. Det, der begyndte med uforskammede tilråb, endte med nævekamp og slagsmål. Flere korsikanske soldater kom til fra kasernen, nogle bevæbnet med armbrøst og herfra sendtes også nogle pile afsted mod Ambassadørens vogn, der nu vendte tilbage til Palazzo Farnese. En af de franske pager ramtes af pilene. Ifølge andre beretninger startede kampene den 20. August, da en korsikansk soldat i Pavens tjeneste blev fornærmet og mishandlet af nogle franskmænd fra Ambassadørens følge. Dagen efter, den 21. August, angreb de pavelige, korsikanske soldater så Palazzo Farnese for at hævne deres kammerat. Ambassadøren og hans hustru skulle inden angrebet havde stået ved vinduet og betragtet Pladsen og kom derfor i livsfare. Den 22. August tog Kardinal Flavio Chigi til Ambassadørpalæet for at overbringe Pavens undskyldning for det skete. Men dette formildede ikke Grev de Créqui, som den 1. September forlod Rom, hvor han ikke følte sig sikker, Det var en uheldig episode, som Curien som nævnt søgte at undskylde, mens den franske Ambassadør greb lejligheden til at oppuste en diplomatisk krise. Han forlod skyndsomst Rom under foregivende af, at hans liv var truet i byen. Den franske reaktion kom hurtigt: den pavelige nuntius blev udvist af Frankrig; provinsen Avignon, som var Pavestatens ejendom, blev belejret og overtaget af Frankrig, og en hær blev samlet til en straffeekspedition mod Paven. Heldigvis lagde Spanien sig imellem som mægler og en fred blev opnået i Pisa den 12. Februar 1664. Det var en ydmygende fred, hvor Pavens nevø Kardinal Flavio Chigi og Roms Guvernør Kardinal Lorenzo Imperiali måtte rejse til Paris for at frembære Pavens dybfølte undskyldninger til Solkongen. Som i fredstraktaten forlangte, at korsikanerne ikke længere måtte benyttes som Pavelige soldater og tjenere. Og denne betingelse ændredes ikke af det faktum, at 2 korsikanske soldater i Rom var blevet dødsdømt for attentatet og henrettet. Endnu en betingelse for fredsslutningen var, at der foran den korsikanske Kaserne ("la caserma corsa") i Rom skulle rejses en "pyramide" med en indskrift til evigt minde om deres forbrydelse. Denne "piramide infame", denne vanærende pyramide og skamstøtte, kom til at stå på den gamle Piazzetta degli Specchi, der lå i kvarteret Rione Regola - i ganske kort afstand fra Piazza Farnese. Og selvom der nu var sluttet fred, gik Avignon ikke uden videre tilbage på Pavens hænder. Betingelsen herfor var fra den franske Konge, at staten Castro skulle tilbageleveres til Farnese-slægten. Og sådan blev det. Pave Alexander og Pavestaten var ikke længere en magt at regne med i europæisk sammenhæng. Den 31. Maj 1668 blev "la piramide infame" revet ned og fjernet.
Litteratur om La Pace di Pisa: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|