Kardinal Jules Mazarin kom oprindeligt fra Italien, hvor han blev født den 14. juli 1602 i byen Pescina i Kongeriget Napoli i en beskeden familie. Hans far, Pietro Mazzarino, var notar hos Colonna-familien, som belønnede hans tjenester med hjælp til et godt ægteskab med en kvinde af en fin familie fra Città di Castello: Ortensia Buffalini.

Parrets ældste søn blev døbt Giulio Raimondo Mazzarino og han fik 3 søstre, heriblandt Girolama Mazzarino, der omkring 1636 blev gift med Michele Lorenzo Mancini, der var af en fin, gammel romersk familie.

Giulio Mazzarino voksede op i Rom, hvor han studerede i Jesuiter-Skolen og derpå ved Universitetet La Sapienza, hvor han senere tog en doktorgrad i jura. Han var dog ikke specielt religiøs og ønskede ikke at træde ind i Jesuiter-Ordenen, men foretrak det glade studenterliv, hvor spillelidenskaben sad i højsædet.

Da Girolamo Colonna skulle rejse til Spanien, ønskede hans far, en af Mazzarino-familiens velgørere, at den unge Giulio skulle følge med som kammerherre. I Spanien fik han et godt ægteskabstilbud fra en velhavende familie, så han rejste hurtigt hjem til Rom for at opnå Colonna-familiens samtykke hertil. Det fik han ikke, da de i stedet insisterede på at han skulle forblive i Rom og færdiggøre sine studier.

Disse førte ham derpå i Kirkens tjeneste og Pave Urban VIII brugte ham i 1627 som pavelig legat ved Krigen i Monferrato. Under fredsforhandlingerne fik den magtfulde franske Kardinal Richelieu (1585-1642) øje på den unge mand og kaldte ham til Paris.

I 1632 blev Giulio Mazzarino pavelig vice-legat i Avignon og i 1934 nuntius i Frankrig. Hans stillingtagen til fordel for Frankrig fik imidlertid Spanien til at presse Paven til at kalde ham tilbage til Avignon og den 17. januar 1636 blev han frataget sit hverv. Hvorefter han straks rejste til Paris for at tilbyde Kardinal Richelieu sin tjeneste.

Richelieu så muligheder i Mazzarino og besluttede sig til at "køre ham i stilling" som sin efterfølger. Han præsenterede ham som sin hjælper for den franske Kong Ludvig XIII, der også syntes godt om den unge mand, som herefter fik bolig i paladset, hvor han tilbragte sin fritid med at spille hasard, hvori han var så dygtig, at folk stimlede sammen for at se på hans spil.

Det kom også Dronningen for øre og hun fattede sympati for den charmerende Jules Mazarin, som hans italienske døbenavn blev til på fransk, og kort efter blev han Dronningens elsker.

Nu var Jules' lykke gjort og han kunne sende penge og smykker til sin familie i Rom samt sørge for sine 3 søstre's medgift, så de kunne indgå i passende ægteskaber. Således blev søsteren Girolama Mazzarino som ovenfor nævnt omkring 1636 gift med Michele Lorenzo Mancini, der var af en fin, gammel romersk familie.

I 1640 blev Giulio Mazzarino på Richelieu's anbefaling udnævnt til Kardinal og han rejste da til Rom, hvor han i 1641 købte det landsted, som idag kaldes Palazzo Pallavicini Rospigliosi og ligger mellem nutidens Via XXIV Maggio, Via Mazzarino, Via Nazionale og Via della Consulta. Villaen var opført af Kardinal Scipione Borghese i 1605 og ejedes i 1640 af familien Lante. Kardinal Mazzarino tog nu ophold her, hvor han blev indtil 1642, hvorpå han efter Kardinal Richelieu's død atter tog til Paris for at overtage posten som Premierminister i Frankrig.

Da Kong Ludvig XIII døde i 1643, var den nye konge Ludvig XIV endnu kun et barn og hans moder, Anna af Østrig, overlod det til Kardinal Mazarin at lede Riget. Den store gunst, som Dronningemoderen viste ham, gav anledning til rygter om at de to var hemmeligt gift og at Ludvig XIV faktisk var Mazarin's søn.

Kardinalens store magt var naturligvis en torn i øjet på den franske adel, der to gange gjorde oprør mod hans rolle som regent og både i 1651 og i 1652 måtte Mazarin for en periode forlade Paris.

Det lykkedes ikke desto mindre Kardinalen at skaffe sig selv og sin familie en formue og at få ophøjet familien til den franske adel. Nevøen Filippo Giuliano Mancini blev således Greve af Nevers.

Som enhver adelsmand på den tid brugte Kardinalen sine kvindelige slægtninge til at knytteå fordelagtige alliancer og da søsteren Girolama's døtre, Laura, Olimpia, Maria, Maria Anna og Ortensia Mancini ydermere var meget smukke, charmerende og livlige unge kvinder, var det nemt at skaffe dem ind i de rigtige kredse. Desværre var det ikke altid, at onklens forehavende lykkedes fuldt ud.

Den ældste niece Laura var født i 1636 og blev gift med Louis af Bourbon, men hun døde allerede i 1657.
Den næste niece Olimpia blev født i 1640 og var som ganske ung Kong Ludvig XIV's elskerinde, hvorpå hun blev gift med Prins Eugenio-Maurizio af Savoia-Carignano. Hun fungerede som overhofdame ved Dronning Maria Teresa's hof, men blev i 1680 anklaget for deltagelse i et komplot og måtte derfor flygte til Flandern.
Niecen Maria var født omkring 1640 og blev også som ung Kong Ludvig XIV's elskerinde. I 1661 fik Kardinalen arrangeret et ægteskab for hende med Prins Lorenzo Onofrio Colonna. Men hun forlod sin mand og flygtede til Frankrig sammen med sin lillesøster Ortensia og førte derpå et omflakkende liv.
Den næstyngste niece Maria Anna var født i 1646 og blev gift med Maurizio Goffredo de la Tour, hvorved hun blev Grevinde af Bouillon.
Endelig blev den yngste niece Ortensia (født omkring 1646) tvunget til at ægte den franske Greve Armand de la Porte de la Meilleraye, som var udset til at arve Kardinalen og Grevskabet Mazarino og videreføre huset Mazzarino. I 1669 lod Ortensia sig imidlertid separere og flygtede med den franske ridder Louis de Rohan og senere søgte hun tilflugt i England sammen med en anden fransk ridder, de Saint-Evremond.

Kardinal Jules Mazarin døde den 9. marts 1661.

Litteratur og links om Kardinal Jules Mazarin:
Bordone, Georges: Mazarin: le pouvoir et l'argent. Pygmalion, 1996.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 399.
Sturdy, David J.: Richelieu and Mazarin. Palgrave Macmillan 2004.
Treasure, Geoffrey: Richelieu and Mazarin. Routledge, 1998.