|
|
|
|
|
Det italienske ord Calzolaio, (i flertal: Calzolai) betyder: "skomager" eller "skohandler" og betegner et oldgammelt håndværk og erhverv. I Antikken kaldtes en skomager på latin: "sutor". Som idag fandtes skotøj også tidligere i et utal af former, hvoraf kan nævnes "scarpe" (sko), "pianelle" (tøfler), "stivali" (støvler), og "zoccoli" (træsko) som dog fremstilledes i træ af en "zoccolaio". En "ciabattino" (eller "ciavatino") derimod reparerede de udtrådte sko ("ciabatte"). Ordbogen betegner ham som en "lappeskomager eller skoflikker", men også som en "fusker". De romerske skomagere dannede i 1549 et religiøst broderskab, kaldet Confraternita dei Calzolai, med helgenerne Crispino og Crispiniano, samt Dadalo som beskyttere. Skomagersvendene og -medhjælperne dannede så i 1557 deres eget broderskab, kaldet Confraternita del Santissimo Sacramento e dei Santi Aniano e Nicolò. I 1500-tallet var der i Rom en hel del tyske skomagere, som dannede deres egen forening Schola Sutorum Germanicorum og indrettede deres eget herberg i Via del Monte della Farina, samt havde eget kapel i Kirken Sant'Agostino. I Rom opererede de fastboende skomagere, som fra 1703 havde lov til på helligdage at sælge de sko, som de havde fremstillet, hvis de blot holdt døren til værkstedet lukket og kun havde en luge åben. Men derudover var der også omrejsende skomagere og -handlere, hvoraf de fleste kom fra Ovindoli og Rocca di Mezzo.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|