|
|
|
|
|
Forhistorien: Den 24. Marts 1455 døde Nikolaus V, som havde været Pave siden 1447. Under ham var det lange skisma ophørt, da den sidste Modpave Felix V i 1449 var gået af og havde anerkendt Nikolaus som den eneste sande Pave. Forholdet til den tyske Kejser Frederik II og til de tyske prinser var blevet forbedret og et nyt konkordat, der i de næste århundreder regulerede de kirkelige magtforhold mellem Pavestaten og Kejseren, var blevet underskrevet i 1448. I Rom havde Paven opnået en balance mellem de konkurrerende Colonna- og Orsini-familier, som hver især fik flere familiemedlemmer og slægtninge udnævnt til Kardinaler. Et forhold, der kom til at præge det følgende Pavevalg. Den 4. April 1455 samledes 15 af de på den tid 22 Kardinaler i Peterskirken for at finde en Pave og allerede 4 dage senere, den 8. April 1455, valgtes Kardinalen ved Kirken Santi Quattro Coronati til Pave. Kardinalen var den spanske Alonso de Borja, som i Italien kaldtes Alfonso Borgia. Det hurtige valg kunne han takke den politiske situation for, da de italienske Kardinaler havde delt sig i to fraktioner, som stod stejlt overfor hverandre. Den ene fraktion arbejdede på at få valgt en Pave fra Orsini-familien, mens den anden støttede valget af en Pave fra Colonna-familien. Da ingen af parterne ville give modstanderne deres stemme, endte alle stemmer med at gå til den udenfor fraktionerne stående spanske kandidat. Hvad der derpå skete: Den nye Pave, der tog navnet Calixtus III, blev kronet den 20. April i en højtidelig indsættelsesceremoni. Calixtus III brugte ikke Kirkens midler på kirkebyggerier og lignende religiøse og kirkelige prestigeprojekter, men han satte meget ind på at få konger og fyrster til at involvere sig i korstoget mod tyrkerne. Til dette formål gav han betydelige midler fra kirkekassen og fik organiseret en flåde på 16 skibe af trirem-typen, som han ikke fik meget held med, men dog en sejr ved Metelino under Kardinal Ludovico Scarampo's ledelse. Pavens opfordring vandt ikke meget gehør hos fyrsterne, men i Juli 1456 vandt de kristne korshære under ungareren Johannes Hunyady (også omtalt som Giovanni eller Johan Hunyadi) dog en sejr ved Beograd, som stoppede tyrkernes fremrykning. Andre vendepunkter i kampen på denne tid var den albanesiske frihedshelt Giorgio Castriota Scanderbeg's sejr ved Tomorniza i 1457. Ellers var det mest iøjnefaldende resultat af hans pontifikat, at mængden af hans landsmænd øgedes i Rom i sådan en grad, at den lokale befolkning kom til at afsky "i catalani". Og at den ene af de nevøer, som Paven i sin nepotisme udnævnte til Kardinal, senere selv blev Pave under navnet Alexander VI. Calixtus III døde den 6. August 1458 i Rom, hvor det næste konklave trådte sammen den 16. August og efter kun 3 dage valgte Pius II til ny Pave (1458-1464). Liste over Kardinaler ved konklavet i 1455: Da Nikolaus V døde, bestod Kardinal-kollegiet af 22 medlemmer, men kun 15 deltog i konklavet: Blandt de 7 ikke-deltagende Kardinaler var følgende i Rom meget kendte personer:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|