ANNAS ROM GUIDE
Kardinal Alano
1407-1474

Den franske Kardinal Alain de Coetivy, som på italiensk kaldes Cardinale Alano Cetine, var født den 8. November 1407 i Plounéventer. Hans slægt "di Taillebour" stammede fra Bretagne. Ifølge Gill (se litt.note nedenfor) var Alain også i slægt med den næsten jævnaldrende Kardinal Guillaume d'Estouteville. Alain de Coëtivy's våben er opdelt i 6 vandrette bånd, der skiftevis er gule eller gyldne, og sorte. På det øverste sorte bånd er der nogle gange to schweizerkors. (se billeder af våbenskjold).

Alain blev uddannet indenfor Kirken og blev kannik i Léon den 5. Juli 1436. Året efter blev han udnævnt til Biskop i Avignon af Pave Eugenius IV, der også ønskede at gøre ham til Kardinal. Dette skete imidlertid først under Pave Nikolaus V i Januar 1447.

Den 20. December 1448 blev Kardinal Alano titulærkardinal af Kirken Santa Prassede i Rom. Han fortsatte dog stadig med at være Biskop, først i Nimes og derpå flere andre steder. I 1458 blev han abbed i Redon-Klosteret.

I Rom blev han Camerlengo ved Kardinal-Kollegiet i 1451 og her deltog han i 3 pavevalg, nemlig konklavet i 1455, der valgte Calixtus III til Pave, konklavet i 1458, hvor Pave Pius II valgt, og konklavet i 1464, der gjorde Paul II til Pave. I de to sidste deltog også Alains landsmand, den magtfulde og rige Kardinal d'Estouteville.

I 1455-1456 opnåede Kardinal Alano Pave Callixtus III's accept af hans anmodning om at den gamle Kirke Sant'Andrea de' Marmorarii skulle overgå til hans i Rom bosiddende landsmænd fra Bretagne. Kirken viedes derpå til Sant'Ivo og kaldtes herefter Sant'Ivo dei Bretoni.

Kardinal Alano udsendtes i disse år som Pavelig Legat til Frankrig for at forhandle om et korstog mod tyrkerne. Under dette ophold i sit hjemland deltog han i åbningen af helgenen San Vincenzo Ferrer's grav i 1456. I 1458 vendte han tilbage til Rom, men havde stadig forskellige embeder i Frankrig. Året efter var Kardinalen med i Pave Pius II's følge, da denne deltog i en kongres i Mantova.

I April 1462 var Kardinal Alano i Rom. Det var et vigtigt tidspunkt, for nu skulle Apostlen Andreas' hovedskal modtages og det med stor festivitas. I den anledning lod Kardinalen sit palæ udsmykke på festlig vis. Relikviet var en gave fra Tommaso Paleologo og havde på sin rejse mod Rom gjort ophold i Rocca di Narni, i en Kirke ved Ponte Milvio og en nat i Santa Maria del Popolo, før det i højtidelig procession blev ført til Peterskirken. En af tidens processionsveje førte netop forbi Campo de' Fiori, hvor Kardinalens palæ lå.

I 1465 blev Kardinal Alano udnævnt til Kardinal-Biskop i Palestrina, hvor han fra 1466 lod Domkirken restaurere. Men i 1468 var han atter på vej til Frankrig, hvor han opholdt sig til 1472, således at han ikke kom til at deltage i det konklave i 1471, som valgte Sixtus IV til Pave.

I Oktober 1472 vendte Kardinalen tilbage til Rom, hvor han sidst på året blev udnævnt til Biskop i Sabina.

Den 3. Maj 1474 døde Kardinal Alano i Rom i sit palæ ved Campo de' Fiori. Han er begravet i sin titelkirke Santa Prassede i et lille rum til venstre for det mosaikudsmykkede Cappella di San Zenone. Her har billedhuggeren Andrea da Bregno opført et stort gravmæle med mindeindskrift. Her er Kardinal Alano fremstillet liggende på en smuk sarkofag med løvefødder foran en væg med 2 nicher, hvori der står buster af San Pietro og San Paolo, mens helgeninderne Prassede og Pudenziana er afbilledet på hver side. (se billeder fra monumentet). Et gravmæle for Kardinalen findes også i Frankrig i Kirken Notre-Dame de Folgoët.


Litteratur om Kardinal Alano:
Gill, Meredith J.: Death and the Cardinal : The Two Bodies of Guillaume d'Estouteville. i: Renaissance Quarterly, Vol.54 no.2 (Summer, 2001), pp. 347-388. Published by The University of Chicago Press. (Stable URL: http://www.jstor.org/pss/3176781)
Miranda, Salvador: Cardinals of the Holy Roman Church: Coëtivy, Alain de.
Araldica Vaticana: Coetivy Alano.
Araldica Vaticana: Alanus de Coetivy (våben og portræt).
Bibliographie des Abbés de Redon.

Requiem Datenbank: Coëtivy, Alain de (fotos af gravmælet).
Wikipedia: Alain de Coëtivy (fransk tekst).


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Årstal og kronologi
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 27.5.2005 og er sidst opdateret d. 11.10.2010