|
|
Katharernes lære: Katharernes lære var baseret på oldtidens kætteri manikæismen og denne dukkede atter op i 1100-1300-tallets Sydfrankrig (hvor tilhængerne kaldtes albigensere efter byen Albi) og i Norditalien (hvor de kaldtes valdesere), måske bragt hertil af flygtninge fra Balkan. Katharernes lære gik imod den etablerede og efterhånden meget verdslige Kirke ved at prædike fattigdom og askese og den vandt mange tilhængere i alle samfundslag. Disse etablerede sig i menigheder med bisper, der havde 2 hjælpere kaldet "filius maior" ("den ældre søn") og "filius minor" ("den yngre søn"). Hvis bispen døde, tråde "filius maior" til istedet. I 1176 afholdt katharerne et fælles møde i Saint-Felix-de-Caraman ved Toulouse i 1176, hvor overhovederne for de forskellige grupper valgte den kætterske Biskop Niceta fra Constantinopel til deres leder eller "Pave". Ifølge Katharerne er alt opdelt efter de 2 principper: Det Gode og Det Onde. Det Gode er Gud og det Gud-skabte, det åndelige, den menneskelige sjæl. Det Onde derimod er en den faldne engel Satan's værk: alt materielt og således også det menneskelige legeme, der er et fængsel for den guddommelige sjæl. Og livet er derfor en kamp mellem Det Gode og Det Onde, som bør bekæmpes og holdes nede. Derfor er selvmord, så den guddommelige sjæl kan befries, tilladt, ja sågar ønskeligt. Og enhver legemlig handling er uønsket, tilhængerne bør derfor kun ernære sig nødtørftigt, og aldrig af animalske produkter, da disse også var guddommelige fængsler. Derfor: intet kød, mælk, ost, æg - men gerne fisk og grøntsager. Seksuelt samkvem burde også undgås, da en guddommelig sjæl på denne måde påny indkapsledes i en menneskelig krop. Alle fødsler måtte derfor undgås, såvel blandt mennesker som blandt dyr, en holdning der på langt sigt ville føre til tilhængernes uddøen. Kristi fødsel udgjorde et problem, nogle forklarede det med, at Gud havde ladet sin ånd gå gennem Maria's øre til hendes moderskød, andre mente, at Kristus var et menneskeligt væsen, som Gud havde valgt til at vise menneskene, hvorledes de skulle frigøre sig fra materien. Katharerne anså Det Gamle Testamente som skabt af Det Onde, fordi det omtaler, hvorledes Gud skabte en materiel verden. Kun Det Nye Testamente var Guds Ord. De strenge krav, som katharerne skulle efterleve, skabte en skelnen mellem de få, der var i stand til det, og alle de almindelige mennesker, som blot stræbte efter at leve så tæt på de mange regler som muligt. De første kaldtes "i perfetti", "de fuldkomne", og de sidste "i credenti", "de troende". For at blive "perfetto" skulle man, udover at følge de strenge krav, modtage "il consolamentum" hvorved man modtog Helligånden. De fuldkomne levede herefter kun af fisk og grøntsager med olie, når de da ikke fastede og pinte deres legemer. De måtte ikke gifte sig og gik iklædt en særlig dragt, under forfølgelserne dog kun en klæde, som de bar under deres almindelige dragt. De rejste rundt mellem de forkellige menigheder for at prædike og hverve nye tilhængere. "I credenti" derimod knyttedes til sekten via en aftale kaldet "convenensa", i hvilken de lovede at modtage "il consolamentum" på deres dødsleje, hjælpe de omrejsende "perfetti" og ellers føre et almindeligt liv. Men på denne måde kom de i deres liv til ikke at stå til ansvar for nogen, hverken for Kirken og dens moralbegreber, eller for de verdslige autoriteter, der var menneskelige og derfor skabt af Det Onde, og samtidig var de ikke moralsk forpligtede på samme måde som "de fuldkomne". Når en troende's sidste tid var nær, arrangerede en af de fuldkomne en kort ceremoni, så den døende, der skulle være ved fuld bevidsthed, kunne modtage Helligånden via "il consolamentum". Herved blev den døende fuldstændig renset for synder og for at kunne fare direkte til Himmels efter døden, var det vigtigt, at denne rene og syndsfri tilstand ikke blev besmittet, så der udvikledes den praksis, at man straks efter "il consolamentum" kvalte den døende med en pude, så denne gik bort i ubesmittet tilstand. Denne praksis, der kaldtes "endura", kunne også udføres ved at den døende blev efterladt uden føde, så sultedøden indtraf, eller at vedkommende blev tvunget til selvmord, hvis han måske var ved at komme sig og døden ikke ville indfinde sig. Litteratur om Katharer: Berg, Jacques: Landet Occitanien. Centrums paperbacks, 2.udgave, 1.oplag, 1990. Kirke og Kristendom leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldendals Bogklubber, 2001 - side 194 m fl. Gatto, Ludovico: Storia della Chiesa nel Medioevo. Newton & Compton Editori, 2001. side 72ff. Vocabolario della lingua Italiana. Compilato da Nicola Zingarelli. 9. edizione, Zanichelli, 1966. - side 210. Catholic Encyclopedia: Albigenses. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|