Ordet kætteri stammer fra det græske ord "katharos", der betyder "ren", og brugtes først om den kristne sekt "katharerne", der i 1100-1300-tallet dyrkede en afvigende form for Kristendom, en vranglære, og derfor betegnedes som vantroende. At omtale noget som kættersk betyder derfor, at dette afviger fra den sande katolske lære. Senere udvidedes ordets mening til at blot at betegne noget, der afviger fra de anskuelser, der ellers anses for gældende i samfundet.

I den tidligere kirke betegnedes en vranglære, der delte menigheden, med det græske ord "hairesis" og en tilhænger af en sådan vranglære som en "haereticus", der senere blev til de italienske ord "eretico" og "eresia" for henholdsvis en kætter og kætteri.

Kirken har naturligvis aldrig set med milde øjne på medlemmer, der havde en anden opfattelse end den vedtagne, og i tidens løb blev mange forskellige former for vranglære fordømt og kætterne blev bandlyste. Kirken forsøgte med alle midler at omvende de vantro og bringe dem tilbage "i folden": med prædikener og undervisning i den rette tro, med domme og straffe, med landsforvisning eller konfiskation af ejendom, med strenge straffe eller dødsstraffe, ja sågar med krig og korstog.

Til bekæmpelsen af den stærke kætteribølge i det 13.århundrede benyttede Kirken sig af "Inkvisitionen", en institution for hvilken den nyoprettede Dominikaner-Orden fik ansvaret.

Af forskellige kætterske retninger og andre afvigelser fra den vedtagne katolske doktrin kan nævnes:

Adoptionismen, hævdede i Oldkirken at Jesus ikke er af Guds natur, men først blev "adopteret" som Guds søn ved dåben, troen støttedes af Theodotus (slutn.af 100-tallet) og Paulus af Samosata (ca.260- dømt som kætter 268) samt i 700-tallets Spanien, (se også Monarkianismen),

Albigesi: se Albigenserne,

Albigenserne (en katharisk sekt med hovedsæde i byen Albi i Provence, har givet navn til Albigenserkorstoget, en regulær krig i 1209-1229 mod denne sekt),

Arianismen, en teologisk retning i oldkirken, udtænkt af præsten Arios omkrig år 300 som en forlængelse af Origenes' tanker (se Origenismen). Den arianske lære hævdede, at Jesus Kristus IKKE var ét kød med Faderen (ikke selv var Gud og "af samme væsen som faderen", som den "nikænske trosbekendelse", vedtaget på kirkemødet i Nikæa i år 325, lød). Arios var blevet ekskommunikeret i 319, men Arianismen levede videre og blomstrede op igen under Kejser Julian Den Frafaldne og levede længe i de germansk kontrollerede områder. Den forsvandt først i løbet af det 6.århundrede.

Arnaldisti, tilhængere af Arnaldo da Brescia,

Bogomilerne, gnostisk sekt i Bulgarien ca. 940, prædikede på modersmålet, brugte streng askese, forkastede senere Det Gamle Testamente og Kirkens sakramenter, mente verden var opdelt i Det Gode og Det Onde (dualistisk), forkastede Jesu menneskelige natur, måske forløber for Katharerne,

Bulgari: se Bogomilerne,

Catari: se Katharerne,

Doketismen, gammel gnostisk-kristen lære om at Kristus kun tilsyneladende var legemlig, led på korset, døde og genopstod, men i virkeligheden steg direkte til Himmels,

Donatismen, stiftet af Biskop Donatus af Carthago i 315, der ønskede udbetinget renhed og adskillelse af kirke og stat og i 313 dannede sin egen Kirke, tilhængerne videreførte hans tanker til efter år 400,

Katharerne, en række sekter i 1100-1300-tallets Sydfrankrig (se også Albigenserne) og Norditalien baseret på Manikæismen (se denne) og måske Bogomilerne (se disse) med troen på kampen mellem Det Gode (sjælen) og Det Onde (legemet), fattigdom og askese; udryddedes ved Albigenserkorstogene i 1209-1229 og ved Inkvisitionens hjælp i 1300-tallet. - Læs mere om Katharerne -,

Manikæismen, opfattelsen af verden som opdelt i Det Gode og det Onde, der stadigt bekæmper hinanden, mens den guddommelige sjæl kan frelses fra sit fangenskab i "den Onde" krop ved streng askese, grundlagt af perseren Mani (216-277),

Michaeliterne, tilhængere af Michele da Cesena ca.1220 som gren af Franciskaner-Ordenen tæt på Spiritualerne, forfægter Jesu og disciplenes absolutte fattigdom,

Monarkianismen, modsagde Modalismen (opfattelsen af én Gud og Faderen, Sønnen og Helligånden som 3 forskellige manifestationer af denne ene Gud) og hævdede Guds eneherredømme; den dynamiske monarkianisme hævder at Kristus kun er et menneske, som ved dåben har fået en særlig kraft til at genneføre frelsen (se også Adoptionismen),

Monofysitismen, troen på at Kristus kun havde én natur, nemlig den guddommelige, udbredt i Kirken i 400-500-tallet, vedtoges på en synode i Efesos i 449 og tilbagevist på Koncilet i Chalkedon i 451, i 482 udstedte kejseren et "enhedsedikt", hvorefter Nestorianerne (se disse) brød ud og dannede selvstændige kirker i Østen; ediktet tilbagekaldtes i 519, hvorefter Monofysiterne brød ud og dannede selvstændige kirker (den koptiske, abessinske, vestsyriske og armenske kirke),

Nestorianismen, troen på at Kristus har 2 naturer, den menneskelige og den guddommelige, denne tro var meget udbredt i 400-tallet i Persien, grundlagt af munken Nestorios (ca.380-450), fordømt i Koncilet i Efesos i 431; troen medførte at Maria kun anerkendes som den der har født mennesket Kristus og ikke som den der har født den guddommelige Kristus; troen findes stadig indenfor den østsyriske kirke,

Origenismen, teori af Origenes fra Alexandria (ca.185-254), hvor teologi og filosofi blandedes, kritiseredes af hans modstandere i slutningen af det 4.århundrede, i 553 fordømtes troen som kætteri på det 2. Koncil i Constantinopel,

Passagini, en blanding af Jødedom og Kristendom der florerede i Lombardiet i det 12. og 13.århundrede,

Patari/Patarini, tilhængere af kraftig reform af Kirken i 1100-1200-tallet, meget udbredt blandt andet i Milano,

Pelagianisme, udtænkt af den engelske munk Pelagius (ca.354-420), benægtede arvesynden, fordi mennesket har frihed til at vælge mellem det gode og det onde,

Pneumatomacherne, benægtede i 300-tallet Hellligåndens guddommelige væsen, fordømtes ved Koncilet i Constantinopel i 381,

Poveri di Lione (Lyon), en afart af Valdeserne (se disse),

Poveri Lombardi, en afart af Valdeserne (se disse),

Priscillianismen, tilhængere af Priscillianus' gnostiske lære (ca.340-385), fordømtes i 380, alligevel forblev der en menighed i Galicien, som flere senere synoder fordømte (400, 447, 563), læren var dualistisk med træk af Doketismen og Modalismen (se disse); Kristus hævdes kun at være menneskelig og legemet er sjælens fængsel, Djævelen var det Ondes ophav og legemet ondt, ægteskab og spisning af kød var forbudt, men fri sex tilladt,

Publicani, kættere med dualistisk tro, i forbund med tyrkerne under det første korstog,

Speronisti, tilhængere af Ugo Speroni, der prædikede et asketisk levned,

Spiritualerne, gren af Franciskaner-Ordenen, der ønskede en stramning af reglerne, ingen ejendele, fattigdom og askese; undertryktes af Inkvisitionen, men fortsatte i grenen Observanterne,

Tessitori/Tisserands, kætteri opstået blandt vævere,

Umiliati, florerede i slutningen af det 12.århundrede i Lombardiet og på Posletten,

Valde(n)serne, tilhængere af Peter Valdes (Pietro Valdo/Petrus Waldus død 1217) fra Lyon, som gav sine rigdomme til de fattige og begyndte at prædike et liv i fattigdom; hans tilhængere kaldes også "De Fattige fra Lyon" ("I Poveri di Lione"), de blev bandlyst, hvorefter Valdes dannede sin egen kirke, der forkastede pavedømmet, skærsildslæren, sjælemesser, helgen- og relikviedyrkning; bevægelsen bredte sig til Italien, Schweiz, Tyskland, Østrig og overlevede trods forfølgelser også efter Reformationen som en lille selvstændig kirke idag: se også Katharerne. - Læs mere om Valdenserne -,

Valdismo: se Valdeserne,

Waldeserne: se Valdeserne.

Litteratur om kætteri og kættere:
Gatto, Ludovico: Storia della Chiesa nel Medioevo. Newton & Compton Editori, 2001.
side 72ff.
Kirke og Kristendom leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldendals Bogklubber, 2001
Catholic Encyclopedia: Heresy.