|
|
|
|
|
Ved en folkevandring forstår man en stamme eller et folkeslags vandringer fra hjemlandet til nye områder. Disse vandringer kan være forårsaget af overbefolkning, hungersnød eller andre folkeslags indtrængen på det tidligere område. Det er især de germanske folkevandringer i det 2.-6.århundrede, som vi kender til. Disse vandringer var meget omfattende og langvarige og fik meget store konsekvenser, de medførte således Romerrigets undergang og oprettelsen af mange mindre folkevandringsstater. I det 2.århundrede angreb det vestgermanske folk markomannerne flere gange Romerrigets grænser, men blev i 180 besejret af Kejser Marcus Aurelius. Det store tryk kom i slutningen af det 4.århundrede, hvor hunnerne trængte ned i Sydrusland og fordrev goterne herfra. De gotiske stammer, der i sin tid var vandret herned fra Sydsverige, delte sig da i 2 dele, østgoterne (på italiensk: "gli ostrogoti") og vestgoterne (på italiensk: "i visigoti"). Vestgoterne drog fra omkring år 370 ned gennem Grækenland, hvor de for en tid bosatte sig som Romerrigets forbundsfæller. Senere drog de videre op igennem Jugoslavien og derpå ned igennem Italien, hvor de under Kong Alarik erobrede og plyndrede Rom i 410. De fortsatte op til Pyrenæerne og Spanien, hvor de under Kong Theoderik II og dennes efterfølger Eurik grundlagde et Vestgotisk Rige med hovedstad i Toledo. Dette rige varede indtil 711, hvor det blev erobret af araberne. Østgoterne drog fra omkring år 375 over Balkan, hvor de truede Romerrigets nordlige grænse, og derpå ned gennem Grækenland og op igennem Jugoslavien og ned i Italien mod Venedig og Ravenna. Under Kong Theoderik den Store erobrede de Italien i 488-493, hvor de afløste Odovakars germanske rige og oprettede et Østgotisk Rige, som en vasalstat under den Østromerske Kejser. Dette rige kom til at vare til 549, hvorpå Italien for en periode var styret fra Cosntantinopel, indtil longobarderne oprettede et nyt folkevandringsrige i landet i 568-774. Hunnerne forholdt sig imidlertid ikke i ro efter at have fordrevet goterne. De gik over Donau og drog hærgende gennem Jugoslavien op til Frankrig og Tyskland. Efter år 400 bosatte de sig i Ungarn, men fortsatte under Kong Attila deres fremstød, som først standsedes i 451 ved et slag på de Catalauniske Marker i Gallien. Herefter forsøgte de i 452 et angreb på Italien og var på vej mod Rom, men vendte om. Efter Attila's død i 453 gik hunnerriget i opløsning. Det østgermanske folk vandalerne stammede fra Nordøsttyskland og blev i det 4.århundrede fordrevet herfra. En del af folket drog mod sydøst til Pannonien, mens hovedparten drog mod sydvest. I begyndelsen af det 5.århundrede drog de gennem Gallien og erobrede derpå store dele af Spanien. Omkring år 440 drog de videre til Nordafrika, hvor de erobrede størstedelen af den romersk provins ledet af deres konge Geiserik, som her skabte et stort vandalerrige, der bestod indtil 533-534. Den frankiske folkevandring gik i det 4. og 5.århundrede fra egnen omkring Rhinen ad flere forskellige veje ned i Frankrig, hvor deres erobringer dannede grundlaget for Frankerriget, der senere blev det til landene Frankrig og Tyskland. Det germanske folkeslag longobarderne kom fra Midttyskland og drog sydpå til Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau. I 568 drog de under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774. Burgunderne, et andet østgermansk folkeslag, drog sydpå. I 436 mødtes de med hunnerne under Kong Attila og led et frygteligt nederlag, som næsten udslettede dem. Senere nåede de til Frankrig og her lykkedes det dem at skabe et Burgundisk Rige mellem Dijon og Middelhavet. Dette rige bestod indtil det omkring 530 blev indlemmet i frankernes rige. Det vestgermanske folkeslag alemannerne invaderede i det 3.-4.århundrede flere gange Romerriget og besatte i det 5.århundrede dele af Alperne og egnen vest for Rhinen. De besejredes i 496 af frankerne.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|