|
|
|
(San Pasquale I) |
|
Paschalis I valgtes til pave den 25. Januar 817, dagen efter Pave Stefan IV's død, og han efterfulgtes selv af Pave Eugenio II efter sin død den 11. Februar 824. Inden pavevalget var Pasquale, som hans italienske navn lyder, abbed ved Kirken Santo Stefano. Han må have været almindeligt respekteret, for han valgtes enstemmigt og på meget kort tid og indenfor det næste døgn blev han pavekronet. Der er imidlertid også en anden forklaring på hastværket: romerne ønskede selv at vælge deres pave og ikke vente på Kejserens mening. Paschalis skyndte sig derfor at sende Kejser Ludwig (Den Fromme = Ludovico il Pio) besked om valget og samtidig at berolige denne om at valget var foregået korrekt og at den hurtige afvikling var for at undgå slagsmål mellem de forkellige partier i Rom, som kunne ønske at tilrane sig magten. Kejseren accepterede pavevalget, også fordi han havde hænderne fulde med opstande og oprørske slægtninge i sit hjemland. Først i 822 sendte han sin søn Lothar (Lotario) til Italien, hvor Paschalis bad ham møde i Rom for at blive kronet og salvet som Kejser Lothar I. Romerne modtog Lothar med mange hædersbevisninger og Påskedag 823 blev han kejserkronet i Basilica di San Pietro. Pachalis gav endog yderligere magt til Lothar, som til gengæld brugte den til at afgøre en tvist mellem Paven og Abbazia di Farfa til dettes fordel, hvilket gjorde mange gejstlige utilfredse. Disse problemer mundede ud i et oprør mod Paven fra de kejservenlige grever i oplandet, men Paschalis slog det ned og lod hovedmændene henrette. Dette tog Kejseren til gengæld ilde op og ønskede en undersøgelse af hændelsesforløbet. Det lykkedes Paschalis at afværge yderligere problemer ved at nægte at lade sig dømme af verdslige og i stedet at sværge sin uskyld for Gud. Kejseren lod sig stille tilfreds hermed og roen var genoprettet. Under sin pavetid lod Paschalis bygge et Kloster ved Kirken Santa Prassede, som han også lod genopbygge ovenpå en tidligere bygning. I Klosteret lod han de græske munke, som var flygtet fra Østen under ikonoklasmen, bosætte sig. Og i Kirken byggede han et kapel viet til San Zeno og udsmykket med de smukkeste mosaikker, hvor hans moder Teodora skulle begraves. I den nybyggede kirke lod Paschalis anbringe relikvierne af ca.2000 martyrer, som han lod flytte fra Catacombe di Sant'Alessandro på Via Nomentana, der lå for langt udenfor byen og var udsat for plyndringer og overfald. Pachalis lod også Kirken Santa Cecilia in Trastevere restaurere og ville her anbringe resterne af helgeninden, som dog var vanskelige at opspore. Man troede derfor, at longobarderne i sin tid havde bortført disse relikvier, indtil Paschalis fik et syn, hvori helgeninden selv opfordrede ham til at søge i Catacombe di San Callisto, hvor man ganske rigtigt også fandt hendes grav. Ligesom han fik syn, udvirkede Pachalis også mirakler, for eksempel fik han branden ved englændernes kvarter ved San Pietro slukket ved at gå på bare fødder over flammerne, der var på vej mod kirken. Han blev derfor også senere helgenkåret. Paschalis I døde den 11. Februar 824, men var på det tidspunkt blevet så forhadt af sine bysbørn, at de forhindrede hans begravelse i Peterskirken. Han blev sandsynligvis i stedet begravet i Kirken Santa Prassede. Nogle steder angives det, at han ligger begravet i grotterne under Vatikanet. Der findes 3 samtidige "portrætter" af Paschalis I på mosaikkerne i Kirken Santa Cecilia in Trastevere, i Kirken Santa Prassede og i Kirken Santa Maria in Domnica. Paschalis I efterfulgtes af Pave Eugen II.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|