|
|
Den franske arkitekt Antoine Dérizet, der også kaldes Carlo Antonio Deriset, var født den 18.11.1685 i Lyon. Han uddannedes sandsynligvis i Paris, hvor han i 1720 vandt et stipendium til en rejse til Rom,. Her blev han i 1723 tilknyttet Det Franske Akademi og efter udløbet af stipendiet slog han sig fast ned i byen. I Rom blev Antoine Dérizet medlem af kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca fra 1725 og han underviste her fra 1728 og var meget akitv i sammenslutningens diskussioner og beslutninger. Antoine Dérizet kom til at tilhøre kredsen omkring Kardinal Neri Corsini og i 1728 valgte Kardinal De Polignac ham til at at stå for byggeriet af Kirken Santi Claudio e Andrea dei Borgognoni, der varede til 1731. I 1732 deltog Dérizet i den kommite, der bedømte de indkomne forslag til facaden på Kirken San Giovanni in Laterano. Fra 1736-42 fik Antoine Dérizet derefter til opgave at styre byggeriet af den nye kirke Santissimo Nome di Maria for broderskabet Confraternita del Santissimo Nome di Maria. Broderskabet havde godt nok ønsket at benytte en arkitekt i deres egen kreds, men deres protektor Kardinal Ludovico Pico della Mirandola gennemtrumfede sammen med Kardinal Neri Corsini at Dérizet fik opgaven, som han gik til med så stor omhu, at han for at kunne følge arbejdet på nærmeste hold flyttede ind i et hus overfor byggepladsen. Det var dog ikke nok til at tilfredsstille Broderskabet og der opstod hele tiden nye diskussioner om Dérizets projekt, som for eksempel da murermesteren Paolo Oddi Cappelletti fremkom med den mening, at de projekterede mure ikke kunne holde til trykket af den tegnede kuppel og at der manglede nøjagtige tegninger hertil, samt at udgifterne ville blive for store. I 1738 var uenigheden så stor, at man måtte tilkalde et ekspertpanel, bestående af arkitekterne Ferdinando Fuga, Filippo Raguzzini og Tommaso De Marchis, som gav murermesteren ret og tilrådede opførelsen af en lettere kuppel, samt forstærkning af murene. Dérizet var imidlertid ikke enig med eksperterne og så stor var hans indflydelse hos Kardinalerne, at han fik lov at fortsætte sit projekt uændret og først efter Kardinal delle Mirandola's død i 1743 opsagde Broderskabet samarbejdet, men da stod Kirkens ydre også færdigt og kun en del af den indre udsmykning manglede. Antoine Dérizet stod herefter fra 1749-1761 for den indre udsmykning af Kirken San Luigi dei Francesi. Det er den franske nationalkirke i Rom og allerede i 1729 var Dérizet blevet medlem af det franske broderskab Congregazione di San Luigi. Blandt kunstnerne i Antoine Dérizet's kreds kan nævnes Filippo della Valle, Giovanni Basttista Maini, Alessandro Galilei, Pier Leone Ghezzi og Raphael Anton Mengs, samt Adrien Manglard og Michel-Ange Slodtz. Antoine Dérizet døde den 6.10.1768 i Rom. Litteratur og links om Antoine Dérizet:Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-. Info.Roma.It.:Antonio Dérizet. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione II, Trevii, del 8: side 115ff. Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. Elio de Rosa editore. - 3. itinerario, 1995. : Side 53ff. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|