|
|
Arkitekten Vincenzo della Greca stammede fra Palermo, men kom allerede som ung mand til Rom i 1616, hvor han blev elev hos træskæreren Giovanni Battista Montani. I 1627 blev han medhjælper hos arkitekten Carlo Maderno, som han derpå i 1631 efterfulgte i stillingen som pavelig bygningsmester. I 1626 blev Vincenzo della Greca fader til sønnen Felice, som senere blev hans medhjælper. Af Vincenzo della Greca's værker i Rom kender vi: Udbygningen af Palazzo Chigi på Piazza Colonna (1630). Den senere (i 1885) nedrevne kirke San Caio Pontefice (1631). Facaden på Kirken Santi Domenico e Sisto (sammen med sønnen Felice della Greca). Facaden samt den monumentale trappe op til Kirken skal være udtænkt af Vincenzo della Greca og udført i årene 1652-1664, hvor Felice della Greca fuldendte sin faders værk. Trappen (1655-1663) var et nyt element i bybilledet, et element som ellers fandtes i de store landlige villaer. Den snor sig i en knibtangsbevægelse rundt om en lille fremspringende plads foran kirken og siges at have været forbillede for arkitekten Alessandro Specchi's nu nedrevne smukke trappeanlæg ved den gamle havn Porto di Ripetta. Vincenzo della Greca døde på et tidspunkt efter 1660.
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950. Ss. Domenico e Sisto. Di Virginia Bernardini, Andreina Draghi e Guia Verdesi. Istituto Nazionale di Studi Romani. Fratelli Palombi Editori, 1991. - side 26ff. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|