ANNAS ROM GUIDE
Alessandro Specchi - italiensk arkitekt
1668-1729

Alessandro Specchi var en italiensk gravør og arkitekt, som blev født i Rom i 1668. Han tilhørte tilsyneladende den gamle, romerske Specchi-familie.

Specchi blev uddannet hos Carlo Fontana, men kom snart til at arbejde for sig selv. I Rom kender vi følgende værker:

Porto di Ripetta, det nu forsvundne havneanlæg, som byggedes ved Tiberen i 1702-1705 ud for Kirken San Rocco, lidt nord for den nuværende Ponte Cavour. Anlægget blev nedrevet, da muren og dæmningerne langs floden blev bygget i begyndelsen af det 20.århundrede. Idéen til trappeanlægget har Specchi muligvis fået fra Vincenzo della Greca's trappe til Kirken Santi Domenico e Sisto.

Mellem 1708 og 1711 tilknyttedes Alessandro Specchi byggeriet af Klosteret og Kirken Bambin Gesù i Via Urbana. Han udførte de første tegninger hertil, men ledede kun projektet indtil 1716, hvorefter det overtoges af Carlo Buratti. Grunden til bruddet kendes ikke, men man gætter på, at omkostningerne blev for store, fordi Specchi forestillede sig et større og mere storslået byggeri end bygherren ønskede. Man kender flere tegninger til komplekset fra Specchi's side og de er begge i større og dyrere målestok end den endelige udformning.

I 1711 blev Specchi medlem af Accademia di San Luca, men udtrådte senere på grund af uoverensstemmelser og skænderier.

I 1722 genindførtes i Rom den såkaldte Festa della Chinea som tribut til Paven fra Kongeriget Begge Sicilier. Festen afholdtes fremover på Piazza dei Santi Apostoli foran Palazzo Colonna, hvor ambassadøren fra Napoli boede. Kulminationen på festen var et stort festfyrværkeri affyret fra de pragt- og fantasifulde kæmpestore kulisser og sætstykker, som til dette brug blev opført på pladsen foran palæet. Det første bekostelige sceneri blev udført efter Alessandro Specchi's tegninger i samarbejde med tegneren og grafikeren Francesco Faraone Aquila. Motivet var Kong Karl af Østrig, der i skikkelse af Merkur og andre af Olympens guder kæmpede for at opnå fred, enighed, ære og hæder, og kulissen forestillede et Tempel for Janus Quadrifons med relieffer og 16 søjler.

I 1739 var det arkitekten Michelangelo Specchi, der stod for udsmykningen. Om denne var en slægtning til Alessandro vides ikke.

Andre af Alessandro Specchi's værker er:

Udvidelsen af Palazzo Fusconi Pighini del Gallo di Roccagiovine på Piazza Farnese.

I 1714 Palazzo de Carolis i Via del Corso (nuværende Banco di Roma).

Udvidelse af Palazzo del Drago i Via XX Settembre.

Scuderie del Quirinale ved Piazza del Quirinale.

Palazzo Maruscelli i Via dei Condotti nr.11.

Desuden udførte Alessandro Specchi en stor mængde illustrationer og stik af bygninger i Rom, heraf 52 i værket "Nuovo Teatro delli Palazzi in Prospettiva di Roma Moderna" fra 1699 samt adskillige i Carlo Fontana's udgivelser.

Alessandro Specchi døde i 1729 i Rom.

Litteratur og links om Alessandro Specchi:
Garms, Jörg: Il Bambin Gesù. Le Chiese di Roma Illustrate. Istituto di Studi Romani. Fratelli Palombi Editori, 1979.
La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton Editori, 2.ed., 2003.
Italy Cyberguide: Alessandro Specchi.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.21.1.2005 og sidst opdateret d. 6.11.2018