KIRKENS YDRE:

Det er også en meget høj mur, dels fordi der er taler om et højt kirkerum, dels fordi niveauet i Via Panisperna blev sænket væsentligt under de nivelleringer, der fandt sted, da Via Nazionale og den moderne Largo Magnanapoli blev anlagt i slutningen af 1800-tallet.

På denne måde fritlagdes bygningens fumdament og det blev nødvendigt at udvide den nederste del af den monumentale trappe op til Kirken fra de oprindelige 5 til nu 17 trin (3). Kirken har herved fået et meget isoleret og utilnærmeligt udseende og hovedindgangen er da også sjældent åben. I stedet kan man forhøre sig i portnerlogen og så blive fulgt om til sideindgangen.

Men uanset trappens længde er det en spændende og smuk indgang, som skyldes arkitekterne Vincenzo og Felice della Greca. Oprindeligt var der altså 5 trin, som førte op til en lille repos (4), hvor der står et lille halvcirkelformet bygning med en indgang til kælderetagen. Døren hertil er flankeret af 2 hermer med nonneansigter og den krones af et englehovede.

Fra den lille repos udgår den oprindelige, dobbelte monumentale trappe (5) i en knibtangsbevægelse og snor sig op til reposen foran Kirkens hovedindgang (6). På begge sider af trappen er der et smukt stengelænder, ligesom reposen foran indgangen (der danner loftet på det lille rum på underreposen) er forsynet med en balustrade af samme type. Det hele udført i travertin og teglsten. Det samme gælder den lige trappe (7), som til højre for indgangen går ned i Klosterets forgård.

Kirkens facade (8) er udført i travertin og stuk og består af 2 "etager" kronet af et trekantet gavlfelt. 4 par af brede flade søjler med korinthiske kapitæler forneden og blandede foroven opdeler fladerne i 3 rum, hvoraf de yderste indeholder nicher med statuer, mens de midterste rummer henholdsvis indgangsportalen og et vindue.

Portalen (9) er høj og bred, flankeret af søjler og kronet først af en frise med et felt med et relief af en hund med en fakkel i gabet, et af Dominikaner-Ordenens symboler, og derpå af et brudt buet gavlfelt med en oval niche med skulpturen Madonna del Rosario (muligvis udført af Marcantonio Canini omkring 1654). Sidenicherne er smalle og flankerede af smalle søjler, som ender i en bue. Statuerne i nicherne hernede er San Domenico (til højre) og San Sisto (til venstre). De er udført af Marcantonio Canini omkring 1654. Over hver af nicherne er der en firkantet smal niche med en indskrift. Under nicherne hænger der guirlander og foroven er de kronet af en buet overligger. Denne nederste del af facaden er overvejende udført i travertin.

En indskriftsfrise løber over facaden under et fremspringende udhæng, som adskiller de 2 etager. Midt på frisen er der to tilgitrede vinduesåbninger, hvorfra nonnerne kunne følge med i livet udenfor fra en korridor, som i denne højde snoer sig langs alle Kirkens ydermure.

Den øverste etage, som for størstedelen er udsmykket med stukarbejder, har samme opdeling som den nederste, men den høje base, hvorpå de flade søjler hviler, er forsynet med basrelieffer med symbolerne for de 4 helgener: palmerne for San Pietro, tiaraen for San Sisto, hunden for San Domenico og solen for San Tommaso d'Aquino. Det høje midtervindue har et lille balkongelænder i stil med balustraden nedenfor og det er kronet af et trekantet gavlfelt på konsoller, mens de firkantede sidenicher indholdende statuer af San Tommaso d'Aquino (til højre) og San Pietro Martire (til venstre), udført af Stefano Maderno omkring 1636, har buede gavlfelter.

Over endnu et fremspringende udhæng rejser det trekantede gavlfelt sig omsluttende et englehovede, der skjuler en lille terrasse bagved, og kronet af 2 par kandelabrer på hver side af et kors på toppen af en krukke.

Kirkens højre sidemur (10) er lig den venstre, men her afbrydes den lange mur af tværbygningerne, der forbinder Kirken med den store, rødpudsede Klosterbygning, der idag huser Universitetet Angelicum. Det var på denne side, at det senere nedrevne sakristi blev bygget i 1733, og det er i tværbygningens første sal at nonnernes tidligere kor, "La Chiesa di Sopra", nu er omdannet til Sala Capitolare.

Det firkantede klokketårn (11), der rejser sig over det sted, hvor de to kirker mødes, er bygget i årene 1577-1593 og tilskrives Giacomo della Porta. Væggene er udsmykket med flade søjler og buer og de krones af en ottekantet tambur og en ottekantet top

KIRKENS INDRE:

(Vælg: Kirkerummet - Loftet - Gulvet - Højre side - Presbyteriet (Loftet) - Højalter - Venstre side - Indgangsvæggen - Chiesa di dentro - Sala Capitolare)

Kirkerummet (12) er i ét skib med 3 altre i hver side, stående i ret flade firkantede nicher, der afsluttes i en bue foroven. Hver niche er flankeret af flade høje søjler med korinthiske kapitæler. Kapitælerne er forgyldte og søjlerne, der oprindeligt var hvidmalede, er idag dækket af rosa marmor, som giver hele kirken et køligt gyldent lys. Stukenglene, som sidder parvis over hver bue er udført før 1636 af Battista og Francesco Petraglia.

Over sidealtrenes buer løber der en forgyldt frise her og der afbrudt af tilgitrede åbninger, hvorfra nonnerne kunne følge med i livet i Kirken fra en korridor, der løber hele vejen rundt i kirkevæggen over nicherne. Ovenover frisen er der en fremspringende gesims og det øverste stykke væg, der mellem de 3 store vinduer over buerne støtter det tøndehvælvede loft, der er udsmykket med fresker af malerne Domenico Maria Canuti og Enrico Haffner, bestilte i anledning af Jubelåret 1675.

Den midterste loftsfresko forestiller "Apoteosi di San Domenico" ("San Domenico's ophøjelse"), hvor man ser San Domenico stige til himmels gennem solbelyste skyer. På hver side af denne ses "Le Virtù Cardinali" ("Kardinaldyderne"): "La Giustizia e La Forza" ("Retfærdigheden og Styrken") på stykket nærmest indgangen og "La Temperanza e la Prudenza" ("Mådeholdet og Klogskaben") i den bageste del af kirken. Disse fresker er malet i grå nuancer ligesom scenerne fra San Domenico's liv: ("Incontro di San Domenico e San Francesco accanto al pozzo di Cremona" ("San Domenico og San Francesco mødes ved brønden i Cremona"), "Il Demonio in sembiante di scimmia appare a San Domenico" ("Djævelen i form af en abe viser sig for San Domenico"), "San Domenico libera una donna dalla febbre quartana" ("San Domenico helbreder en kvinde for fjerdedagsfeber") og "L'Ordine Domenicano sconfigge l'eresia con l'aiuto dell'Eucarestia" ("Dominikaner-Ordenen sejrer over kætteriet ved hjælp af Den Hellige Nadver"), som er malet på de trekantede mellemstykker i tøndehvælvet, og de allegoriske figurer mellem vinduerne. Til højre "La Religione" ("Religionen") og "L'Obbedienza" ("Lydigheden") og til venstre "La Chiesa" ("Kirken") og "L'Eresia" ("Kætteriet").

Kirkegulvet i hovedskibet er omlagt i skaktern i årene 1849-52 bortset fra området midt i Kirken med Dominikaner-Ordenens våben i forskelligfarvet marmor. I gulvet er nedlagt forskellige gravsten: i nærheden af indgangen en for Fader Giacinto Cormier: "HIC IACET - RMUS PATER HYACINTHUS M.CORMIER - LXXVI MAG.GEN.ORD. PRAED. - OBIIT XVII DEC. MCMXVI" og oppe i nærheden af presbyteriet mindes Margherita Rota: "DOM - MARGARITAE ROTAE - NOBILI DE TALIACOTTO - PIISSIMAE MISERICORDI OFFICIOSAE - QUAE - HUIUS COENOBII UBI DIV VIXERAT - REGULAM ET MONIALES QUANTUM DILEXERIT - ET - HANC B VIRGINIS IMAGINEM DEVOTE COLUERIT ETIAM POST OBITUM TESTATURA - IN HAC ECCLESIA VOLVIT - TUMULARI - ET PRO QUOTIDIANO HIC CELEBRANDO - MISSAE SACRIFICIO - SACERDOTI AB HAEREDE ELIGENDO - ET AMOVIBILI XXXVI SCUTIS ANNUIS - ET IV QUOTANNIS HUIC SACRARIO LARGIENDIS - GRAVAVIT HAEREDES - IN HUIUS SACRAE IMAGINIS PERPETUUM CULTUM - PROPRIAE ANIMAE SUFFRAGIUM - AC MONIALIUM BENEFICIUM ET COMMODUM - NATA XX MAII MDCXXX OBIIT XXV NOVEMBRIS MDCC - PAULUS MANFREDUS - HAERES USUFRUCTUARIUS - CONIUGI DILECTISSIMAE - ASSIDUIS LACRYMARUM GUTTIS - HUNC LAPIDEM EXHARAVIT".

Det første alter i højre side (13) ("Cappella di Santa Maria Maddalena" eller "Cappella Alaleona") blev udført for Familien Alaleona i 1649-1652. Indretningen tegnedes af Gianlorenzo Bernini, som også tegnede forlægget for den skulpturgruppe (se foto), som derpå udhuggedes i marmor af Ercole Antonio Raggi. Gruppens titel er "Noli me tangere" og den forestiller det øjeblik, hvor Jesus efter opstandelsen siger til Maria Magdalene "Rør mig ikke" (Johannes-Evangeliet 20,17). Skulpturen blev bestilt af familien Alaleona til minde om deres slægtning, den unge nonne Maria Alaleona, som blev "levende indemuret" i dette Kloster, fordi hun havde forsøgt at smugle sin tilbeder ind i Klosteret i en kiste med tøj. Ulykkeligvis blev leveringen af kisten forsinket og den unge mand lå kvalt derinde, da den endelig blev åbnet.

Stukenglene med symbolerne for Kristi lidelse (kors, tornekrone og Veronika's svededug) over alteret og de 2 sidefigurer "La Religione" ("Religionen") og "La Verginità" ("Jomfrueligheden") er muligvis også udført af Raggi, mens den landskabsfresko, der udgør baggrunden for skulpturerne, sikkert er senere (den kendes fra begyndelsen af det 18.århundrede) og måske har erstattet en vægbeklædning i marmor, det var i hvert fald den slags baggrund, som Bernini havde forestillet sig.

Dette alter er særligt rigt på udsøgte marmorsorter: "diaspro rosso di Sicilia" er brugt til de korinthiske søjler på hver side, mens andre elementer er udført i "alabastro", "marmo di portasanta" og "giallo antico". Loftet og buen ind til alteret er udsmykket med forgyldt og malet stuk.

Maleriet på det andet alter til højre (14) ("Cappella di San Pietro Martire") forestiller "Martirio di San Pietro da Verona" ("San Pietro da Verona's martyrium"), det skal være en kopi, udført omkring 1525 af en anonym kunstner fra Siena, af et værk af Tizian, der tidligere hang i Kirken Santi Giovanni e Paolo i Venedig, hvor det blev ødelagt under en brand. På kanten af buen sidder 2 stukengle med indskriften "Fidei Columen" og rummet er dekoreret med helgenens attributter i malede eller forgyldte stukrelieffer, fresker og malerier: "San Tommaso d'Aquino riceve l'ispirazione divina" ("San Tommaso d'Aquino modtager den guddommelige inspiration") og "Un miracolo di San Pietro Martire" ("Et mirakel af San Pietro Martire") øverst og "La predica di San Pietro Martire" ("San Pietro Martire prædiker") og "Un miracolo di San Tommaso" ("San Tommaso's mirakel") nederst, mens en "Gloria di Angeli" ("Engleskare") smykker loftet. Malerierne tilskrives Pietro Paolo Baldini og menes udført omkring midten af det 17.århundrede. Det hele blev kraftigt renoveret i årene 1819 og 1849-52.

Tredie alter i højre side (15) ("Cappella di San Domenico") er udsmykket med fresker af en anonym kunstner fra omkring midten af det 17.århundrede, mens altertavlen er malet af Pier Francesco Mola i 1648. Den forestiller "Visione di un converso domenicano" ("En Dominikaner-lægbroder's syn") og refererer til legenden om, hvorledes lægbroderen Lorenzo da Grotteria den 15.9.1530 i et syn modtog et portræt af San Domenico fra Santa Caterina d'Alessandria, Santa Maria Maddalena og Jomfru Maria, der bad ham om at anbringe det på alteret. Alteret blev betalt af de fire søstre Paola Maria, Maria Candida, Maria Agnese og Prospera Vincenza Costaguti, som bestilte det i 1624. Familiens våben sidder mellem 2 stukengle over buen i Kirkevæggen. Væggene i rummet er beklædt med marmor og loftet er bemalet med freskerne "San Domenico in gloria", i en ramme i midten, og "Miracoli del Santo" på hver side. Også disse fresker menes udført af Mola, som i denne periode (1648) arbejdede for Costaguti-familien i Palazzo Costaguti.

Presbyteriet (16) omkring højalteret er et rimeligt stort, firkantet rum, hvorfra der til højre er adgang til sakristiet gennem en dør med en karm, der - ligesom de øvrige 3 i rummet - er udført i 1637 af stenhuggeren Alessandro Montonese efter en tegning af Giovanni Battista Soria. Den højre væg (17) er udsmykket med en stukindrammet fresko forestillende "San Domenico alla battaglia di Muret contro gli Albigesi" ("San Domenico ved slaget mod Albigenserne ved Muret i 1213"), malet af Pietro Paolo Baldini i 1639. Figuren forrest i billedet er Grev Simon de Montfort, der i 1208 var leder af den franske hær i korstoget mod Albigenserne. Ovenover fresken ses en tilgitret vinduesåbning mellem 2 små engle. Alle væggene i rummet blev i årene 1637-1640 beklædt med udsøgt marmor i mange farver, udført af Alessandro Montonese og bekostet af forskellige adelige nonner. Over marmorpanelerne er væggene pudsede og forsynet med stukdekorationer af engle og "uskårne" rammer rundt om freskerne. Stukarbejderne er udført af stukkatøren Francesco Petraglia, som også arbejdede med stukudsmykningen af selve kirkerummet.

Højalteret (18) blev bygget i årene 1636-1640, ifølge traditionen efter en tegning af Gianlorenzo Bernini, og finansieret af søstrene Lucrezia og Antonia Leni, hvis familievåben ses på alterets sider. Idag består altertavlen af en marmorplade med 2 små engle i relief, der bærer en forgyldt og smukt udsmykket ramme, hvori der er anbragt et billede af Madonna med Barnet. Over rammen er der et relief af en due, som symbol på Helligånden, midt i en forgyldt strålekrans.

Men det er ikke den oprindelige altertavle, vi står foran, idet denne var forsynet med 2 sølvengle, som blev fjernet og omstøbt for at betale den skat, som den franske besættelsesmagt ved Traktaten i Tolentino havde pålagt Kirkestaten. Heller ikke ikonet i rammen er det oprindelige alterbillede, men et nyere terracottarelief fra 1400-tallet, som erstatter et meget gammelt billede, som havde været i nonnernes besiddelse helt tilbage til dengang de boede i Monastero di San'Aurea i Via Giulia. Det var en gammel byzantinsk ikon fra det 12.århundrede, som nonnerne imidlertid mente var det billede, som San Luca malede af Madonna, en såkaldt "Madonna Acheropita" som Pave Honorius III havde foræret San Domenico. Idag findes dette ikon i Monastero del Rosario på Monte Mario, mens en kopi heraf kan ses på alteret i nonnernes korbygning. Man kan læse om billedets historie på en indskrift til venstre for hovedindgangen.

På hver side af ikonet og Bernini's relief står der 2 røde marmorsøjler, som bærer et brudt gavlfelt, hvori der er en ramme med et basrelief af Gud Fader. Selve alterbordet er i grønt marmor. På dette står (foran det tilgitrede vindue igennem hvilket nonnerne kunne betragte hostien) et smuk lille hostiegemme i form af en lille, elegant søjlebygning. Den er muligvis udført af Bernini og bestilt af Madre Raimonda Colonna i 1646. Desværre blev en del af udsmykningen stjålet i 1987, hvor der forsvandt 2 små statuer af Dominikaner-helgener og 2 englebørn som blæste på dommedagsbasuner.

På presbyteriets endevæg (19), der udgør væggen mellem de 2 kirker, "La Chiesa di fuori" ("Kirken udenfor"), som er det rum, vi nu befinder os i, og "La Chiesa di dentro" ("Kirken indenfor"), som var forbeholdt nonnerne, der levede i klausur, er der 6 fresker fra omkring 1642 med motivet "Storie della Vergine" ("Billeder fra Jomfru Maria's Liv"), nemlig "Annunciazione" ("Bebudelsen"), "Natività" ("Jesu Fødsel"), "Sposalizio" ("Brylluppet") og "Incontro con Santa Elisabetta" ("Mødet med Elisabeth") i forgyldte stukrammer med buer og "Presentazione al Tempio" ("Maria præsenteres i Templet") og "Nascita di Maria" ("Maria's Fødsel") i ovale stukrammer. De tilskrives Luigi Gentile og erstatter de oprindelige fresker med motiver fra San Domenico's liv, som var udført af Giovanni Baglione i 1634.

Det tøndehvælvede loft i presbyteriet er ligesom loftet i hovedskibet udsmykket med fresker af Domenico Maria Canuti og Enrico Haffner i 1674-1675. De forestiller "La Vergine che protegge l'Ordine Domenicano" ("Jomfru Maria beskytter Dominikaner-Ordenen") og nedenunder i midten "Cristo appare a San Domenico ed alle suore domenicane" ("Kristus åbenbarer sig for San Domenico og Dominikaner-nonnerne") og på siderne i ovale rammer "Papa Onorio III consegna a San Domenico l'approvazione dell'Ordine" ("Pave Honorius III overgiver Ordens-godkendelsen til San Domenico") og "La Madonna appare a San Domenico (Lactatio mystica)" ("Jomfru Maria viser sig for San Domenico"). Gulvet med geometriske figurer i forskellige marmorsorter stammer fra 1637-1640. Det er udført af Alessandro Loreto, bestilt af nonnerne Maria Grazia og Flavia (eller Flaminia) Domitilla Capizucchi, hvis familievåben ses i medaljonen i midten.

På den venstre væg (20) i presbyteriet er der - ligesom på den modsatte væg - 2 døre, som er udført efter en tegning af Giovanni Battista Soria i 1637. Væggen er udsmykket med en indrammet fresko forestillende "San Domenico brucia i libri eretici" ("San Domenico brænder kætternes bøger") også kaldet "San Domenico ed il miracolo del fuoco" ("San Domenico og brandmiraklet"), malet af Luigi Gentile i 1638. Maleriet fortæller om, hvorledes San Domenico under kampen mod Albigenserne kastede sin skrifter på bålet, der nægtede at fortære dem, fordi de var opfyldte af de sande troens ord. Ovenover fresken ses en tilgitret vinduesåbning mellem 2 små engle. Marmorbalustraden foran presbyteriet stammer fra 1636. Den betaltes af Suor Maria Maddalena (Fonseca), hvis familievåben pryder søjlerne.

Det øverste alter i Kirkens venstre side (21) ("Cappella della Madonna" tidligere kaldet "Cappella del Crocifisso") rummer en meget spændende fresko af "Madonna col Bambino", som man mener er udført af Benozzo Gozzoli omkring 1460 og muligvis stammer fra den gamle Kirke Santa Maria a Magnanapoli, som indbyggedes i den nuværende Santi Domenico e Sisto. Det er den eneste rest fra den tidligere Kirke og den er ikke i særlig god stand. I lang tid var den gemt bag et maleri af Giovanni Lanfranco, som nonnerne havde ophængt, da de flyttede ind i den nye kirke. Dette maleri, der var udført i 1646, forestillede en "Crocifissione", "Korsfæstelsen", og hænger nu i den gamle Klosterbygning, nutidens Universitet "Angelicum". Det gamle maleri blev tilfældigt opdaget i 1771 og derpå atter tildækket, indtil det i 1890 blev restaureret. I venstre side kan man se en arm og en bog fra en helgenfigur, så man mener, at fresken oprindeligt har været større og at kun denne del af den er blevet taget ned fra en væg i den gamle kirke. Angela Catalano nævner dog, at fresken også kunne stamme fra Tor de' Conti, hvor der ifølge Vasari var en fresko med samme motiv.

Kapellets udsmykning blev bestilt af Søster Anna Margherita Altemps, der ønskede det viet til "Den Korsfæstede", i 1646. Det er da også Altemps-familiens våben, som sidder mellem 2 engle over buen ind til alteret. Væggene er udsmykket med fresker af Pietro Paolo Baldini og forestiller "Scene della Passione" ("Scener fra Kristi Lidelseshistorie"). I loftet holder 4 små stukengle en ramme med en fresko af Gud Fader, mens rammer på hver side indeholder scenerne "L'Incoronazione di spine" ("Tornekroningen") og "Salita al Calvario" ("Vejen til Golgatha"). Stukengle med symboler på Lidelseshistorien indrammer "Orazione nell'Orto" ("Talen i Getsemane Have") og "Flagellazione" ("Piskningen") på sidevæggene.

(22) Altertavlen "Sposalizio mistico di Santa Caterina da Siena" ("Santa Caterina's åndelige Bryllup") på det midterste alter i venstre side ("Cappella di Santa Caterina") er malet af Francesco Allegrini ligesom de andre malerier herinde med scener fra helgenindens liv: "Santa in gloria" ("Helgenindens forherligelse") i loftet med "Comunione miracolosa" ("Den mirkauløse Comunion" på højre side og ""Il ricevimento delle stimmate" ("Modtagelsen af sårmærkerne") på den venstre, mens "La Santa che scambia il suo cuore con quello di Cristo" ("Helgeninden udveksler sit hjerte med Kristus") og "San Domenico consegna l'abito a Santa Caterina" ("San Domenico overgiver ordensdragten til Santa Caterina") smykker sidevæggene. Under alteret er der en indskrift, der fortæller, at det er bygget i 1632 efter Suor Innocenza Giustini's ønske ("M.Sor. Innocentia Giustini F.F. MDCXXXII"). Familiens våben sidder på fodstykket. Også over indgangsbuen er der en indskrift, båret af 2 stukengle. Her læser man "Tu sponsa mihi esto" ("Du skal være trolovet med mig"), der hentyder til nonnernes "åndelige bryllup" med Kristus og temaet fra altertavlen.

Det første alter i venstre side (23) ("Cappella del Rosario") huser maleriet "Madonna del Rosario" fra 1652 af Giovanni Francesco Romanelli som altertavle og nogle malerier og fresker med temaet "Misteri del Rosario" ("Rosenkransens mysterier"), muligvis udført af Clemente Maioli eller Pietro Paolo Baldini og hans skole. Alteret bekostedes af søstrene Ortensia og Maria Caterina Celsi og familiens våben sidder over indgangen, støttet af 2 stukengle. Alterrummet er rigt udsmykket med stukarbejder, der indrammer loftsfreskerne med "L'Incoronazione della Vergine" ("Jomfru Maria's Kroning") i midten og "Assunzione" ("Maria's Himmelfart") og "Pentecoste" ("Pinsen") på hver side. På væggene hænger malerierne "Resurrezione" ("Genopstandelsen") og "Ascensione" ("Kristi Himmelfart"). Over altertavlen sidder små englebørn med rosenkransen.

Indgangsdøren (24) sidder bag et vindfang i nyklassicistisk stil fra 1770-71. På væggen til venstre herfor (25) er der en lang indskrift, der fortæller om ikonen på højalteret, mens der til højre (26) sidder en mindesten for nonnen Giacinta Borbone: "A X - MEMORIAE ET CINERI - SOR HYACINTINA DOMINICAE BOURBONIAE MON - PROFESSAE ROMAE DEFUNCTAE IN HOC MON - DIE SEXTO APRILIS MDCCCXIII - CAROLUS IV ET ALOYSIA HISPANIARUM REGES NEPTI - MONUMENTUM POSUERUNT" . Over indgangsdøren er der en smukt udskåret og bemalet træbalkon, båret af 2 granitsøjler, til kirkesangerne. Den udførtes i 1671-1672 af Girolamo Morati. Over balkonen er der i væggen 3 buer, hvoraf den midterste krones af Dominikaner-Ordenens våben støttet af 2 stukengle, mens sidebuerne krones af indskrifter med Ordenens principper "Lodare, benedire e pregare" ("Prise, velsigne og bede"). Over buerne ses endnu en gang frisen med de tilgitrede vinduesåbninger, hvorfra nonnerne fra korridoren bagved kunne følge med i hvad, der skete i Kirken. Øverst oppe er der en fresko på hver side af det høje vindue, der er tildækket med et gardin: "Estasi di San Domenico" ("San Domenico i ekstase") til venstre og "La Vergine appare a San Domenico" ("Jomfru Maria viser sig for San Domenico") til højre. De er udført af malerne Domenico Maria  Canuti og Enrico Haffner, som også er mestre for loftsfreskerne.

Fra Presbyteriet (16) kan man idag - gennem 2 små døre på hver sin side af højalteret (18) - komme ind i den gamle "Chiesa di dentro" (27), som nu fungerer som kor ("Coro delle Monache"). Det er et stort firkantet rum kantet med 2 rækker korstole i nøddetræ fra det 17.århundrede. Alteret (28), der er udført i 1671 af Vincenzo della Greca, ligger i begyndelsen af rummet som en spejling af alteret i "Kirken udenfor". Det er fuldstændigt renoveret under en større restaurering af rummet i 1749 og består af et højt fodstykke med en søjle i pavonazzetto-marmor på hver side, bærende et brudt gavlfelt, der omgiver en ramme med et krucifiks mellem stukengle. Altertavlen er en kopi fra 1893 af den "Madonna di San Luca" som tidligere var opsat på højalteret, omgivet af et relief af flyvende engle. På væggene er der malerier i manieristisk stil forestillende "La Natività" (1605), "Il Giudizio Universale" (1605), "La Resurrezione" (1606) og "L'Andata al Calvario" (1606), alle udført af samme ukendte kunstner og voldsomt restaurerede i 1749. Desuden hænger her på væggen til højre for alteret et maleri med motivet "San Pietro consegna le chiavi a San Pio V" ("San Pietro overgiver nøglerne til San Pio V"). Det er udført af Mattia Tome i 1749 og han har forneden malet Kirken med den gamle trappe. På væggen hænger desuden en "Assunta" (Marias Himmelfart") og en "Madonna del Rosario" ("Jomfru Maria med rosenkransen"), begge fra slutningen af 1600-tallet.

Fra korsalen (29) er der udgang til en mellemgang til den store Klosterbygning gennem en dør, hvis ydre portal er udført i smukt udsmykket marmor og tilskrives G.B. Soria eller Vincenzo della Greca. Ovenover døren hænger et maleri af "La Morte di San Domenico" ("San Domenico's Død") fra begyndelsen af det 17.århundrede. I rummet, der nu forbinder Kirken med Pontificia Università San Tommaso d'Aquino, står 2 marmorstatuer af San Domenico og San Sisto, udført af Domenico Lori i 1610.

Til højre for døren er der en trappe op til "Sala Capitolare" (30) på etagen ovenover. Salen fungerede tidligere som kor og kaldtes "Chiesa di Sopra" ("Kirken ovenpå"), den ligger på den højre side af presbyteriet. Heroppefra begyndte den korridor, som går hele vejen rundt langs kirkemurene bagved den vægfrise, hvori de talrige tilgitrede vinduer gav nonnerne mulighed for at følge med i messen. "Sala Capitolare", der er et enkelt rektangulært rum med et fladt træloft, byggedes i 1668. Et marmoralter med små stukenglebørn på toppen indrammer en fresko med Madonna med Barnet, kaldet "Madonna delle Grotte", som i 1677 blev nedtaget i nonnernes gamle kloster Monastero di San Sisto på Via Appia og bragt til deres nye kirke. Fresken skal ifølge traditionen stamme fra 1527.

I "Sala Capitolare" findes også 2 andre minder, som nonnerne har bragt med sig fra deres tidligere kirker: et stort trækors stammer fra San Sisto Vecchio. På dette er den korsfæstede Kristus malet som den "lidende" ("Christus patiens") og ved hans side ses Jomfru Maria og Johannes ("San Giovanni"). På korsets tværender er der malet engle, på fodstykket dominikanske munke og nonner, øverst er der en indskrift "IHS NAZA - RENUS REX - IUDERORUM" ("Jesus Kristus fra Nazareth Jødernes Konge") under en ekstra lille tværarm med 2 engle på hver side af en mandelformet ramme rundt om Kristus gengivet som "Il Redentore" ("Forløseren/Frelseren"). Det menes udført - af 2 forskellige kunstnere - i første halvedel af 1200-tallet. En trefløjet altertavle (kaldet "Trittico di Santa Aurea" eller "Tabernacolo di Santa Aurea") udført i 1358 af Filippo Vanni har nonnerne medbragt fra Kirken Santa Aurea i Via Giulia, da de solgte den i 1514. Midterstykket viser Jomfru Maria med Jesus-Barnet mellem 2 engle og San Domenico og Santa Aurea med Eva og Slangen som små figurer i forgrunden. I baggrunden anes San Tommaso og San Bartolomeo. Sidefløjerne er bemalet med 4 scener fra Santa Aurea's liv.

Desuden hænger her et maleri af Giovanni Lanfranco, som nonnerne lod ophænge på det øverste alter i Kirkens venstre side, da dette alter blev udsmykket i 1646. Dette maleri, der forestiller "La Crocifissione", "Korsfæstelsen", kom til at dække over en gammel fresko, som indtil da havde smykket alteret og som idag er bragt for dagens lys til ære og værdighed, mens Lanfranco's maleri enten kan ses her eller i den gamle Klosterbygning, nutidens Universitet "Angelicum".