ANNAS ROM GUIDE

Ruiz-Familien

16. - 17. århundrede

Denne familie, hvis navn i Rom gengives som Ruiz, Ruis eller Ruissi, stammede fra Spanien, men slog sig ned i Rom, hvor de bestred forskellige høje embeder indenfor den kommunale administration (såsom Caporione, Priore dei Caporioni og Conservatore) allerede i midten af 1500-tallet.

Familien boede forskellige steder i byen, blandt andet overtog de familien Alveri's palæ på Piazza Fiammetta i kvarteret Rione Ponte, hvor man stadig idag kan se huset kaldet Palazzo Ruiz. Familien ejede det fra engang i 1500-tallet til et tidspunkt før midten af 1600-tallet, hvor det overgik til Bardi-familien. Dets nuværende udseende skyldes dog perioden under familien Ruiz.

Ruiz-familien havde tilsyneladende også ejendomme i Rione Campitelli, hvor de flere gange nævnes og hvor de var særligt knyttede til Kirken Santa Caterina dei Funari. Her overtog præsten Filippo Ruiz et kapel i den nybyggede Kirke og lod det indrette i 1565-1566 af Jacopo Barozzi, kaldet "Il Vignola". Det drejer sig om det andet og midterste kapel i højre side, kaldet Cappella Ruiz. Kapellet brugtes som familiens gravkapel og blandt andre Filippo Ruiz, der døde i 1582, ligger begravet her.

Familiens våben har rød bund, hvorpå en dansende guldløve i forpoterne holder en lilje i sølv. (1)

Af familiens medlemmer kender vi blandt andre:

Felipe Ruiz, på italiensk kaldet Filippo Ruiz, var fra Valencia, født omkring 1512 og uddannet til præst. I Rom blev han Sekretær for det pavelige skattevæsen, La Dataria Pontificia. Han var tilsyneladende medlem af den af Sant'Ignazio da Loyola grundlagte barmhjertige forening Confraternita delle Vergini Miserabili di Santa Caterina della Rosa, som lod nybygge Kirken Santa Caterina dei Funari, hvor Filippo i 1565-1566 overtog det midterste kapel i højre side og lod dette indrette til familiens gravkapel. Han døde som 70-årig i 1582 og hans gravsten - hvorpå der også nævnes andre familiemedlemmer - ligger i gulvet foran kapellet. Han var muligvis onkel til Pietro Ruiz.

Ferrante Ruiz stammede fra Sevilla, men kom til Rom omkring midten af 1500-tallet, hvor han blev kapellan ved Kirken Santa Caterina dei Funari. Sammen med Angelo og Diego Bruno indrettede han nogle rum ved siden af Kirken til herberg og hospital for fattige og hjemløse udlændinge. Dette "Ospedale dei Pazzarelli" flyttede senere til et palæ ved Piazza Colonna og Don Ruiz og hans kolleger fulgte med. De havde allerede i 1548 dannet et broderskab kaldet "dei poveri forestieri" ("De fattige udlændinges selskab"), som i 1551 blev godkendt af Pave Julius III. (3)(4)

Girolamo Ruiz, der bestred hvervet som Caporione for Rione Parione i Oktober kvartal 1569 og for Rione Regola i Juli kvartal 1573. Han var desuden Conservatore i Juli kvartal 1578, noteret som værende fra Rione Regola. (1) Girolamo bestred desuden hvervet som Protonotario Apostolico, et højt rangerende embede i Vatikanet.. (3)

Michele Ruiz, der var Caporione for Rione Ponte i Januar kvartal 1588. Navnet her angives som: Ruis. (1)

Pietro Ruiz, som var Caporione for Rione Ponte fra den 1. Januar 1599 og bestred samme hverv for Rione Pigna i Januar kvartal 1604. (1) Det er muligvis denne Pietro (også benævnt Petrus eller Pedro), som var nevø til præsten Filippo Ruiz. Han blev gift med Vittoria Frangipane og døde som blot 35-årig, antagelig i 1605, det årstal som angives på den gravsten for ægteparret, som ligger udenfor Cappella Ruiz i Kirken Santa Caterina dei Funari. Pietro og Vittoria havde i hvert fald ét barn, en datter ved navn Virginia.

--- Viginia Ruiz, datter af Pietro Ruiz og Vittoria Frangipane, blev som barn angrebet af en voldsom feber. Familien frygtede for hendes liv og hendes bedstemoder tog derfor en rosenkrans, som havde tilhørt San Filippo Neri, og lagde den om barnets hals. Og miraklet skete: straks rosenkransen berørte hendes ansigt, ophørte feberen.

Gaspare Ruiz, der nestred hvervet som Caporione for Rione Parione i Oktober kvartal i 1601 og for Rione Pigna i Januar kvartal 1608. (I sidste omgang staves hans navn: Ruis). (1)

Filippo Ruiz, som var Priore dei Caporioni i Juli kvartal 1619. Han repræsenterede her Rione Campitelli. Filippo var atter Caporione i April kvartal i 1623, denne gang for Rione Ripa. Og endelig blev han Conservatore fra 1. Oktober 1635. Her omtales han også som værende fra Rione Campitelli. (1)

Pirro Ruiz, der var Caporione hele 4 gange, i 1645, 1648, 1649 og 1651. Første gang, i Januar kvartal 1645, repræsenterede han Rione Monti, anden gang, Juli kvartal 1648, drejede det sig om Campitelli, tredie gang, Juli kvartal 1649, repræsenterede han Rione Pigna, mens han den sidste gang, Januar kvartal 1651, noteres som "Pirro Ruiz di Campitelli". (1)

Ottavio Ruiz, som også skal have været Conservatore engang i 1600-tallet ( 3)

.......

En Luigi Ruiz fik i 1848 af Pave Pius IX overladt et kapel i Kirken Santa Maria in Via. Det drejer sig om det andet kapel i højre side, Cappella San Filippo Benizi. Luigi Ruiz lod kapellet restaurere af Virginio Vespignani og det benyttedes derpå som gravkapel. I gulvet ses familiens mærke og på væggen en gravsten for Luigi Ruiz.

Litteratur om Ruiz-Familien:
(1) : Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Arnoldo Forni Editore. Volume II.
- side 177.
(2) : Dominicis, Claudio De: Membri del Senato della Roma Pontificia : Senatori, Conservatori, Caporioni e loro Priori e Lista d'oro delle famiglie dirigenti (secc. X-XIX).
- side 68, 77, 134, 136, 143, 148, 149, 150, 152, 158, 160, 169, 170, 171, 172, 364.
Guidi Rionali di Roma. - Roma, Fratelli Palombi Editori
.
(3) : - Rione V : Ponte - Parte Prima (Del 1) / di Carlo Pietrangeli. - 4. edizione, 1990.
------ side 44.
(4) : Rione III : Colonna - Parte I /a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1980.
------ side 26ff..
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005..
- side 270, 448, 449.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.1.2016