ANNAS ROM GUIDE
Conca-familien

18.århundrede

Conca-familien er en italiensk familie af malere og tegnere, der oprindeligt stammede fra Gaeta, men som især virkede i Rom og Napoli.

De første medlemmer af Conca-familien, som vi hører om, men ellers ikke kender så meget til, er brødrene Erasmo og Giacomo Conca. Deres sønner Sebastiano, Francesco og Giovanni og denne sidstes søn og sønnesøn, Tommaso og Giacomo, udgør et helt lille maler-dynasti i 1700-tallets Rom.

Erasmo Conca kender vi ikke noget særligt til. Han var far til malerne Sebastiano Conca, der var født den 8.1.1680, og Francesco Conca, der var født i 1698. Familien levede i Gaeta. Erasmo var sandsynligvis broder til Giacomo Conca, da deres sønner benævnes "fætre".

Sebastiano Conca, kendt italiensk tegner og maler, født den 8.1.1680, søn af Erasmo Conca fra Gaeta og broder til Francesco Conca, der blev født i 1698. Sebastiano rejste til Rom omkring 1706 og arbejdede og levede her indtil omkring 1751. Han boede i Palazzo De Cupis og husede her i perioder både broderen Francesco og fætteren Giovanni. Sebastiano Conca døde i Napoli den 1.9.1764. - Læs mere om Sebastiano Conca og hans værker.

Francesco Conca, italiensk tegner og maler, der i en periode fra 1713-1715 boede i Palazzo De Cupis i Rom, hvor han blev undervist af sin broder Sebastiano Conca, men ellers mest virkede i sin fødeegn omkring Gaeta. Francesco var søn af Erasmo Conca og født i 1698 i Gaeta. Han døde på et tidspunkt efter 1754.

Giacomo Conca kender vi heller ikke noget særligt til. Han var far til maleren Giovanni Conca (1690-1771), bedstefar til maleren Tommaso Conca (1734-1822) og oldefar til maleren Giacomo Conca (1787-1852). Han var sandsynligvis broder til Erasmo Conca, da deres sønner benævnes "fætre". Familien levede i Gaeta, men de yngre generationer rejste til Rom.

Giovanni Conca, italiensk maler, søn af Giacomo Conca, blev født omkring 1690 i Gaeta og uddannet hos Francesco Solimena i Napoli ligesom sin omkring 10 år ældre fætter Sebastiano. I 1707 fulgte han som 17-årig Sebastiano til Rom, hvor han arbejdede i hans værksted og boede i det hus, som Kardinal Ottoboni havde stillet til deres rådighed: Palazzo De Cupis. I 1715 fik han sin første større bestilling på 5 malerier til Kirken Santa Maria in Traspontina. I 1721 flyttede han fra sin fætter, da han giftede sig med Anna Laura Scarsella di Castro. I 1722 blev Giovanni medlem af I Virtuosi al Pantheon og i 1735 af kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca. I 1734 fik han sønnen Tommaso. I 1738 rejste han til Torino og malede, men i 1748 vendte han tilbage til Rom, hvor han malede Maria's Forlovelse og Fødsel til Kirken Santa Maria della Scala. I 1752 udførte han nogle malerier til Kirken Santa Maria della Luce. Samme år rejste Sebastiano fra Rom til Napoli og man hører herefter ikke mere til Giovanni, som døde den 19.10.1771 i Rom. I Rom findes flg.værker: "Sacra Famiglia" i Kirken Sant'Eustachio, "Korsfæstelsen" i Kirken Santi Giovanni e Paolo, "Cristo e San Bernardo di Corleone" i Kirken Santa Maria della Concezione. En "Sacra Famiglia" i Kirken San Giovanni in Ayno er senere gået tabt.

Tommaso Conca, italiensk maler, søn af maleren Giovanni Conca, var født den 22.12.1734 i Rom, hvor han først blev oplært af sin far og senere, i 1748-52, af sin onkel maleren Sebastiano Conca. I 1770 blev Tommaso medlem af Accademia di San Luca, hvor han i 1792 og 1795 var formand. Tommaso malede især religiøse malerier til Roms kirker, men fra 1775 udførte han fresko-udsmykningen i Sala del Fauno Danzante og Sala Egizia for Prins Marcantonio Borghese. Fra 1786 arbejdede Tommaso Conca for Pave Pius VI med fresker i Sala delle Muse i Museo Pio Clementino. I 1787 blev Tommaso far til sønnen Giacomo, som han oplærte til maler og med hvem han senere samarbejdede både i Città di Castello og i Rom, hvor de udførte dekorationer i Palazzo del Quirinale for Napoleon. Tommaso var også medlem af det litterære Accademia degli Arcadi; han døde den 13.12.1822 i Rom.

Giacomo Conca , italiensk maler, søn af maleren Tommaso Conca, blev født den 6.2.1787 i Rom, hvor han først blev uddannet af sin far og derpå studerede i Accademia del Nudo i årene 1805-1810. Han var medlem af Accademia di San Luca fra omkring 1810 og han arbejdede sammen med sin far om udsmykningen af Palazzo del Quirinale. Giacomo udførte fresker i Galleria Chiaramonti i Palazzo del Vaticano og i 1818 færdiggjorde han maleriet San Giovanni Evangelista til Cappella Paolina i Quirinalet. I tiden herefter udførte han mange altermalerier og portrætter. I 1836 blev han udnævnt til Cavaliere dello Speron d'Oro og samtidig blev han medlem af I Virtuosi al Pantheon. Han døde den 9.3.1852 i Rom, hvor man kan finde følgende af hans værker: San Giovanni della Croce i Kirken San Pancrazio, San Filippo Neri i San Tommaso in Parione, portræt af Giovanni Maria Conca i Oratorio dei Filippini og Mythos der Ocresia i Palazzo Taverna.

En Filippo Sebastiano Conca, der var født den 12.10.1748 i Gaeta, blev senere uddannet af Sebastiano Conca og studerede ved Accademia del Nudo omkring 1765. Hans malerier findes især omkring Gaeta, men han døde den 9.11.1838 i Rom.


Litteratur om: Conca-familien
Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 13.11.2007 og sidst opdateret d, 17.11.2007