ANNAS ROM GUIDE
Longhi-familien

Familien med slægtsnavnet Longhi, Longo eller Lunghi var en familie af arkitekter, som virkede i Rom fra det 16.århundrede. Af familiens medlemmer kender vi:

Martino Longhi, "I", "Il Vecchio" ("den ældre"), var født i Viggiù ved Milano, hvor han arbejdede i sine unge år, og kom til Rom omkring 1573, hvor han første gang nævnes af de romerske kilder. Han blev fader til sønnen Onorio og sønnesønnen Martino, der begge fulgte i hans fodspor som arkitekter. Han døde i Rom d.11.6.1591.

Onorio Longhi, søn af Martino Longhi, I, den ældre, og sandsynligvis født i Milano omkring år 1569. Han blev fader til Martino Longhi, II, den yngre, som han uddannede til arkitekt. Han døde d.3.12.1619 i Rom.

Martino Longhi, "II", "Il Giovane" ("den yngre"), var barnebarn af Martino Longhi, "I", "den ældre", og født i Rom d.18.3.1602 som søn af Onorio Longhi og fulgte i dennes fodspor som arkitekt. Han døde i Rom i 1657.



Mange andre italienske arkitekter og kunstnere med samme efternavn virkede i og omkring Milano - og nogle også i Rom - i samme periode, for eksempel:

Billedhuggeren og kusnthandleren Niccolò de' Longhi, der var født i Viggiù ligesom Martino Longhi den Ældre, men døde i Rom i 1581. Han var svigersøn til Giacomo della Porta, som Martino arbejdede sammen med.

Billedhuggeren Scilla Giacomo (eller Silla) Longhi var også født i Viggiù, men arbejdede i mange år i Rom, hvor han døde i 1619.

Billedhuggeren Stefano Longhi eller Longo, født i Viggiù, arbejdede også i Rom og døde der omkring år 1635. Han boede i kvarteret Macel de' Corvi i Via dei Fornari i et hus, som han havde overtaget efter Daniele da Volterra og som tidligere havde tilhørt Michelangelo.

Arkitekten Alessio Longhi, der udelukkende arbejdede i Norditalien og Østrig omkring 1522-1550.

Billedhuggeren Gabriele Longhi, der stammede fra Viggiù ligesom Martino Longhi den Ældre men kun arbejdede i Norditalien.

Maleren Luca Longhi eller Lunghi, 1507-1580, arbejdede mest i Ravenna. I Rom findes der et maleri af ham i Galleria Colonna: "Madonna col Bambino e Santa Maria Maddalena e San Giovanni". Han var måske broder til Girolamo Longhi og fader til Barbara og Francesco Longhi.

Maleren Francesco Longhi eller Lunghi var søn af Luca Longhi og levede fra 1544 til 1620. Han arbejdede ligesom sin søster Barbara i Norditalien og som sin fader mest i Ravenna.

Malerinden Barbara Longhi, 1552-1638, datter af Luca Longhi og søster til Francesco Longhi og arbejdede mest i Norditalien.

Maleren Girolamo Longhi fra Ravenna, ca.1547-1582, var muligvis broder til Luca Longhi og arbejdede ligesom dennes familie i Norditalien.

Kobberstikkeren Giuseppe Longhi, 1766-1831, virkede også mest i Norditalien omkring Milano.

Maleren Pietro Longhi, af Falca-familien, var født i Venedig i 1702 og arbejdede mest i denne by, hvor han døde i 1785. Han var fader til maleren Alessandro Longhi.

Maleren Alessandro Longhi, Venedig 1733-1813, var søn af Pietro Longhi af familien Falca.

Litteratur om Longhi-familien:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.3.2005 og sidst opdateret d. 5.4.2009