|
|
Denne lille gade løber mellem Via Quattro Novembre, hvor denne møder Via Cesare Battisti ud for Piazza dei Santi Apostoli mod nord, og mod sydvest til Piazza della Madonna di Loreto. Den er idag en del af kvarteret Rione II, Trevi. Gaden har navn efter bagerlavet, Università dei Fornari, der i begyndelsen af 1500-tallet havde deres mødested her - tæt på det sted, der i Antikken under Kejser Trajan kaldtes Forum Pistorium, hvor der afholdtes brødudsalg og hvor det antikke bagerlav, Collegium pistorum, holdt deres møder. (Ordet "pistor" betyder møller eller bager). I 1507 godkendte Pave Julius II bagerlavets religiøse sammenslutning, Confraternita dei Fornai, og gav tilladelse til at Università dei Fornari måtte bygge en kirke, Santa Maria di Loreto, på østsiden af Via dei Fornari og på den modsatte side af gaden et dertil knyttet hospital, Ospedale dei Fornari, der skulle tage sig af syge og sårede uanset disses nationalitet. Både kirke og hospital lå ud til Via dei Fornari og kvarteret Macel de' Corvi mod sydvest og Piazza della Colonna Traiana mod sydøst. På den anden side af Kirken løber en anden lille gade, Vicolo di San Bernardo, som munder ud i Via dei Fornari i dennes nordlige del. I årene 1513-1564 boede Michelangelo i eller tæt ved denne gade i et hus, han ejede i kvarteret Macel de' Corvi. Og her havde også Daniele da Volterra sit atelier, som Stefano Longhi derpå overtog. Senere ejere af huset var familierne Floridi, Caracciolo del Leone og Torlonia, som lod det rive ned, da Palazzo delle Assicurazioni Generali di Venezia skulle opføres. I 1585 købte Kardinal Bonelli en ejendom, som omfattede en del af området mellem gaderne Via di Sant'Eufemia og Via dei Fornari, og han lod opføre det palæ, som idag huser Roms præfektur og kaldes Palazzo della Provincia og ligger mellem de nævnte gader og Via Cesare Battisti/Via IV Novembre. For at skabe ro omkring Ospedale dei Fornari blev gaden lukket for kørende trafik ved hjælp af nogle kraftige kæder, på italiensk: "catene", mellem hospitalet og det overforliggende Palazzo Bonelli og stedet kaldtes derfor i folkemunde også "Catena de' Bonelli": "Bonelli's kæde". Ospedale dei Fornari, der fra 1601 kun modtog syge bagere og møllere samt disses svende, blev revet ned i 1871. Litteratur om Via dei Fornari: Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. - side 397. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione II, Trevi, del 8. Side 5, 81ff, 92, 97ff, 111ff. Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991. -kort nr.22. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|