San Giuliano l'Ospitaliere eller San Giuliano l'Ospedaliere kaldes han, men faktisk ved vi ikke ret meget om denne helgen, som forøvrigt også kan forveksles med nogle af de mange andre, der ligeledes bærer navnet Giuliano.

Den Giuliano, som det skal dreje sig om her, har altså tilnavnet l'ospitaliere eller l'ospedaliere. Et ord, som kommer af det latinske "hospes", der betyder "en fremmed" eller "en gæst", men også "den der tager imod gæster", det vil sige en vært eller en der yder gæstevenlighed, altså er gæstfri.

Og Giuliano skal da også have været gæstfri, da han lod bygge et hus tæt ved en flod, hvor rejsende, der skulle over floden, kunne overnatte. Han ses da som regel også fremstillet ved siden af en båd.

Hvornår dette skal være hændt, fortaber sig i legendens tåger, men i 740 bragte Biskoppen af Mains Giuliano's knogler til Belgien, så man må formode, at historien har udspillet sig mange år før dette.

Og der hører mere til historien om Giuliano, som vel oprindelig har heddet Julianus, hvilket også er det navn han bærer i det nordlige Europa: Julian eller Julianus Hospitator (i England: Julian the Hospitaller og i Frankrig: Saint Julien l'Hospitalier). Det fortælles, at han var gået på jagt og alene forfulgte en hjort, som havde et menneskes ansigt og spåede ham, at hans fader snart ville dø for hans hånd.

Giuliano besluttede straks at stoppe jagten og at rejse langt væk for at profetien ikke skulle gå i opfyldelse. Sådan levede han længe, mens hans forældre rejste land og rige rundt for at lede efter deres forsvundne søn. Til sidst kom de til det slot, hvor Giuliano havde slået sig ned med sin hustru. Han var ikke hjemme, men hun tog godt imod dem og kunne af deres fortællinger lægge to og to sammen, men sagde dog ikke noget om det.

I stedet bad hun dem overnatte og gav dem ægtesengen at hvile i. Det var imidlertid ikke nogen god idé, for da Giuliano kom hjem om natten og så 2 personer i sin ægteseng, troede han at hustruen var ham utro og dræbte straks dem begge.

Således gik profetien i opfyldelse og da Giulianos hustru rev ham ud af vildfarelsen, blev han desperat og ville straks rejse væk. Hustruen ville dog ikke skilles fra ham og fulgte med på den lange vandring, der først sluttede ved bredden af en flod.

Hvilken flod, der var tale om, er der ingen der ved. I Syditalien siger man, at det var floden Potenza, i Frankrig at det var floderne Gardon eller Aube, i Belgien at det var floden Ath.

Denne sidste version vandt fodfæste i Rom, hvor den belgiske menighed viede deres kirke og hospital i Via del Sudario til San Giuliano, ligesom Karmeliterne i begyndelsen af 1200-tallet viede deres første kirke i Rom til denne helgen.

Historien om Giuliano slutter imidlertid ikke her. Der gik nu en række år, hvor Giuliano og hans hustru grundlagde deres "ospizio", et herberg hvor fattige rejsende kunne hvile sig og få hjælpt til at komme over floden. En kold nat sad Giuliano ved flodbredden, da han hørte en, der råbte om hjælp til at komme over. Den rejsende var imidlertid døden nær af kulde, så Giuliano inviterede ham først ind for at varme sig ved ildstedet - uden at det hjalp på den fremmedes tilstand. Så førte Giuliano ham til sin seng og lagde tæpper over ham for at hjælpe ham. Men manden så mere og mere syg ud, nærmest som om han led af spedalskhed. Det holdt nu ikke Giuliano tilbage i hans barmhjertige omsorg.

Og så skete underet. Pludselig udgik der et særligt lys fra den fremmede, der sagde: "Giuliano, Gud har sendt mig for at sige, at han har accepteret din bod. Snart skal du og din hustru mødes med Herren". Derpå forsvandt englen og få dage efter døde Giuliano og hans hustru.

I Italien startede Giuliano l'Ospitaliere-kulten i Macerata, der ligger ved floden Potenza. Og her i området mener man jo, at det var ved netop denne flod, at San Giuliano levede. Og her har kulten eksisteret, siden byens grundlæggelse i det 8.-9.århundrede.

Man ved dog ikke, om det oprindeligt var en anden helgen, der dyrkedes. Måske San Giuliano Martire. Og måske har San Giuliano l'Ospitaliere lagt sig oveni denne kult på grund af navne-sammenfaldet.

Historien om San Giuliano l'Ospitaliere fortælles nemlig først i Italien fra det 12.århundrede og udbredtes først i anden halvdel af det 13.århundrede gennem "Legenda Aurea" (en samling af helgenfortællinger skrevet på latin af Jacopo da Varazze (Iacopo da Varagine), Biskop i Genova). Her kan man læse "Historia de Sancto Iuliano" på IntraText.com.

I 1877 skrev den franske forfatter Gustave Flaubert en fortælling om Saint Julien l'Hospitalier, som medvirkede til fornyet interesse for denne helgen.

San Giuliano l'Ospitaliere er beskytter af jægere, færgeskippere, rejsende, herbergsværter og hotelejere. Helgenens officielle festdag er den 9. Januar, men nogle steder finder den sted den 29. Januar eller den 31. August.

San Giuliano fremstilles ofte i ridderens klædedragt sammen med en båd, en hjort, en falk eller et sværd (som symbol på mordet på forældrene).

Litteratur om San Giuliano l'ospitaliere:
Cattabiani, Alfredo: Santi d'Italia : vita, leggende, iconografia, feste, patronati, culto. Milano, (Rizzoli), BUR Saggi, 2.ed., 2007. (Biblioteca Universale Rizzoli, Saggi). Vol.1 : A-G.
- side 541-545.
Giorgi, Rosa: Santi. (Dizionari dell'Arte). Milano, Electa, ristampa 2003.
- side 184-185.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 119.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 206-207.
IntraText.com: Historia de Sancto Iuliano.
katolsk.no: Den hellige Julian Hospitator.
Santi e beati: San Giuliano l'ospitaliere.
Santi e beati: Giuliano.
Wikipedia: Giuliano l'ospitaliere (italiensk tekst).
Wikipedia: Julian the Hospitaller (engelsk tekst).
Wikipedia: Julianus Hospitator (tysk tekst).