|
|
|
Kirken San Giuliano all'Esquilino |
|
Kirken San Giuliano all'Esquilino eksisterer ikke mere. Den blev revet ned i 1874, da byplanen omhandlende den nye Piazza Vittorio Emanuele II blev vedtaget. Det var ellers en ret gammel Kirke, der omtales helt tilbage til 1220 og kaldtes Chiesa di San Giuliano Ospitaliero. Knyttet til Kirken var der også et Kloster, som havde en lige så lang en historie. San Giuliano lå i nærheden af Kirken Sant'Eusebio og overfor den fontæne, hvis rester idag findes på Piazza Vittorio Emanule II og kaldes "Trofei di Mario". Kirken menes bygget i begyndelsen af 1200-tallet og overtoges kort efteer af Karmeliter-munke, som her fik deres første opholdssted i Rom. De passede den til 1675, hvorefter Confraternita degli Albergatori e Vetturali, det religiøse Broderskab af Herbergsværter og vognmænd tog over. Fra 1783 til 1815 tilhørte Kirken og Klosteret I Padri Redentoristi, indtil denne Orden fik tildelt Kirken Santa Maria in Monterone. Kirken kan ses som nr.8 på nedenstående kort fra 1577. - (Se forklaringer på numrene på kortet) |
|
|
|
Kirken var ikke ret stor, knap 20 meter lang og 8 meter bred, og den havde kun et alter på hvilket der var et maleri af Madonna med Barnet mellem helgenerne San Giuliano og Sant'Angelo. Ved siden af Koret var der et sakristi, og kirkegulvet var ifølge en beskrivelse fra slutningen af 1500-tallet fuldt af forskellige gamle sten. På væggene var der fresker med historien om Elias på på Karmels Bjerg, som Karmeliterne havde fået udført. Kirken var viet til San Giuliano og her opbevaredes relikvierne af både denne helgen og af Sant'Alberto. Facaden var enkel med trekantet gavl foroven, hvori der var et større indrammet vindue med en bue, flankeret af 2 mindre vinduer. Nederst var der en portal i en ramme med en kraftig, fremspringende, vandret overligger. Kirken havde også et klokketårn, men kun én kirkeklokke. I Klosteret var der en sovesal og 6 munkeceller, 4 værelser og en lille have med en brønd. Når munkene døde, blev de begravet i Kirken. Der hørte også nogle marker og vingårde til Klosteret. Ifølge Kirkekataloget fra Torino, ca.1320, boede der i Klosteret på daværende tidspunkt 4 Karmelitermunke. ("Ecclesia sancti Juliani habet fratres Carmelitas IIII"). I midten af 1400-tallet lod Pave Nikolaus V Kirken restaurere og til minde herom blev hans våbenskjold opsat på en af Kirkens vægge. I en beskrivelse fra 1653 fortælles det, at der på Kirkens grund var en brønd eller kilde med klart og godt vand, som når man drak det kunne helbrede febertilstande. Det mirakuløse vand blev hvert år velsignet af Karmeliterne den 7. August. Ud over at bruge det som medicin kom munkene også nogle basilikumblade ned i en skål med vandet, der derpå blev brugt til at vaske det undergørende Kristus-billede fra Kirken San Giovanni in Laterano, når det ved den store Procession ved Festa dell'Assunta den 15.August på sin vej mod Kirken Santa Maria Maggiore gjorde holdt foran San Giuliano. På et tidspunkt efter 1675 blev Kirken også sæde for Confraternita degli Albergatori e Vetturali, det religiøse Broderskab af Herbergsværter og vognmænd, der tidligere havde holdt til ved Kirken San Giuliano in Banchi i Via dei Banchi Nuovi. Fra 1783 til 1815 tilhørte Kirken og Klosteret I Padri Redentoristi, indtil denne Orden fik tildelt Kirken Santa Maria in Monterone. I 1826 blev bygningerne, både Kirke og Kloster, solgt og skiftede ejer indtil flere gange (Giovanni Pelucchi - Marziano Manfredi - signor Micheletti). I 1848 købte Prinsesse Odescalchi komplekset, som hun dernæst overlod til en gruppe polske San Basilius-nonner. I 1874 blev komplekset - som ovenfor nævnt - revet ned, da byplanen omhandlende den nye Piazza Vittorio Emanuele II blev vedtaget.
Litteratur og links om Kirken San Giuliano all'Esquilino: |