Santa Elisabetta d'Ungheria var født i Bratislava i 1207 som datter af Kong Andreas II af Ungarn, der var fætter til Tysklands Kejser.

Som ganske ung blev Elisabeth i 1221 gift med Landgreve Ludwig IV af Thüringen og fik en søn og 2 døtre med ham. Men allerede mens den sidste datter var i vente, besluttede Ludwig, som senere kaldes Ludwig den Hellige, at drage på korstog i Kejser Friedrich II's følge, men han døde af pest undervejs i Otranto i Syditalien i 1227 og efterlod den 20-årige Elisabeth som enke.

Elisabeth var ikke særlig interesseret i det verdslige liv og Ludwig havde tilladt hende at give sit kostbare tøj væk og i stedet bruge pengene på godgørenhed, men efter hans død blev der set skævt til hendes spartanske livsmåde og hendes svigermoder og svogeren Henrik forviste hende fra Wartburg, hvor hun til sin store sorg måtte efterlade sin børn, hvis opdragelse svigermoderen nu overtog.

Da Elisabeth nu var frigjort for alle bånd, kunne hun leve sit liv som hun ønskede det og hun besluttede at bruge sin medgift til at bygge et hospital i Marburg og hun gjorde et stort arbejde med at få gang i byggeriet, at sørge for at få hospitalet til at fungere, at lægge planer og regler for, hvorledes de syge, fattige eller pilgrimme skulle modtages og behandles. Da Elisabeths medgift var brugt, veg hun ikke tilbage for selv at deltage i arbejdet eller for at gå tiggergang for at samle penge ind, så hospitalet kunne fortsætte sit virke.

Det fattigdomsideal, som Elisabeth fulgte, var inspireret af Den Hellige Frans af Assisi, og det var derfor naturligt for hende at indtræde i Franciskaner-Ordenens "Tredje Orden" ("Terz'Ordine Francescano"). Hospitalet i Marburg blev også viet til San Francesco.

Elisabeth døde den 17. November 1231 og efter kort tid begyndte man at berette om mirakler, som var sket ved hendes grav. Kirken undersøgte sagen og i 1235 blev Santa Elisabetta helgenkåret af Pave Gregor IX.

En af de legender, der fortælles om santa Elisabetta er denne: En dag, hvor Ludwig havde været på jagt, mødte han på hjemvejen Elisabeth, som var ude for at bringe mad og gaver til de fattige. Varerne bar hun i sit forklæde og da Ludwig bad hende vise sig, hvad det var hun bar på, åbnede hun forklædet og ved et mirakel havde hun favnen fuld af roser. Hun fremstilles derfor ofte på malerier bærende på roser, ofte med en krone på hovedet, men lige så ofte med en Franciskaner-kutte, og måske med tiggerskålen eller en brødkurv, frugt og fisk.

Santa Elisabetta fejres den 17. November, i England og Tyskland den 19. November. Hun er beskytter af bagere og skytshelgen for Terz'Ordine Francescano.

Litteratur om Santa Elisabetta d'Ungheria:
Cerinotti, Angela: Atlante della storia della Chiesa: Santi e beati di ieri e di oggi. Demetra, 1. edizione, 1999.
- side 186.
Giorgi, Rosa: Santi. Electa, ristampa 2003.
- side 120.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 113.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 77.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side 170.
Catholic Encyclopedia: St. Elizabeth of Hungary.