|
|
|
Pave Gregor IX |
|
Gregor/Gregorius/Gregorio IX, 1227-1241, fulgte efter den fredsommelige Pave Honorius III. Hans fødenavn var Ugolino dei Segni ud af den adelige slægt Conti di Segni, en gren af den magtfulde Annibaldi-familie, og han blev født i Anagni et sted mellem 1145 og 1150. Han var biskop af Ostia og blev af Pave Innocens III, der også var af Conti di Segni-slægten, udnævnt til kardinal ligesom han var dennes udsending i Tyskland flere gange og her kom på venskabelig fod med den senere Kejser Frederik II. Under Pave Honorius III var Gregor også flere gange pavelig udsending i Norditalien, hvor han optrådte som mægler i flere konflikter mellem guelfiske og ghibellinske kommuner. Han siges, at have været en energisk og autoritær mand og selv i sin høje alder som Pave (som 80-årig) veg han ikke tilbage for konflikter med Kejseren. Han var af stor politisk begavelse, meget troende og beskytter af Franciscaner-ordenen, fra han i 1223 hjalp Frans af Assisi med at opnå pave Honorius III's godkendelse af ordensstiftelsen. Den 21. Marts 1227 blev han kronet i San Pietro som Pave Gregor IX og 3 dage efter sendte han budskab om sit valg til sin ven Frederik II samtidig med at han mindede ham om hans tidligere løfte om at drage på korstog. Frederik II, der i flere år havde udskudt dette, begyndte nu seriøse forberedelser, men mange ting sinkede projektet: for få skibe til for stor en hær, epidemier blandt soldaterne og også Frederik selv blev syg, så han måtte gøre ophold flere steder i længere perioder. Gregor IX, som i årevis havde oplevet Frederiks udskydelse af korstoget, troede ikke på hans undskyldninger denne gang og ekskommunicerede ham. Frederik II havde imidlertid gode støtter i Rom i den magtfulde Frangipane-familie, som var erklærede modstandere af Annibaldi-familien, hvortil Pave Gregor hørte. De startede nu et oprør, så Paven blev jaget ud af San Pietro under en messe, mens han prædikede mod Kejseren. Det kom til sammenstød mellem de kejsertro og de pavetro i gaderne og Paven måtte flygte til Viterbo og senere til Perugia, hvorfra han i August 1229 lyste oprørerne Egidius de Palombara, Petrus Gregorii Pagare og Nicola de Arcione i band. Frederik II blev efterhånden rask og drog omsider på det lovede korstog, hvor han blev kronet til Konge af Jerusalem i 1229. I disse år lykkedes det Pavens familie at få valgt et andet familiemedlem, Annibaldo degli Annibaldi, til senator i Rom og han fik fængslet og dømt oprørerne. Imidlertid ramtes Rom af den værste oversvømmelse af Tiberens bredder nogensinde med epidemier, hungersnød og mange døde som følge. Romerne blev forfærdede og så i denne katastrofe Gud's straf, fordi de havde sat sig op mod Paven, så de bønfaldt ham om at vende hjem og i 1230 var Gregor tilbage igen og efter Frederik II's succes i Det Hellige Land, sluttede også han og Paven fred i 1230. I 1233-1234 blev Giovanni Poli valgt til senator i Rom, han var i familie med Gregor og i denne tid var forholdet mellem Paven og romerne bedre, selvom disse meget ønskede et selvstændigt styre for byen løsrevet fra Kirkens styre. Frederik II virkede nu udadtil som Kirkens beskytter og Pavens ven og hjalp ham blandt andet ved endnu et oprør i Rom i 1234, hvor Gregor måtte flygte til Viterbo, men med Frederiks hjælp kunne vende tilbage i 1237. Men i det skjulte plejede Frederik sine egne interesser og arbejdede på at få mere af Kirkens besiddelser ind under sig. I 1238 måtte Gregor endnu engang flygte fra Rom til Anagni, der opstod nye tumulter i gaderne mellem de kejser- og de pavetro og Kejser Frederik begyndte nu åbent at tage parti mod Gregor, som ekskommunicerede ham igen i 1239. Konflikten optrappedes efterhånden fra gadekampe og hårde ord til regulære kampe i Pavestaten og belejring af Rom. Gregor opfordrede venetianerne til at besætte Kejserens land i Syditalien og indkaldte samtidig til et økumenisk koncil i Rom i påsken 1241. Kejseren blokerede straks byens indfaldsveje og tog de tilrejsende gejstlige til fange, så der ikke blev noget møde. Paven gav dog ikke sådan op, han indkaldte nu til et korstog mod mongolerne, der invaderede Europa. Heller ikke dette fik han held med, men mongolerne trak sig alligevel tilbage uden kamp. Paven var nu godt oppe i 90-erne, da Kardinal Giovanni Colonna gjorde åbent oprør mod ham i Rom og sendte bud efter Kejseren, der således opmuntret drog ud for at indtage Rom. Under disse omstændigheder døde Gregor IX den 22. August 1241 og Kejser Frederik II ophævede straks belejringen og trak hæren væk fra Rom. Som ny pave valgtes Cølestin IV, der dog kun levede i 17 dage efter valget i 1241. Litteratur om Pave Gregor IX: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|