Francesco Bernardone, den senere helgen Frans af Assisi der grundlagde Franciskaner-Ordenen, blev født i Assisi omkring 1181 som søn af en rig klædehandler, Pietro Bernardone. Hans døbenavn var Giovanni, men han blev kaldt Francesco ("den franske"), ifølge nogle fordi hans moder stammede fra Provence, ifølge andre på grund af hans eller faderens forkærlighed for Frankrig. Han voksede op som andre velhavende unge drenge og blev oplært af sin fader, som han derpå arbejdede sammen med.

I 1202 opstod der krig mellem Assisi og den rivaliserende naboby Perugia og Francesco deltog i forsvaret af sin fødeby. Under disse kampe blev han taget til fange og sad indespærret et år, inden han slap fri.

I 1205 lod den eventyrlystne unge mand sig indrullere i den pavelige hær og blev med den sendt til Apulien i Syditalien for at kæmpe mod den kejserlige hær.

I denne periode modtog han en drøm, som fik ham til at forlade hæren og vende tilbage til Assisi, hvor han mere og mere lod sig opsluge af et religiøst liv med bønner og almisser.

Det fortælles også, at Francesco på en pilgrimsrejse til Rom så de forhutlede tiggere uden for Peterskirken og fik voldsom medlidenhed med dem. Han byttede tøj med en af dem og tilbragte således en dag som tigger. Det var herefter, at han fjernede sig fra sin familie.

Det fortælles også, at Francesco en dag i Kirken San Damiano ved Assisi hørte et maleri af Kristus tale til ham således: "Francesco, reparer mit forfaldne hus", hvorpå Francesco solgte nogle af sin faders varer for at betale for en restaurering af Kirken. Og at dette var grunden til, at hans fader gjorde ham arveløs og sendte ham fattig ud i verden.

I 1206 fik han sin faders modvillige tilladelse til at forlade det verdslige liv og i 2 år levede han som eneboer. Under en prædiken i Porziuncola-kapellet (på dansk: Portiuncula-kapellet) ved Kirken Santa Maria degli Angeli ved Assisi i 1209 forstod Francesco, at hans mission var at leve sammen med andre i fattigdom, således som Jesu apostle havde levet. Han samlede derpå nogle ligesindede og i 1210 drog den lille gruppe til Rom, hvor Pave Innocens III godkendte Francesco's klosterregel for munkene "i frati minori" ("de mindre brødre", "Franciskaner-munkene"). Under dette ophold boede San Francesco i Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum, et kombineret hospital og herberg for pilgrimme beliggende mellem Kirken Santi Marcellino e Pietro og Piazza di San Giovanni in Laterano.

Til protektor for den nye Orden udnævnte Paven Kardinal Ugolino fra Ostia, den senere Pave Gregor IX, og denne blev en personlig ven af Francesco.

Først bosatte Francesco og hans "frati minori" sig ved Porziuncola og herfra begyndte de at rejse ud i Italien for at prædike deres fattigdoms- og kyskhedsideal.

I 1212 grundlagde Francesco sammen med Santa Chiara d'Assisi en franciskaner-nonneorden, kaldet "Le Clarisse", Klarisserinderne, eller "Le povere dame di San Damiano", "San Damiano's fattige damer".

Francesco blev altså ikke boende i Porziuncola, men drog rundt i Italien og på et tidspunkt ville han følge Korstoget og drage til Syrien for at omvende muhammedanerne, men hans skib blev kastet tilbage mod kysten af et stormvejr. I 1214 drog han til Spanien for at omvende muhammedanerne der, men han blev syg og måtte vende tilbage til Italien. I 1219 ville han atter på korstog og drog til Ægypten for at omvende sultanen Malek al-Kamil, men vendte derpå atter tilbage til Italien efter at have besøgt det Hellige Land.

I 1223 fik Franciskaner-Ordenen den endelige godkendelse af Pave Honorius III og Francesco overlod herefter lederskabet til munken Pietro Cattani.

I 1224 havde Francesco trukket sig tilbage til bjerget Verna og her modtog han Kristi sårmærker. Hjemkommet fra dette ophold blev han alvorligt syg og herefter mistede han sit syn. Resten af sit liv led han af mange smerter og var svækket heraf. I denne sidste tid skrev San Francesco sin berømte lovsang "Solsangen".

San Francesco d'Assisi døde natten mellem den 3. og 4. oktober 1226 i Porziuncola og blev begravet i Assisi. Han blev helgenkåret 2 år efter og han fejres den 4. oktober. Han er beskytter for handlende, blomstergartnere, tæppevævere og digtere og han er skytshelgen for Italien. San Francesco fremstilles ofte som en lille, tynd og lidende munk i sin grå eller brune kutte med bælte og med Kristi sårmærker på hænderne.

Litteratur og links om San Francesco d'Assisi:
Cerinotti, Angela: Atlante della storia della Chiesa: Santi e beati di ieri e di oggi. Demetra, 1. edizione, 1999.
- side 172ff.
Giorgi, Rosa: Santi. (Dizionari dell'Arte). Milano, Electa, ristampa 2003.
- side 132ff.
Høgsbro, H.: Frans af Assisi. 1924.
Jørgensen, Johs.: Den hellige Frans af Assisi.
Kirke og Kristendom leksikon. redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldendal, 2001.
- side 116.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 136ff.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 91f.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side 201ff.
Italy.dk: Frans af Assisi.
Sankt Franciskus Kirke: Frans af Assisi.
Assisi-Kredsen.
Catholic Encyclopedia: St. Francis of Assisi.