Flavius Valerius Constantinus, som blev den første kristne romerske kejser, blev født ca. 285 i Naisso i Serbien som søn af tetrarken Constantius I og hans hustru eller elskerinde Helena (Flavia Iulia Helena), en tidligere kroværtinde.

Som barn blev han sendt til Kejser Diocletian's hof som pant på faderens loyalitet mod denne, der var overhoved for tetrarkiet (et system med 2 overkejsere og 2 underkejsere, der deltes om magten og ansvaret i det kæmpemæssige romerrige).

Constantin blev uddannet som officer i hæren, men i 306 flygtede han fra Kejser Galerius' hof for at støde til sin fader, kort før dennes død i York. Constantius' hær udråbte straks den unge Constantin til kejser og Galerius gav - noget modvilligt - sit samtykke til at han kunne regere over Britannien og Gallien med titel af "Caesar" (underkejsernes titel).

Men samtidig ophøjede Galerius Constantius' tidligere "Caesar", Severus, til "Augustus" over Italien, Spanien og det latinske Nordafrika. I Rom fik Severus imidlertid problemer og under en opstand i oktober 306 udråbte prætorianergarden eks-kejser Maximian's søn Maxentius til kejser.

Galerius ville ikke anerkende dette og situationen tilspidsedes hurtigt fordi eks-kejser Maximian også blandede sig i striden. Men Maxentius vandt selv krigen og forjog sin fader, som søgte tilflugt hos Constantin, der havde ægtet hans datter Fausta, som han allerede var blevet forlovet med i år 300.

Maxentius havde nu dræbt Severus, men Galerius ville stadig ikke anerkende ham og indkaldte i stedet til et møde for at rede trådene ud. Her udnævnte han sin gamle officer Licinius til "Augustus" (overkejser) over Vesten. Som "Caesarer" udnævntes Constantin over Gallien og Britannien og Maximinus Daja over Syrien, Palæstina og Ægypten. Det var de dog ikke tilfredse med, da de også ville kalde sig "Augustus". Ved deres hæres hjælp blev dette gennemført og Romerriget regeredes nu fra november 308 af 4 ligeværdige kejsere. Men Maxentius blev stødt ud i mørket som oprører.

Indtil 311 da Galerius døde og Maximinus Daja indgik alliance med Maxentius. Hertil svarede Constantin med et forbund med Licinius, der i 313 blev gift med hans søster Constantia.

Nu havde Constantin frie hænder til i 312 at marchere mod Italien og tage magten i Rom og den 23.oktober besejrede han endeligt Maxentius i det store slag ved Ponte Milvio, hvor Constantin førte sin hær frem under korsets tegn.

I mellemtiden havde man fundet ud af, at Constantin rent faktisk nedstammede fra den tidligere Kejser Claudius II "Gothicus" og således var retmæssig arving til eneherredømmet over Romerriget! Han kunne derfor roligt fortsætte sine generobringstogter af de områder, der rettelig tilhørte ham og han lagde herefter også resten af Italien og Nordafrika under sig.

I Østen havde Licinius besejret Maximinus Daja og var nu eneherre, men de to kejsere følte sig usikre på hinandens loyalitet, og i 316 fandt Constantin et påskud for at starte en krig mod sin svoger og indtage hans områder.

I 317 indgik de 2 kejsere en fredsaftale, men de lurede stadig på hinanden og da Licinius frygtede, at de kristne i riget ville støtte Constantin, vendte han i 320 sine sympatier mod de hedenske partier. Nu havde Constantin endnu en grund til at gå imod Licinius og samle riget og i 324 blev Licinius endeligt besejret af Constantin ved Østrigets hovedstad Nicomedia. Constantin sparede hans liv i starten, men senere samme år lod han ham dræbe, ligesom han også lod hans søn med Constantia dræbe.

Nu havde Constantin samlet hele Romerriget til ét igen og han var enehersker herover. Han stoppede straks alle kristenforfølgelser og iværksatte i stedet en mængde initiativer for at styrke Kristendommen, som han ønskede at gøre til en statsreligion, der atter kunne samle det religiøst splittede rige om én gudsdyrkelse.

Han byggede kirker og afholdt konciler og deltog personligt i de teologiske debatter og stridigheder, som der var så mange af på den tid og han holdt sig heller ikke tilbage fra selv at dekretere løsninger på dem. Der var skismaet omkring Donatus i Afrika og Arianerne i Østen.

Men først på sin dødsseng lod Constantin sig døbe og den senere berømte legende om Pave Sylvester's omvendelse af ham, som den kan ses i Oratorio di San Silvestro i Kirken Santi Quattro Coronati på Monte Celio i Rom, er kun en skrøne. Og dette gælder også historien om, at han overlod magten i Rom til Paven, mens han selv fortrak til den nye by, Constantinopel, som han grundlagde ved Bosporus-strædet og hvorfra han bedre kunne styre Østriget.

Constantin efterlod sig 3 sønner og 2 nevøer, som kunne overtage magten og selvom han inden sin død d.22.maj 337 havde forsøgt at fordele denne retfærdigt og klogt, endte det med at arvingerne bekrigede og dræbte hinanden:

Constantin II, kejser over Vesten med ansvar for Britannien, Gallien og Spanien fra 337-340, blev besejret og dræbt, da han bekrigede sin yngre broder Constans i Italien.

Constantius II, kejser med ansvar for Østen fra 337-361. Det var antagelig ham, der iværksatte et regulært blodbad i Constantinopel, hvor hans onkler og fætre blev dræbt.

Constans, kejser over Vesten med ansvar for Italien, Afrika og Pannonien fra 337-350. Han besejrede og dræbte sin storebroder Constantin II, da denne invaderede Italien i 340, hvorpå han selv blev enekejser over Vesten.

Nevøen Flavius Iulius Dalmatius, hersker ("Caesar") over Balkan fra 335-337, hvor han blev dræbt i blodbadet i Constantinopel.

Nevøen Annibalianus, konge ("Nobilissimus") over Det østlige Lilleasien fra 335-337, hvor han blev dræbt sammen med den øvrige familie.